Påskerefleksion

Jeg delte de her tanker om påsken i en lille kirkegruppe i sidste uge. Nu deler jeg dem også med jer.

"Det slår mig hvert år, hvor perfekt en fortælling påsken er. Det er som om, alt sker i løbet af den uge, og alt bliver afspejlet og gennemgået – alle aspekter af livet og alle aspekter af troen. Jeg elsker at læse tykke romaner, og det, jeg elsker mest ved dem, er når der sker en refleksion mellem mig og dem, og lyset kastes frem og tilbage mellem min tilværelse og tilværelserne i romanen. Så kan man lægge romanen fra sig og være ændret. Og det er det, der er så hårdtslående ved påsken. Jeg følger Jesus fra Palmesøndags jubel over Skærtorsdags fællesskab og Langfredags håbløse dødsmørke, lørdagens uvisse venten og til søndagens sejrslys, og det ændrer noget i mig.

Sidste vinter befandt jeg mig i et sort hul. Da jeg nåede frem til påske, hvilket man jo godt kan være i tvivl om man gør, når det hele er så mørkt, tog jeg i kirke med mine forældre og mine søskende oppe i Frederikshavn. Der står et helt bart trækors i koret, som lyset falder ind på fra siden, og det slog mig som en mavepuster, hvor knejsende tomt det var. Torturinstrumentet stod der og strålede, renset og badet i lys. Og så sang vi sejrssalmen med ”Dig være ære, Herre over dødens magt! Evigt skal døden være Kristus underlagt”. Og der blev min personlige historie sammenflettet med den store historie om den kosmiske sejr. Jesus overvandt døden – og jeg havde overvundet mørket.

For det er det, der sker i påsken. Døden overvindes. Ikke kun den tekniske død, hvor et menneskes liv slutter, men alle de små former for død, der findes i vores liv. Alt det mørke, alt svigt, alt forfald. Det er ikke forsvundet, det mørke er til stede i alles liv, men det er ikke det mørke, som sejrer. Det gør livet.

Påsken er også der, hvor jeg for alvor ser Jesus som et menneske. Palmesøndag modtager han melankolsk folkets jubel, fordi han ved, hvad der ligger forude. Han svigtes gentagne gange af sine venner skærtorsdag og dagene efter. Og i Getsemane beder han fuld af frygt til Gud om at lade det kommende gå forbi. Han er bange, ligesom jeg er bange. Og da han dør, sørger hans mor over ham, som enhver kvinde ville sørge over tabet af et barn. Og så om søndagen overskrides det menneskelige. Den melankolske Jesus, den frygtende Jesus, den døde Jesus opstår som Kristus, og de forudgående dages mørke fejes bort. Sorgen var stor, men sejren var større.

Der sker mange andre ting i påsken. Jesus vasker sine disciples fødder, og de spiser i et vigtigt fællesskab, som vi lige har gjort. Jesus lover den angrende røver på korset, at der også er plads til ham. Det er historien om sejren, der står allerstærkest for mig. I hvert fald i dette års oplevelse af påsken. Næste år er det måske et andet aspekt, der træder frem. Sådan er troen og fortællingerne. I jødiske familier fortæller de hvert år til påske hinanden historien om, hvordan Gud ledte israelitterne ud af Egypten, fra trældom til frihed. Og på sin vis er det den samme historie, vi fortæller: At vi med Jesu opstandelse overgik fra at være slaver af døden til at være frie i livet. Det, tror jeg, er godt at blive mindet på efter en lang vinter."

Om kirkedebat

Det er er underligt at være en del af kirken for tiden. Eller, det er underligt at være en del af noget, der pludselig er så udskældt og forhadt. Det er som om, at den debat, der startede fra politisk side, har pustet til så meget ild, at mange ikke-kirkelige nu ikke bare roligt tager afstand fra kirken, men kritiserer den meget aktivt og meget højt og forsøger at pille den ned. Det gør mig ked af det, fordi så mange af kritikerne selv siger, at det ikke er deres kirke. Hvorfor så alt dette had?

Jeg forsøgte at deltage i debatten på Informations hjemmeside omkring Skt. Jakobs Kirkes brug af forfattere på prædikestolen med disse ord:

”Det er, som om debatten bliver afsporet. Den kommer til at handle om, hvorvidt præsten må overgive prædikestolen til en lægmand, og selvfølgelig må han det i kraft af det lutherske princip om det almene præstedømme. Anstødsstenen for i hvert fald mig, som selv er teolog-aspirant, er, at de prædikende forfattere ikke nødvendigvis har tilknytning til troen og kirken. Det almene præstedømme bygger på en idé om, at enhver, der er døbt (og i Luthers forståelse dermed troende), kan forkynde. Men hvor kommer forfattere, der ikke bekender sig til den kristne tro, ind i billedet? Jeg går ind for al mulig belysning af troen og Gud og religionen (det er derfor, jeg læser teologi), men for en ikke-troende forfatter virker prædikestolen som en besynderlig platform at gøre det fra. Til daglig bliver jeg udfordret på min tro, både på mit studie, gennem de mennesker, jeg møder, og ikke mindst gennem medierne; om søndagen går jeg i kirke for at pleje min tro og mit forhold til Gud. Også for at blive udfordret, men inden for troens præmisser. På en eller anden måde går det ellers fine koncept med at overlade prædikestolen til nogen med noget på hjerte galt i byen, når det i processen glemmer respekten for, at folk møder op i kirken for at få åndelig føde og med en tillid til, at det ord, de møder der, har grund i en grundlæggende tro på Gud.”

Men jeg kom ikke meget længere ind i debatten i det – nok også fordi det efterhånden er tydeligt, at uredigerede kommentarfelter på avisartikler ikke er det rigtige sted at føre en saglig debat. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor meget galde folk har at spilde på Folkekirken. De helt vilde talte om, at alle bliver tvangsdøbt, hvilket jeg stadig grunder over, men mest af alt var der fyldt med oplysningssnak og tordnerier mod kirkens trylletro. Og en vrede over, at nogen overhovedet kunne finde på at kritisere, at der endelig skete noget i den ældgamle støvede kirke. Og det gør mig altså ked af det. For hvorfor er de så sure? Vil de gerne være med? Det må de gerne. Eller krænker religionen og kirken deres fremskridts- og oplysningstro? Og hvordan ved de, at den er så støvet, når de samtidig stolt proklamerer, at de meldte sig ud for årtier siden?

Det gør mig virkeligt træt. Det er som om, man i debatten ofte glemmer respekten for det, der er mange folks hjerteblod. Det, der sker om søndagen i kirken, rører ved det inderste i mig. Og alle er velkomne, folkekirken er for alle, men den er ikke på alles præmisser – heller ikke mine. Noget af det, der er så sørens befriende ved at tro og gå i kirke, er at jeg kan lægge mig selv lidt bag mig, når jeg træder ind ad den store tunge dør – og dermed også mine krav og behov, som hverdagen ellers ofte kommer til at handle om. Jeg tror på oplysning og udfordring og dialog. Og jeg tror på respekt. Og jeg tror på noget større, der ikke altid stryger mig med hårene. Gudskelov.