Af nåde

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe den her post an. Jeg er ikke nogen stor tegner, og jeg har altid fundet det nemmere at udtrykke mig med ord end med billeder. Alligevel har jeg købt mig en stor tegneblok, for jeg har altid gerne ville tegne, og nu har min stædighed taget over. Jeg vil lære at bruge det sprog. Nu tegner jeg altså, engang imellem. Det bliver aldrig helt færdigt, og jeg føler altid, at jeg løber panden mod en mur (der ligner mig til forveksling).

I dag tegnede jeg også. Jeg udforskede et fotograferet selvportræt fra en skov i Aabenraa, og jeg tegnede linjerne i mit ansigt op med en tynd pen. Jeg synes, det så pænt ud, hvilket fik mig til at gå i stå af frygt for at ødelægge noget, men jeg vidste godt, der skulle noget mere på.

Jeg tænkte lidt på at tegne skoven og dens træer og solens blænderi op med mine nye tuscher, men det ville blive for kunstigt og hårdt, og så gik jeg ud og vaskede op og tænkte, at det måske var okay at nøjes med de streger.

Bagefter satte jeg mig ind til mit bord igen og kom i tanke om, at jeg har mine gamle crayons stående, mest til pynt, og så gik jeg i gang med at tegne en skov. Jeg brugte mange farver, lysebrun og sort og grøn og mørkebrun og en anden grøn osv., og jeg kunne se, at det fungerede, og det gav mig sug i maven, for jeg kunne se, at det blev flot. Og nu kommer jeg til det, der er svært at skrive om. Pludselig optog det her sug i maven hele min krop og jeg knækkede sammen i gråd, for Guds nåde blev pludseligt allestedsnærværende og selv nu, hvor jeg skriver om det, må jeg igen knuge mig sammen. Jeg mener...jeg kan ikke selv tegne. Jeg kan ikke få noget til at ligne en skov. Det er Gud, der kan. Og han lader mig være sine hænder. Også dig.


En tilføjelse: Mens jeg tegnede, lyttede jeg til Keith Greens plade "I Only Want To See You There". Mellem to linjer i et af numrene råber han noget med Efeserbrevet ud (det er en liveplade), så inden jeg lagde mig til at sove, læste jeg de to første kapitler. Det er noget lignende, der står. Vi kan alt i Kristus ved Guds nåde, men det er kun ved Guds nåde. Sådan går flere ting nogle gange op i en underlig, højere enhed.

Om længsel og menneskekærlighed

Jeg kan finde det lidt svært at tale med Gud om kærlighed. Ikke om den mellem ham og mig, men den mellem mennesker med kys og kroppe. Der kan være sådan en tendens til at forestille sig, at Guds idé om menneskekærlighed er den rene slags, den, hvor man ser hinanden i øjnene og er sammen resten af livet, upåvirket af følelsesmæssig støj og impotens.

Jeg ved, jeg holder på, at man må og skal snakke med Gud om alt. Man skal kunne tage ham med på toilettet, ikke? Men det kan stadig føles lidt underligt. Hvad synes Gud om dates? Hvad synes Gud, jeg skal gøre, når han ikke byder mig nogen kæreste af sin hånd? Tænker Gud menneskekærlighed bredere, mere flydende, end vi gør?

Der er nogen, der siger, at det er muligt at finde ro fra kærlighedskvaler i Gud, men jeg kan ikke lade være med at tænke på længslen efter fysisk nærhed, når jeg hører dem sige det. Jeg tænker på, hvor længslen efter varme arme hører hjemme i det med Gud og kærlighed. Er det bare en jordisk ting, der adskiller os fra Gud? Jeg har svært ved at tro, at en ting, der kan føles så inderlig som længslen efter menneskekærlighed er et jordisk biprodukt. Det er nødt til at høre med til Guds skaberværk. Det er nødt til at passe ind et eller andet sted.

"Sæt dig stille i Herrens nærhed."

Sl. 37, v7

Nogle gange kan jeg ikke andet end at sige til Jesus, at jeg stadig vil sidde i hans nærhed.

Om en ukendt Jesus

Jeg har gang i et projekt. Jeg forsøger at lære Jesus at kende. Jeg ved, det lyder lidt langhåret, men jeg overgiver mig til det.

Jeg har følt mig lidt nede den sidste tid. Sådan underligt modløs og træt. Jeg har skudt skylden på efteråret og jernmangel og et kontinuerligt sukkerchok og et skrøbeligt sind. Men:

Henne i kirken var der en pige, der stillede sig op og fortalte, hvordan hun følte, at alt i den sidste uge var faldet sammen, og at hun var overbevist om, at flere i kirken ville have det på sammem måde. Hun nævnte også et vers fra Johannes' Åbenbaring:

”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”

(kap. 2, v. 4)

Det gik ikke dybt i mig, hendes tale, og jeg havde det egentligt lidt underligt med måden at stille sig op på. Jeg vidste godt, at jeg den sidste uge havde haft det som hende, men alligevel rørte det mig ikke, som man måske kunne have forventet.

Omkring bibelverset sagde hun, at hun følte, at det talte til hende på en måde, som hun i den sidste tid ikke havde kunne føle, Bibelen gjorde. Hun forstod det som, at Gud sagde til hende, at hun havde glemt Jesus.
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at dét havde sat sig fast i mig. I kirken tænkte jeg, at pigens tale ikke vedrørte mig, eftersom jeg aldrig har haft Jesus som en første kærlighed eller en stormende forelskelse. Og det var dét, der gik op for mig: Jesus har aldrig været min kærlighed. Faktisk kender jeg ham slet ikke. Hele mit kristenliv handler om Gud og nogle gange den Hellige Ånd, men aldrig Jesus.

Hvordan er Jesus? Jeg ved, hvem Gud er, sådan helt fysisk. Jeg kan lægge mig i hans hånd og jeg kan knuge mig til den og rives med og jeg kan føle ham ae mig over håret. Jeg kan føle Helligånden sitre i mig, og jeg kan, når jeg lukker øjnene, se Åndens kraft strømme gennem og ud og ind. Men hvordan er Jesus? Kan han passes ind i sådan et fysisk billedskema? Jeg har svært ved at rumme ham, fordi jeg ikke kan gribe ham med hænderne. Egentligt er det paradoksalt, eftersom det er ham, de siger, er Guds kødelige billede. Men han er en historie i mit hoved. Jeg ønsker, han bliver levende for mig. En kraft i mit liv. Er Gud og Jesus og Helligånden en trekantet vendemaske med et ansigt på hver side?

Af min ven har jeg lånt en bog, der hedder ”Den Jesus, jeg ikke kendte”. Egentligt har jeg læst den før, men dengang slugte jeg den uden rigtigt at forstå den indeni. Jesus er stadig mest en floskel i mit hoved. Nu læser jeg den igen.

Jeg er begyndt at henvende mig til Jesus i bøn. I de dage, hvor jeg var nede, var det som om, jeg ikke kunne nå Gud. Da dét med mig og Jesus gik op for mig, gik det også op for mig, at det måske er Guds måde at minde mig om, at vejen til ham går gennem Kristus. Det virker; jeg kan ikke (som i ”det er ikke muligt”) nå Gud med ”Kære Gud” alene. Jeg må gennem Sønnen, der sidder i den hellige omstillingscentral.

Jeg er startet i det små. Jeg siger bare Jesu navn frem for mig: ”J e s u s”. Man er nødt til at tage den lidt med ro med folk, man ikke kender.

Jeg tror, jeg langt væk et sted foran mig kan ane konturerne af noget, der kunne vise sig at være Jesus. Det er en spændende rejse. Jeg har aldrig prøvet den slags før.

Noget lidt uafrundet om den levende Gud

Jeg skriver ikke så meget her for tiden. Da jeg startede den her blog, var min tanke, at jeg ville hjælpe med at afmystificere den del af den kirkelige praksis, som jeg kender til. Da jeg begyndte at gå jævnligt i kirke for et år siden, vidste jeg ingenting om andet end den rigide folkekirkelige liturgi, og jeg savnede at få det fortalt, sådan detaljeret, sådan helt ned i fysiske detaljer. Jeg tror, kirke nemt kommer til at snakke sig op i ikke-praktiske luftlag om Guds kærlighed og Helligåndens kraft og friheden fra frelsen, og det er godt, men det kan også virke ekskluderende. I hvert fald for en usikker én som mig selv, der ikke kan lide, at jeg ikke ved, hvad der sker omkring mig. Jeg forestiller mig, der må være andre, der har det på samme måde.

Jeg tænker stadig, jeg gerne vil være én, der hjælper til med at afdække de hjørner, som kirkevante nogle gange kommer til at tage for selvfølger. Men jeg har opdaget noget.

Jeg skrev en dag en sms til min ven og spurgte ham, om han næste dag ville fortælle mig om Guds kærlighed. Jeg har vist også skrevet om det her, hvordan jeg finder den umulig at forstå, hvordan jeg ikke ved hvad den er. Hvordan der i det hele taget er mange ting, som folk i kirken snakker om, som jeg ikke forstår, fordi jeg ikke ved dem. Min ven forklarede mig godt om, hvordan han kan mærke Guds kærlighed, og jeg nikkede og brummede og bar ordene med mig hjem.

Dét, jeg har opdaget, er, at kristendommen er noget, man må opleve. Gud er noget, man må opleve. Det er meget svært for mig at få styr på de her ord om det her, men: Det er noget med den levende Gud. På det sidste er det som om, alle flosklerne er blevet levende inden i mig. Med det mener jeg, at mit hjerte forstår, at Gud elsker mig. Jeg forstår det ikke til fulde, men jeg forstår det første lillebitte hjørne af den altovervældende kendsgerning.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor langt jeg skal gå i udredelsen af min nyvundne erfaring, hvor personligt det skal blive, for jeg er ikke helt sikker på, hvilke dele, der er relevant for andre.

En vigtig sten i den her lillebitte forståelsesbid er erfaringen af, at Gud er noget uden for mig selv. Jeg har i sommer haft svært ved at få fat i den nære kontakt med Gud, og jeg har ikke bedt så meget som ellers. Jeg har ikke rigtigt følt, jeg kunne. Det fik mig til at ærgre mig og tvivle. Det afgørende punkt, og det ser jeg først nu, er, at Gud har sørget for mig på helt andre måder end åndeligt. Jeg har ingen indtægt haft, og alligevel har jeg ingenting manglet, og det er som om, der er kommet dumpende ting ned i hovedet på mig, både helt materielle og af mere ustoflig art. Jeg har søgt ham og savnet ham og råbt på ham i én del af mig selv, og imens arbejdede han løs i en helt anden. Det fylder mig med ydmyghed og en undren over hans storhed.

Noget privat

Jeg blev bedt for til gudstjenesten i dag. I den kirke, jeg kommer i, består gudstjenesten af lovsang, en pause, tale og forbøn, så det skete i slutningen. Efter hver tale hver søndag siger taleren, at nu vil der ude i siden være forbøn, især for dem, der har følt sig ramt af talen, men allermest især for alle og deres alt. Nogle gange har nogle nogle fornemmelser at dele, som for eksempel et billede fra deres hoved eller at nogen har ondt i maven. Herefter rejser alle sig op og beder en kort, fælles bøn.

Jeg gik frem med røde øjne og så lidt ventende ud, og så kom der én hen og spurgte, om han skulle bede for mig, og for hvad. Jeg forklarede ham mit problem, at jeg havde lyst til at låse mig inde på toilettet og aldrig komme ud, fordi det hele, og især mig selv, er så håbløst usikkert. Så spurgte han, om det var okay, at han lagde en hånd på min skulder, og hvad mit navn var. Så begyndte han at bede.

Forbøn er en helt vildt fysisk ting. Det at gå derop starter ikke med, at jeg tænker, at jeg vil gå derop, men med, at mit hjerte begynder at galopere vildt og trykke og spænde lige dér, hvor ribbenene samles. Jeg sveder, og bønnen rører mig til tårer. Nogle gange overhører jeg det, fordi det for mig kræver stor overvindelse at gå derop; dét at bede et andet menneske om hjælp, og måske allermest frygten for, at forbønnen ingen virkning vil have, hverken fysisk eller emotionelt. Hver gang jeg på dén måde giver mit hamrende hjerte mundkurv på, føler jeg mig dum bagefter.

I dag var det slet ikke nogen mulighed at overhøre det. Faktisk, og det opdager jeg først nu, var det slet ikke nogen overvindelse at træde frem. Det var det eneste mulige.

Han bad ikke særligt konkret. Mest ord til Gud og Jesus og Helligånden om at komme til mig og lade mig føle kærligheden og trygheden. Jeg stod med armene over kors og krympede mig sammen med bøjet hoved.

Og jeg kunne slet ikke stoppe med at græde, tårerne trillede ned, og ukontrollerbart fraslap højlydte hulk mig. Jeg rystede meget, som man altid gør, når man spænder sig helt sammen i tårer.

Og så skete det, som jeg har prøvet én gang før i bøn. Det var lige som om min øjne trillede indad i hovedet, som om jeg faldt i søvn, og mine fødder føltes som om, de løftedes fra gulvet. Da det skete sidst, råbte jeg til Gud om, at jeg var bange og ikke forstod, hvad der skete, og det gjorde jeg også i dag, men mere trygt, for jeg stod blandt en masse mennesker. Med stadigt lukkede øjne voksede jeg ud af min krop som én, der har fået trylledrik i en tegnefilm, og nåede helt op til loftet, hvor jeg måtte krumbøje mig. Rummet, som jeg forestillede mig det, så ud som gennem en fiskeøjelinse, og imens blev jeg med at græde.

Det gør mig bange og perpleks. Da gudstjenesten sluttede, gik jeg med det samme uden at tale med nogen. Det er svært at begribe vilde ting, og det er svært at gøre andet end nøgternt at beskrive dem.

Om barnetro

I søndags var jeg med mine forældre i kirke i Nordjylland. Egentlig kedede gudstjenesten mig lidt, jeg bliver altid så oprørsk, når jeg er i en provinsiel folkekirke-kirke, får lyst til at springe op og danse på bænkene, men pludseligt blev jeg grebet af rørthed. Lige efter dåben sang vi

Sov sødt, barnlille
lig roligt og stille
sov sødeligt, sov
som fuglen i skov
som blomsterne blunde i enge
Gudfader har sagt
”Stå engle på vagt
når mine de små er i senge”

og det gik op for mig, at jeg havde glemt den.

Da jeg var lille, puttede min mor mig ved at synge den og bede Fadervor og nusse mig på ryggen. Hun har svært ved at ramme tonerne, og det gjorde udgaven noget skæv, men det gør mindet så meget desto mere rørende. Dét, der ramte mig i kirken, var det vilde i, at hun hver aften bad Gud passe på mig. En mors kærlighed og Guds kærlighed.

Og jeg rammes af børneaftensalmer i høj grad. Det er trygt at gribe til at lægge sig roligt til at sove i Guds hånd, når al teologi og funderen bliver for meget at overskue og for svært at tro på.

--

Da jeg var lille, havde jeg en bedste veninde, der også var præstedatter og hed Anna Eva. Jeg havde også en dalmatinerhund (den hed Kingo) og en reservebedste (Inger). En aften passede Inger mig og min veninde hjemme i præstegården, da Kingo stak udenfor haven. Vi skulle ud at fange ham, men Anna Eva blev stående i døråbningen, lidt skeptisk over for mørket. Så stillede jeg mig hen ved siden af hende og forsikrede hende ”Du skal ikke være bange. Englene passer på dig.”. Det er sødt, ikke?

Om tankeinfiltration

Jeg kan føle, at Gud, hver gang jeg forsøger at sætte min tvivl og tros umulighed på skrift, skriver et svar tilbage. Han skriver ikke selv, det dukker ikke bare op på papiret eller på skærmen, men han lader mig svare selv. Han fører mine tanker og min hånd. Jeg skrev sådan her i min dagbog i november:

"Jeg kan føle, han taler igennem mig. Han beroliger mig og fejer bekymring væk. Når jeg får lyst til at tænke "Jeg kan ikke", erstatter han det med et "Jeg kan med Gud". Han fejer tvivl af vejen. [...] Jeg har forpligtet mig overfor Gud til at tjene ham. Nu kan jeg igen ikke beskrive tvivlen, den holdes tilbage."

Ja, sådan. Det føles som en fysisk umulighed for mig at beskrive min bekymring, fordi Gud i øjeblikket, jeg bliver mig den bevidst, fejer den af vejen. Det sker ikke med alle bekymringer, men nogen. Det er både frustrerende og en opmuntring. Og du kan sige, at jeg jo sagtens kan sige, det er Gud, der får mig til det, at det jo bare er tanker, der jo bare er tanker og efterfølger hinanden som tanker og tanker og tanker og tanker, og jeg vil forstå, hvad du mener.

-

Jeg fandt et andet citat i min dagbog. Det er fra 6. juni:

"Det er underligt, at jeg ved, at Gud er større end alt det her, men alligevel føler, at jeg er nødt til at skære alting ud i pap og mundrette stykker for ham."

Om ly

Jeg læser i Esajas' Bog for tiden. Det er underligt med Det Gamle Testamente. Der er så meget blod og krig og hævn og straf. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film. Nej. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film med ens kæreste i hovedrollen som hævneren.
Men midt i alt dét fandt jeg det her:

"Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser"
(Esajas 14, v30)

og videre:

"Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt."
(Esajas 14, v32)

Det talte lige ind i mig. Der er ikke nogen betingelser eller ekslusion. Alle, der vil, kan søge ly hos Gud, og så vil han holde dem i sine arme.

Som om det ikke var nok, var jeg i natkirke i Vor Frue i går. Jeg var en lille smule fuld, og jeg gik ind og tog en salmebog og satte mig for mig selv uden rigtigt at tænke over det. Jeg fik lyst til at læse teksten fra i søndags, og jeg havde min kalender med, så jeg kunne finde ud af, hvilken søndag, det var i søndags. 1. efter Trinitatis. Der stod en masse om penge og om, hvordan man skal tjene Gud med de gaver, man er blevet givet. Der stod også det her (efter at have beskrevet, hvorledes man skal hjælpe de, der har lidt):

"Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
[...]
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter."
(Esajas 58)

Så pustede jeg lettet ud.

Om at slå folk i hovedet med Bibelen

Jeg har det svært med ikke-kristenhed.

(I en parentes bemærket har jeg det næsten allersværest med dét at dele alting op i kristent og i ikke-kristent. Det kan virke som en underligt ekskluderende usikkerheds-ting, men det gør mig stadig ked af det, når jeg begejstret fortæller nogen om noget musik eller en film eller en bar, og de så spørger, om det omtalte er kristent eller ikke-kristent. Nogle gange siger nogen ikke-kristent som om de taler om en verden udenfor. Og jeg forstår det ikke. Det er Gud det hele.)

Men jeg har det svært med ikke-kristenhed. Jeg vil gerne undgå at fordømme og jeg vil gerne undgå at slå nogen i hovedet med Bibelen. Det, jeg ikke forstår, er, hvordan de (I? du?) kan bære det. Det undrer mig, at folk er så kede af det, når løsningen er simpel. Nej, forkert. Løsningen er ikke simpel at udføre, men den er nem at forklare og måske nem at forstå. Den kan tegnes simpelt. Gud er livet. Jeg talte med en pige om det, og jeg kom frem til en formulering, jeg fandt ro i; Gud er ikke afhængig af os, men vi er afhængige af ham. Og jeg ved godt, jeg bevæger mig ud på dybt vand, der nemt kan blive fordømmende nu, men det gør ondt på mig at se, at folk søger al mulig bekræftigelse og kærlighed i andre mennesker, sluger kærester på rad, forbruger mennesker og ting til sidste dråbe, når Gud i virkeligheden er det eneste, der kan fylde tomrummet ud. Jeg har lyst til at forklare dem, at det slet ikke er nødvendigt.

En af mine venner har skrevet en bog, der har betydet en hel masse for mit syn på det at tro. Én af de ting, jeg klamrer mig til, er hans tanker om venner, der ikke kender Gud. Han forklarer, hvordan han ikke ønsker at presse pigen, han skriver til, til at tro på noget, men at han meget gerne vil forklare om det. Samtidig, og det er dét, jeg klamrer mig til, er han af den overbevisning, at det optimale liv leves i Gud og Jesus, og derfor har han et ønske om, at andre må opleve den samme glæde og ro, som han har fundet dér. Det optimale liv.

Jeg er bange for at komme til at slå nogen i hovedet med Bibelen, men jeg tror, det optimale liv leves i Gud. Jeg håber sådan, de andre lærer det at kende.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan høre Gud. En dag fandt jeg ud af, at det at tale med Gud, dén del, hvor han svarer, må være noget, der foregår i ens tanker. At Gud taler gennem ens egne tanker. Lægger nogen i hovedet på én. Men man har også nogen selv, ikke? Det, jeg ikke forstår, er, hvordan man ved, hvilke der er Guds og hvilke der er ens egne. Nogle af ens egne skal man måske endda luge ud i. Hvordan ved man, om det er Gud, der mener, man skal tage til et land langt væk eller om det er én selv? Hvordan ved man, om en skør forelskelse er en god idé, Gud har fået, eller om det er et håbløst hormonelt forårsudfald? Det er sådan noget, der forvirrer mig. Jeg har hørt, at det er okay at gå i sulten i seng, på alle måder, at man nogle gange må tøjle sit begær. Planter Gud ikke også begær? Er det ikke netop sådan, han taler? Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå.

En lillebitte observation

En ting, der nager mig, eller jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad den gør, er, at det er nemt at tage radikale skridt som 19-årig. Det er nemt at sige at ja tak til at blive givet nyt liv med Gud, og det er nemt at sige ja til en stor udvikling og til at lave sit liv om og dreje på nogle af grundpillerne. Det ligger sådan allerede i alderen.

Om hvordan tanker bor

Don Everts har skrevet en lille bog, der hedder "All the ideas living in my head: One guy's musings about the truth". Han fortaeller om, hvordan hans hoved er et hus, og hvordan tankerne er delt op i Permanent Residents og Pointy Ideas og Sexy Ideas og-og-og, og hver gang, en ny ide banker paa doeren med sin sovepose, kalder Don sammen til husmoede, for at de kan finde ud af, om det er en ide, der kan blive boende, eller om den maa finde et andet hus. De socialiserer med hinanden og fortaeller historier og flirter og indretter sig i et socialt hierarki.

Der staar det her paa side 48 og 49:
"I remember the first time I honestly admitted that even though I believed that God loved me, I had a hard time feeling that with my heart. At the time it seemed like a difference between what I believed and what I felt. A battle between my head and my heart. But now I'd say it's more that GOD LOVES ME had moved into my head, but YOU ARE NOT LOVABLE was another idea already living up there!
And while it was true, in one sense, that I "believed" God loved me (that idea was in my head), it was also true that I "believed" that I was not lovable (that idea was also living up there). And for whatever reason, YOU ARE NOT LOVABLE's story kept winning out. I think my wounded heart made me predisposed against GOD LOVES ME. And so YOU ARE NOT LOVABLE had Seniority Status and GOD LOVES ME kept being put in its place in the living room in my head. Or it kept getting kicked out of my head. Or something like that."

Om frygt og moerke

Det svaereste Gud-bud er ikke at frygte. Jeg laa i en laant seng paa et fremmed vaerelse forleden, og jeg oenskede at gaa ind i Gud eller lade ham gaa ind i mig, saadan fuldt og helt. Jeg ligger altid der og taler med ham, inden jeg falder i soevn, eller, er i kontakt med ham er en mere korrekt formulering, det bliver ofte kun til "Kaere Gud" og saa en rolig stilhed. Der laa jeg altsaa, og jeg taenkte "Kaere Gud, nu goer jeg det, jeg traeder ud over den her skraent af tro", og i mit hoved loeftede jeg foden, og straks saa jeg en haer af uhyrer og moerke. Jeg trak mig tilbage og turde ikke at gaa laengere. Frygten for uhyrerne derude over skraenten er tvivlen paa, at Gud virkelig findes bagved vildnisset, eller om vildnisset er alt, der er.

(Det er ikke nogen metafor, for jeg ser alle de her uhyrer, for jeg er givet en loebsk fantasi.)

Der er mange, der taler om det moerke, man maa igennem for at naa Gud. Jeg begynder at tro, det er en realitet.

(Og naar der staar naa Gud, mener jeg ikke som en endelig destination, for der er lige saa meget rejse bagefter, men. Ikke nu.)

Jeg har taenkt mig at lave en tvivlekasse. En skotoejsaeske med tape paa aabningerne og en spraekke i laaget, hvor sedler med tvivl paa kan laegges ned i. Det er ikke for at det skal pakkes vaek, eller at der i overfoert betydning skal laegges laag paa al den rumsterende tvivl, men det virker godt at have tvivlen samlet paa et sted. Saadan. Saa ved man, hvor man har den.

Udlandsbrev

Jeg er floejet mig en tur til Canada. Paa vej herover kom jeg til at grine af mig selv, fordi jeg rejste med Gud som en hemmelig ven. Da flyet lettede fra Kastrup, gav det et sus af spaending i maven og jeg taenkte "Nu sker det, Gud!, og jeg sagde "Det er spaendende, hva' Gud?" til ham, mens jeg kiggede ud af vinduet over havet. Vi talte om alt muligt, og det foeltes som om, jeg havde nogen i haanden. Som om det ikke var nok, var der baade paa turen fra Koebenhavn til Heathrow og fra Heathrow til Edmonton tomme saeder ved siden af mig.

Mit forhold til Gud er baade en paraply og en leven op til hans standarder. Jeg er paa besoeg hos min far, der er praest. Jeg taenker paa, hvordan hans forhold til Gud er. Snakker han med ham? Beder han om hjaelp og beskyttelse?

Jeg ved ikke saa meget om forholdet mellem Gud og Jesus og Helligaanden. Hvem der goer hvad. Jeg vil gerne laere mere. Indtil nu har jeg stort set kun haft med Gud at goere. Jeg er ikke kommet saa langt, jeg kan maerke og se, at man kan gaa meget dybere. Jeg er spaendt. Det er vildt at have den her tro, der faar en til at ranke ryggen.

Om at være hørehæmmet

I går gik det op for mig, at man godt må bede Gud tale lidt højere.

Noterer, roterer

Jeg klamrer mig fast i det citat omkring Kristus og sandheden for tiden. Det er som om, nogle trosmæssige ting smuldrer lidt. Det er svært med trosfællesskab. Noget om, hvilke ting vi (eller de) bilder sig ind, og hvad der egentligt kommer udefra. Noget om, hvordan det skifter mellem at føles som sund skepsis og dum ignorance. Det er svært at vide, hvornår man skal være åben og hvornår man skal bakke tilbage i åndelig sammenhæng.

Jeg kan ikke huske, om jeg på noget tidspunkt har opfattet Gud som ikke-værende-her, men det er i hvert fald betryggende, at jeg nu ved, at han er der. Det er alt det rundt omkring, der ramler.

Men jeg blev sur på ham i går. Det gjorde jeg. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg har aldrig kunne sætte mig ind i den rasende afmagt, som nærmest alle troende taler om. Jeg knurrede af ham i bøn. Noget med bare at vise mig den kærlighed og lade mig føle den helt vildt, for lige nu kan jeg ikke mærke den. Sammen med den lille vrede (som det er) er der også en beklagelse over at have det sådan. Jeg mener. Jeg har ikke lyst til at være sur på Gud, og jeg opfører mig helt sikkert dumt åndeligt på mange punkter, men jeg er nødt til at føle dén kærlighed. Det virker helt absurd at påstå, at man er nødt til noget som helst.

Jeg har ikke åbnet min Bibel et par dage. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med.

Og bøn. Dét med bøn. Benny Alex skriver om, hvordan bøn i virkeligheden gælder om at lytte, og det har sat sig hårdt i mig. Jeg kan ikke håndtere det eller logisk forstå det, men det har bare sat sig i mig som noget rigtigt. Det er dét, jeg er bange for ved at læse bøger om at leve livet. Man ved aldrig, om man bliver forblændet eller løbet om hjørner med. Jeg kan ikke engang mærke, om det er rigtigt, at bøn gælder om at lytte, men nu kan jeg ikke få mig selv til at lade munden løbe (ikke at jeg egentligt har gjort det, sådan rigtigt løbe). Jeg ligger bare og lytter. Det ender hver gang med, at jeg falder i søvn.

Om Jesu Kristi legeme

Jeg har et lidt barnligt, naivt forhold til påske. Da jeg var mindre, var påsken det eneste tidspunkt på året, hvor jeg selv læste i Biblen. Jeg tænkte, at det var noget vigtigt, og jeg tænkte, at nu skulle det være, nu skulle jeg være rigtigt kristen.
Jeg følger stadig forløbet på samme måde som dér. Skærtorsdag og langfredag er underligt modløse, og jeg kom i fredags til at sige "Hav en god dag" til min søster, og det føles forkert, for hvordan skulle man kunne have en god dag den dag, hvor Jesus dør? Lørdagen er langtrukken, men forventningen til søndagen vokser, og jeg glæder mig til i morgen, for så står Jesus op fra de døde. Igen. Påskesøndag giver mig lyst til at tage spraglet tøj på.
I Vor Frue Kirke er der natkirke hele natten, med andagt hver halve time. Den første påskegudstjeneste afholdes klokken 6.20. Jeg får gåsehud ved tanken.

Men det er lidt barnligt, ikke? Den her cirkulære idé, hvor Jesus dør og genopstår igen og igen og igen hvert år. Sorgen og forventningen i den og glæden derefter. Når det bliver større end blot en ihukommelse af, at han én gang er død og genopstået (for mig og dig og os og ham og hende og de andre).
Jeg er ved at læse den hér bog, der tager afstand fra den organiserede religions cirkularitet. Både kirkeårets og den dertilhørende rigiditet ifht. gudstjenesteafholdelse (i modsætning til uafhængige kirker, hvor man i højere grad dyrker en art guddommelig inspiration at bygge hver enkelt gudstjeneste op omkring), men allermest cirkulariteten i det åndelige liv. Benny Alex skriver om, hvordan mange kristne hænger fast i en konstant cirkel af synd-anger-omvendelse-frelse-tro. Man begår den første synd, en ting, der vender én fra Gud, man indser synden og angrer, man lover i omvendelsen Gud, at det ikke skal ske igen, at man nu er fuldt og helt hans, man frelses og man tror, men det sker kun indtil man synder igen. Så begynder man forfra. Jeg forstår godt udfaldet mod den cirkelbevægelse. Man skal hellere bevæge sig konstant fremad, ikke?

Det må gælde om at finde en balance mellem cirkulariteten og fremadstormen. Jeg ser for mig sådan et tøndebånd. Både rundt og rundt og fremad. Men selv i dét at finde en balance mellem de to ting gælder det om at finde en balance, for at finde en balance kan betyde at gå på kompromis, og går luften ikke af ballonen, når man går på kompromis? Hvordan kan kristendom både finde balance og være noget radikalt? For det skal det. Være noget radikalt.

Da der i torsdags blev delt nadver ud til gudstjenesten, havde de udvidet de ord, der bliver sagt, når brødet og vinen gives. "Jesu Kristi legeme, givet for dig." Det lyder som et cheesy reklameslogan, nu jeg ser det på skrift, men det gav mig tårer i øjnene og stak i mig. Det var ikke dét, jeg havde forventet at høre. Det er stort.

"Man kan aldrig brydes nok med Gud, så længe man gør det for sandhedens skyld. Kristus ønsker, at vi skal foretrække sandheden frem for ham, for han var Sandheden, før han blev Kristus. Den, der vender sig bort fra ham for at søge sandheden, vil før eller senere havne i hans arme."
- Simone Weil

Allervildeste nåde

Den tvivl, der nager mig, eller den stemme, der hvisker i mit øre, er noget, der spørger, hvilken forskel Gud egentligt gør for mig.
Jeg besøgte en dag en veninde, jeg ikke havde set i lang tid, og jeg fortalte hende, at jeg var begyndt at komme fast i den her kirke. Hun var meget interesseret i at høre mig fortælle om, hvordan jeg troede, men én ting, hun ikke forstod, var, hvorfor man ikke kunne gøre alle de ting og være alle de ting uden at forankre dem i Gud og Jesus. Jeg var hende helt vildt svarskyldig, og jeg kunne kun trække på skuldrene. Forleden ringede jeg til hende for at fortælle, at jeg var kommet i tanke om, at det egentligt var meget simpelt; det er bare et spørgsmål om man vælger at tro på Gud eller ej. Når jeg giver kærlighed videre, har jeg valgt at tro, at det er Guds kærlighed, jeg giver videre, og når jeg beder om noget, har jeg valgt at tro, at Gud hører mig. Nogle gange siger han ja, og nogle gange siger han nej, fordi han har andre planer.
Men. Det er nødt til at være mere end bare et valg, ikke?

Jeg mangler et svar at give, som er mere fyldestgørende end dét.

En vigtig ting, der er gået op for mig på det sidste, er Guds ubetingede tilstedeværelse. Når man taler om Gud, og især når folk, der længes efter Gud, eller helt har valgt ham fra taler om ham, kommer man ofte til at tale om ham som noget fjernt, noget man kan finde ad krogede krinkelveje. Jeg tror (jeg tror det så stærkt, at jeg vil sige, at jeg ved det) at Gud er lige her. Ligegyldigt hvad vi gør og hvad vi tror, er han lige her. Det er altså vores valg at åbne øjnene (hjerterne) for ham. Det er så sindssygt tryg en erkendelse. Det er dét, der er det allervildeste. Nåden er det allervildeste.

(Men jeg mangler stadig et svar på dét om forskellen. Jeg ved, at han gør noget stort i mit liv, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare andre, at han kan gøre noget stort i deres. Jeg mangler noget, der slår hårdt.)

Et spørgsmål om oprigtighed

Jeg er næsten altid helt fyldt op af etellerandet, når jeg cykler hjem fra kirke. Sådan en ro. Nogle søndage er jeg fyldt op af ting, der river i mig fra alle sider. Det essentielle er vel den dér følelse af at være fyldt op af noget, som vel egentligt er en følelse af at være blottet og åben. Det er dét, der sker henne i kirken. Jeg åbner mig op for Gud, og derved kommer jeg til at åbne mig op for verden. Ting siver stærkt ind.

Egentligt ville jeg skrive noget om Helles prædiken. Noget om, hvordan skridtet ud i tro er et radikalt skridt og ikke bare endnu en hobby, noget om hvordan den ateistiske frihed er en underlig illusion. Nu bliver det noget om min kirke.
Det er en vild kirke. Jeg har i gymnasiet styret udenom kristne klubber og den slags, og jeg har altid holdt mig lidt på afstand af sådan noget karismatisk kristendom. Nu er der Vineyard. Egentligt hører den vel under sådan noget karismatisk kristendom, for vi taler om lovsang og forbøn, og folk står med hænderne i vejret og udtrykker sig meget fysisk og udtalt i deres tilbedelse af Gud. Noget underligt gør, at jeg ikke får lyst til at trække mig tilbage fra det.
Måske er det en grundlæggende følelse af oprigtighed. Der er noget i luften derinde.
Jeg har svært ved at formulere en af de vigtigste grunde til, at jeg holder af kirken. Som et åndeligt hjem, om man vil. Det er noget med, at jeg har fundet nogle mennesker, jeg føler mig på bølgelængde med. At jeg føler mig omsluttet og accepteret, men allermest at jeg føler, at jeg kan stole på det, der bliver sagt derinde. Sådan en tro på, at de er kloge mennesker, der ved, hvad de taler om. Det er svært at forklare. Det er det.

Jeg tager for tiden på besøg i nogle netværksgrupper for at finde en at komme i. Det er folk fra kirken, der mødes i mindre grupper hjemme hos hinanden en gang om ugen. De fortæller hinanden om deres liv, og én holder et oplæg om noget, der har med troen at gøre, og det diskuteres, og de spiser kage. Jeg grinte helt vildt meget, da jeg fik forklaret, at det var dét, de lavede, for det er dét, jeg har serveret småkager til hele min barndom, når mine forældre har holdt bibelkreds. Nu er det bare yngre mennesker. Til sidst beder de for hinanden i små grupper. Tre mennesker, måske. Sidst jeg var på besøg i en gruppe, én på Østerbro, prøvede jeg for første gang at bede for nogen. Det var underligt grænseoverskridende og naturligt.
Da jeg var til introduktionskursus for to uger siden, oplevede jeg første gang forbøn på nært hold. Jeg kommer fra folkekirken, og jeg har aldrig stiftet bekendtskab med bøn, der er andet end en kommunikation mellem ét menneske og Gud. Måske nærmere fra et menneske til Gud. Som afslutning på aftenen bad vi, som i netværksgrupperne, i grupper à tre. Jeg fik hjertebanken, da de sagde det, for ukendte ting skræmmer mig. Jeg var nødt til at afbryde, da Flemming, præsten, skulle lige til at sige, at vi kunne gå i gang, for at spørge, hvordan man beder. Det gør man sådan her: Hver person i gruppen fortæller én eller flere ting, de ønsker forbøn for. Så begynder man at bede, som man bedst kan bede. Jeg folder hænderne og lukker øjnene og bøjer hovedet. Man beder højt ud i luften, én ad gangen, for én person ad gangen. Man lader det flyde, hvem der beder for hvem og hvornår. Det kræver tillid og det gør mig nervøs, men det fungerede.
Til introduktionskurset turde jeg ikke sige noget højt. På besøget i netværksgruppen handlede oplægget om et stykke i Bibelen, som bl.a. handler om, hvordan Ånden går i forbøn for os, når vi ikke ved, hvad vi skal bede om. Det slog mig, at jeg slet ikke i bønnen kan gøre noget forkert, så længe jeg er oprigtig. "Kære Gud, tak, at Ånden går i forbøn for os, når vi mangler ord". Noget i den retning. Det slog mig, at jeg ikke behøvede bruge noget andet sprog end mit eget. Ud i luften (op til Gud) bad jeg for én af de andre, og det føltes som de rigtige ord. Det er et spørgsmål om oprigtighed. Man behøver ikke andet.

Her til aften er jeg allermest fyldt op af tak. Jeg håber sådan, at andre også får det her at føle.

Swing low

En amerikansk fyr, der hedder Jonni Greth, har lavet den her sang, der hedder "Chariots over Birmingham". Jeg kan virkeligt godt lide den.

PS: Jeg har fået lov af ham til at lægge den op her, så ingen kommer efter dig for at tage den.

Jeg har altid, lige siden jeg læste om det, været fascineret af Fadervor. Det står sådan her:

"Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det." (Matt. 6, 7-8)

Jeg synes, det er vildt, at Gud ved, hvad man vil have, før man selv ved det. Så kan man overgive sig og erkende, at man ikke formår at finde ord for, hvordan man føler og hvilken vej, man gerne vil gå. Ikke at det skader noget at forsøge, men. Gud har styr på tingene. Det har han.

6. januar 2008

"Jeg stod i badet og kiggede ned i gulvet, og det gik op for mig, at jeg går og venter på det rette sted at møde Gud. I kirken tænker jeg, at jeg må vente lidt endnu, og vente til et andet sted, men jeg ved ikke, hvad det andet sted er. Jeg ved ikke, om det er min tvivl eller Gud, der får mig til at vente på noget andet. Det er forløsningen, jeg lader vente eller som lader vente på mig. Den store, vilde forløsning. Selv hvis den kommer snigende, vil det være en forløsning, når jeg opdager, at den har sneget sig ind på mig. Måske er der ikke nogen forløsning. Måske jeg bare siver ind i Gud. Måske han bare siver ind i mig. Jeg mærkede ham i mit bryst i dag, og tænkte på, om det bare skyldtes de to kopper kaffe. Der er ikke så meget, der kan mærkes i mit bryst. Det føltes som om, han bor derinde. Også nu. Det er underligt, som man kan mærke ting under ribbenene. Jeg kunne mærke, hvordan ham fyren var bundet tæt fast til noget derinde, jeg så det for mig, men nu er han ikke længere. Men Jesus, altså. Jeg har udsat at læse i Bibelen, og det har sikkert været med anelsen om, at jeg ville finde ham der, og nu er jeg begyndt på den, og det føles underligt. Længslen efter troen er det største. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad der skulle komme bagefter. Jeg har ikke taget de sidste skridt, jeg har ikke kastet mig ud i en rivende flod, men jeg ved, det er en rivende flod. Jeg kan mærke, den løber i mig. Og det her løber af med mig. Metaforer. Men jeg ønsker at leve i Guds kærlighed. Jeg gør det allerede, men jeg ønsker at drive det så vidt, så jeg også kan dele den med andre. Jeg ønsker, at de andre også kan opleve det her.

Jeg ønsker at tale med nogen om Gud. Nogen, der kan hjælpe mig på vej, nogen, der hviler mere end jeg. Også nogen, der ikke er min mor eller min far. Det er en lidt anden vej jeg går end dem. Jeg skal lære at spørge om hjælp. Jeg tør ikke række hånden op og bede om forbøn i kirken, men jeg mærkede Jesu hånd på min skulder. Den var så tung, så min skulder blev trykket mod gulvet, men det var ikke nogen byrde.

Det her er noget. Jeg har skrevet noget og tiden er ikke spildt. Jeg har livet foran mig. Jeg tænker meget på noget med at være ung og noget med at være mennesker og hvordan vi fungerer i forhold til hinanden. Når man kommer ud til enderne af rebene er det kun Gud, der giver mening."

Da jeg var lille, var jeg bange for at trykke på den dybeste tangent på flygelet, fordi jeg troede, at tonen kaldte trolde frem. Jeg var rigtigt bange for trolde. Når vi var på vinterferie i Norge, havde jeg altid mindst ét mareridt om trolde. En nat kom der en trold og bankede på vores dør. De gjorde aldrig noget. De var bare trolde, og det var nok, og de kunne klatre frem fra alle mulige steder på en meget skræmmende måde.

Mit hoved er fyldt af ondt for tiden. Jeg havde et mareridt for halvanden uge siden, og det sidder stadig i mig. Det var ikke et normalt mareridt, hvor man oplever noget, der er uhyggeligt. Det var nærmest kun følelser. Jeg fik i mareridtet en helt vildt stærk følelse af, at noget ondt var kravlet ind i mig. Som om jeg nu, hvor jeg har åbnet mig for Gud, også har åbnet op for andre ting. Jeg vågnede halvt, og følelsen sad stadig i mig, og jeg turde ikke åbne øjnene, for jeg var sikker på, at noget ondt ville ske i rummet eller at noget ville vise sig. Jeg bad til Gud om, at han måtte passe på mig, for jeg havde ikke lyst til at opleve noget, der ikke hører til på den her jord, men det var som om, nogen havde klippet forbindelsen til ham. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt i søvn.

Jeg har været underligt modløs siden det mareridt. Så fortalte jeg en ven om det, og så lød det som om, det slet ikke undrede ham. Han fortalte, hvordan han kan have det på en lignende måde, når han i en periode har ladt Gud glide lidt i baggrunden. Den onde følelse kommer ikke, mens Gud er i baggrunden, men når han forsøger at komme tilbage til at have Gud nær ved sig. Som om nogen forsøger at udnytte muligheden til at. Jeg ved ikke til hvad.

Da jeg havde lagt røret på efter samtalen, slog det mig, hvor trippet det er at leve så tæt på noget, der føles som brændende ild. At leve midt i en kamp mellem Gud og noget ondt. Jeg mener. Hvem havde troet det, i den her moderne verden?

Dét, at han overraskede mig ved at genkende følelsen. Det minder mig om noget, vi talte om forleden dag. Hans søster arbejder et sted, hvor de passer på unge piger. Én af de unge piger, der egentligt var flyttet, kom tilbage, fordi der var et spøgelse i hendes nye lejlighed. Da pigen fortalte det til en af de andre medarbejdere, fortalte medarbejderen til pigen, at hun også har et spøgelse i sin lejlighed. (Ét, der ryger pibe.) Min vens søster havde aldrig hørt den anden fortælle om det før. Så talte vi om, at der må være mange mennesker, der oplever noget, som de ikke fortæller, eller føler noget, de ikke fortæller af bar angst for, at ingen har oplevet det samme. Som med følelsen af noget ondt.

For to et halvt år siden var jeg på Læsø med ham, jeg var kærester med dengang. Vi har et gammelt hus derovre. Jeg var så bange, at jeg ville sove med lyset tændt. Der var en underlig tung følelse på stedet. En nat, da vi var gået i seng, gik han på toilettet, og jeg var sikker på, at han ville komme tilbage og slå mig ihjel med en økse. Det var den underligste ferie, jeg har været på. En nat bevægede hans arm sig. Han sagde, han kunne mærke Gud, og at han ikke havde lyst til det på den måde.

Jeg tror, vi står midt i en hel masse kampe, vi slet ikke kan se.

Min ven sagde, at man i sådan en følelse af ondt bare må bede folk om at bede for sig. Det rørte mig.

Strøtanker pt. I

Jeg er bange for at skræmme nogen væk med alt det her med Gud.
Man kommer nemt til at holde snakken om tro indenfor rammer med mennesker, der taler det samme sprog. Det er nemt at forfalde til rygklapperi, ikke?

Det er dét, det er. Et spørgsmål om sprog. Det falder mig svært at tale om store ting, fordi jeg har svært ved at tage dét sprog, der beskriver store ting, i min mund. Og så tænker jeg, at man burde kunne finde et neutralt sprog, der kunne beskrive Gud for folk, der ikke er vant til at høre de ord, der tilnærmelsesvis kan beskrive Gud. Men så tænker jeg, at Gud slet ikke er neutral.

Jeg kan godt forstå, hvis dét at sætte alt ind i en art, ehm, guddommelig kontekst kan virke irriterende. Det kan jeg virkeligt. Ensporetheden og sådan. Men jeg tror, jeg tror, at man må overgive sig til ensporetheden nogle gange.

Introduktion

Min nådesløshed over for mig selv ophører først, når jeg opdager Guds ubetingede kærlighed til mig.