For et par måneder bor jeg i et hus i Philadelphia med ni andre mennesker. Hver onsdag har vi fællesmiddag, og for et par uger siden opstod en impulsiv nadver under middagen. I den kirke, de fleste af os kommer i, er der kun nadver omkring påske, så de savner det nogle gange. Nikki rejste sig op og tog Bibelen og læste nadverskriftstedet for os, og vi sendte brødet rundt med et "Body of Christ, broken for you" og skålede i Jesu Kristi blod. Og Nikki tog nadver for resten af verden, så vi huskede, at det ikke kun var givet for os, men for alle.
Den pludselige nadver i anderledes omgivelser rørte mig og satte både nadveren og måltidet i et andet lys. De to hændelser, der ellers normalt ligger fjernt fra hinanden i henholdsvis spisestuen om aftenen og kirken om søndagen, sat så tæt sammen, gjorde det åbenlyst, at de er nært forbundne. Et fælles måltid er en slags nadver, fordi man mødes i kærlighed og fællesskab og ro. Og en nadver er både et fælles maltid, et møde i ro og fællesskab, og en ihukommelse af Jesus' kærlighed og lidelse. Det sidste har jeg altid vidst, for jeg har hørt det hver søndag i nadverliturgien, men jeg har aldrig følt det på denne måde før. Og samtidig blev vi i nadveren forbundet med alle andre, der deler nadver, og forbundet med alle i Jesus.
Noget andet, den her nadver gjorde, var at frigøre nogle ideer om kirke, og hvor og hvordan kirke finder sted. Det skriver jeg mere om en anden dag. Det er der meget at sige om.
torsdag den 19. november 2009
onsdag den 18. november 2009
Om en film om homoseksualitet og Bibelens slagmark
I går så vi i min midlertidige amerikanske netværksgruppe (jeg er i Philadelphia et par måneder) filmen "For the Bible Tells Me So". IMDB beskriver den sådan her: "An exploration of the intersection between religion and homosexuality in the U.S. and how the religious right has used its interpretation of the Bible to stigmatize the gay community."
Og det var det, den var: en udforskning af forholdet homoseksualitet/amerikansk kristendom gennem interviews med teologer, klip fra brandtaler og personlige historier fra (kristne) forældre og deres homofile børn. Alle kombinationer af forældre og børn var repræsenterede: De accepterende forældre, de kritiske, de håndsafhuggende og dem, der først skulle forstå alt det med homoseksualitet, men så endte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i kirken. Og forældrene til den eneste erklærede homoseksuelle biskop i den anglikanske kirke.
Det var spændende, rørende og skræmmende. Teologerne (fra alle mulige forskellige retninger, selv et par rabbinere var med) pillede bibelversene fra hinanden, og jeg både nikkede samtykkende og blev mindet om bogens bundløse kompleksitet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, når prædikanterne på skærmen tordnede mod sodomitter med løfter om død og ødelæggelse. Jeg gjorde begge dele.
Det, der gjorde filmen så stærk, var, at det var kristne, der udtalte sig mod de her brand-prædikanter, der ellers råber så højt, at de kommer til at virke som hele kirken, fordi de overdøver alt andet. Der skal slet ikke herske tvivl om, at ikke-religiøse homoseksuelle organisationer ogsaa skal udtale sig mod skræmmebilleder, men det skabte stor klangbund, at våbnet så at sige var det samme på begge sider.
Det er helt vildt svært med homoseksualitet, fordi man som kristen bliver bombarderet med en hel masse forskellige ideer. Men hver gang jeg tænker det til ende, kommer jeg frem til Jesus,* og med ham frem til, at kærlighed står i midten af det hele. Det er den eneste drivkraft, der duer. Hvis så bare det ikke kun var os, der allerede er overbevist om dette, der satte sig ned for at se en film som denne.
*Lad mig sige en lillebitte smule om mellemregningerne. Jeg er endnu usikker paa, hvordan jeg ser Biblen, men helt billedligt ved jeg, at jeg ser den sådan her: Evangelierne, altså historierne om Jesus, er hjertet i bogen og det er der, livet virkeligt banker. Resten er kommentarer. Store og vigtige kommentarer, men stadig tillæg til ham, der står i midten af det hele med al sin kærlighed.
Og det var det, den var: en udforskning af forholdet homoseksualitet/amerikansk kristendom gennem interviews med teologer, klip fra brandtaler og personlige historier fra (kristne) forældre og deres homofile børn. Alle kombinationer af forældre og børn var repræsenterede: De accepterende forældre, de kritiske, de håndsafhuggende og dem, der først skulle forstå alt det med homoseksualitet, men så endte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i kirken. Og forældrene til den eneste erklærede homoseksuelle biskop i den anglikanske kirke.
Det var spændende, rørende og skræmmende. Teologerne (fra alle mulige forskellige retninger, selv et par rabbinere var med) pillede bibelversene fra hinanden, og jeg både nikkede samtykkende og blev mindet om bogens bundløse kompleksitet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, når prædikanterne på skærmen tordnede mod sodomitter med løfter om død og ødelæggelse. Jeg gjorde begge dele.
Det, der gjorde filmen så stærk, var, at det var kristne, der udtalte sig mod de her brand-prædikanter, der ellers råber så højt, at de kommer til at virke som hele kirken, fordi de overdøver alt andet. Der skal slet ikke herske tvivl om, at ikke-religiøse homoseksuelle organisationer ogsaa skal udtale sig mod skræmmebilleder, men det skabte stor klangbund, at våbnet så at sige var det samme på begge sider.
Det er helt vildt svært med homoseksualitet, fordi man som kristen bliver bombarderet med en hel masse forskellige ideer. Men hver gang jeg tænker det til ende, kommer jeg frem til Jesus,* og med ham frem til, at kærlighed står i midten af det hele. Det er den eneste drivkraft, der duer. Hvis så bare det ikke kun var os, der allerede er overbevist om dette, der satte sig ned for at se en film som denne.
*Lad mig sige en lillebitte smule om mellemregningerne. Jeg er endnu usikker paa, hvordan jeg ser Biblen, men helt billedligt ved jeg, at jeg ser den sådan her: Evangelierne, altså historierne om Jesus, er hjertet i bogen og det er der, livet virkeligt banker. Resten er kommentarer. Store og vigtige kommentarer, men stadig tillæg til ham, der står i midten af det hele med al sin kærlighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)
