Af nåde

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe den her post an. Jeg er ikke nogen stor tegner, og jeg har altid fundet det nemmere at udtrykke mig med ord end med billeder. Alligevel har jeg købt mig en stor tegneblok, for jeg har altid gerne ville tegne, og nu har min stædighed taget over. Jeg vil lære at bruge det sprog. Nu tegner jeg altså, engang imellem. Det bliver aldrig helt færdigt, og jeg føler altid, at jeg løber panden mod en mur (der ligner mig til forveksling).

I dag tegnede jeg også. Jeg udforskede et fotograferet selvportræt fra en skov i Aabenraa, og jeg tegnede linjerne i mit ansigt op med en tynd pen. Jeg synes, det så pænt ud, hvilket fik mig til at gå i stå af frygt for at ødelægge noget, men jeg vidste godt, der skulle noget mere på.

Jeg tænkte lidt på at tegne skoven og dens træer og solens blænderi op med mine nye tuscher, men det ville blive for kunstigt og hårdt, og så gik jeg ud og vaskede op og tænkte, at det måske var okay at nøjes med de streger.

Bagefter satte jeg mig ind til mit bord igen og kom i tanke om, at jeg har mine gamle crayons stående, mest til pynt, og så gik jeg i gang med at tegne en skov. Jeg brugte mange farver, lysebrun og sort og grøn og mørkebrun og en anden grøn osv., og jeg kunne se, at det fungerede, og det gav mig sug i maven, for jeg kunne se, at det blev flot. Og nu kommer jeg til det, der er svært at skrive om. Pludselig optog det her sug i maven hele min krop og jeg knækkede sammen i gråd, for Guds nåde blev pludseligt allestedsnærværende og selv nu, hvor jeg skriver om det, må jeg igen knuge mig sammen. Jeg mener...jeg kan ikke selv tegne. Jeg kan ikke få noget til at ligne en skov. Det er Gud, der kan. Og han lader mig være sine hænder. Også dig.


En tilføjelse: Mens jeg tegnede, lyttede jeg til Keith Greens plade "I Only Want To See You There". Mellem to linjer i et af numrene råber han noget med Efeserbrevet ud (det er en liveplade), så inden jeg lagde mig til at sove, læste jeg de to første kapitler. Det er noget lignende, der står. Vi kan alt i Kristus ved Guds nåde, men det er kun ved Guds nåde. Sådan går flere ting nogle gange op i en underlig, højere enhed.

Om længsel og menneskekærlighed

Jeg kan finde det lidt svært at tale med Gud om kærlighed. Ikke om den mellem ham og mig, men den mellem mennesker med kys og kroppe. Der kan være sådan en tendens til at forestille sig, at Guds idé om menneskekærlighed er den rene slags, den, hvor man ser hinanden i øjnene og er sammen resten af livet, upåvirket af følelsesmæssig støj og impotens.

Jeg ved, jeg holder på, at man må og skal snakke med Gud om alt. Man skal kunne tage ham med på toilettet, ikke? Men det kan stadig føles lidt underligt. Hvad synes Gud om dates? Hvad synes Gud, jeg skal gøre, når han ikke byder mig nogen kæreste af sin hånd? Tænker Gud menneskekærlighed bredere, mere flydende, end vi gør?

Der er nogen, der siger, at det er muligt at finde ro fra kærlighedskvaler i Gud, men jeg kan ikke lade være med at tænke på længslen efter fysisk nærhed, når jeg hører dem sige det. Jeg tænker på, hvor længslen efter varme arme hører hjemme i det med Gud og kærlighed. Er det bare en jordisk ting, der adskiller os fra Gud? Jeg har svært ved at tro, at en ting, der kan føles så inderlig som længslen efter menneskekærlighed er et jordisk biprodukt. Det er nødt til at høre med til Guds skaberværk. Det er nødt til at passe ind et eller andet sted.