Jeg kan finde det lidt svært at tale med Gud om kærlighed. Ikke om den mellem ham og mig, men den mellem mennesker med kys og kroppe. Der kan være sådan en tendens til at forestille sig, at Guds idé om menneskekærlighed er den rene slags, den, hvor man ser hinanden i øjnene og er sammen resten af livet, upåvirket af følelsesmæssig støj og impotens.
Jeg ved, jeg holder på, at man må og skal snakke med Gud om alt. Man skal kunne tage ham med på toilettet, ikke? Men det kan stadig føles lidt underligt. Hvad synes Gud om dates? Hvad synes Gud, jeg skal gøre, når han ikke byder mig nogen kæreste af sin hånd? Tænker Gud menneskekærlighed bredere, mere flydende, end vi gør?
Der er nogen, der siger, at det er muligt at finde ro fra kærlighedskvaler i Gud, men jeg kan ikke lade være med at tænke på længslen efter fysisk nærhed, når jeg hører dem sige det. Jeg tænker på, hvor længslen efter varme arme hører hjemme i det med Gud og kærlighed. Er det bare en jordisk ting, der adskiller os fra Gud? Jeg har svært ved at tro, at en ting, der kan føles så inderlig som længslen efter menneskekærlighed er et jordisk biprodukt. Det er nødt til at høre med til Guds skaberværk. Det er nødt til at passe ind et eller andet sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar