Nadvermåltid

For et par måneder bor jeg i et hus i Philadelphia med ni andre mennesker. Hver onsdag har vi fællesmiddag, og for et par uger siden opstod en impulsiv nadver under middagen. I den kirke, de fleste af os kommer i, er der kun nadver omkring påske, så de savner det nogle gange. Nikki rejste sig op og tog Bibelen og læste nadverskriftstedet for os, og vi sendte brødet rundt med et "Body of Christ, broken for you" og skålede i Jesu Kristi blod. Og Nikki tog nadver for resten af verden, så vi huskede, at det ikke kun var givet for os, men for alle.

Den pludselige nadver i anderledes omgivelser rørte mig og satte både nadveren og måltidet i et andet lys. De to hændelser, der ellers normalt ligger fjernt fra hinanden i henholdsvis spisestuen om aftenen og kirken om søndagen, sat så tæt sammen, gjorde det åbenlyst, at de er nært forbundne. Et fælles måltid er en slags nadver, fordi man mødes i kærlighed og fællesskab og ro. Og en nadver er både et fælles maltid, et møde i ro og fællesskab, og en ihukommelse af Jesus' kærlighed og lidelse. Det sidste har jeg altid vidst, for jeg har hørt det hver søndag i nadverliturgien, men jeg har aldrig følt det på denne måde før. Og samtidig blev vi i nadveren forbundet med alle andre, der deler nadver, og forbundet med alle i Jesus.

Noget andet, den her nadver gjorde, var at frigøre nogle ideer om kirke, og hvor og hvordan kirke finder sted. Det skriver jeg mere om en anden dag. Det er der meget at sige om.

Om en film om homoseksualitet og Bibelens slagmark

I går så vi i min midlertidige amerikanske netværksgruppe (jeg er i Philadelphia et par måneder) filmen "For the Bible Tells Me So". IMDB beskriver den sådan her: "An exploration of the intersection between religion and homosexuality in the U.S. and how the religious right has used its interpretation of the Bible to stigmatize the gay community."

Og det var det, den var: en udforskning af forholdet homoseksualitet/amerikansk kristendom gennem interviews med teologer, klip fra brandtaler og personlige historier fra (kristne) forældre og deres homofile børn. Alle kombinationer af forældre og børn var repræsenterede: De accepterende forældre, de kritiske, de håndsafhuggende og dem, der først skulle forstå alt det med homoseksualitet, men så endte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i kirken. Og forældrene til den eneste erklærede homoseksuelle biskop i den anglikanske kirke.

Det var spændende, rørende og skræmmende. Teologerne (fra alle mulige forskellige retninger, selv et par rabbinere var med) pillede bibelversene fra hinanden, og jeg både nikkede samtykkende og blev mindet om bogens bundløse kompleksitet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, når prædikanterne på skærmen tordnede mod sodomitter med løfter om død og ødelæggelse. Jeg gjorde begge dele.

Det, der gjorde filmen så stærk, var, at det var kristne, der udtalte sig mod de her brand-prædikanter, der ellers råber så højt, at de kommer til at virke som hele kirken, fordi de overdøver alt andet. Der skal slet ikke herske tvivl om, at ikke-religiøse homoseksuelle organisationer ogsaa skal udtale sig mod skræmmebilleder, men det skabte stor klangbund, at våbnet så at sige var det samme på begge sider.

Det er helt vildt svært med homoseksualitet, fordi man som kristen bliver bombarderet med en hel masse forskellige ideer. Men hver gang jeg tænker det til ende, kommer jeg frem til Jesus,* og med ham frem til, at kærlighed står i midten af det hele. Det er den eneste drivkraft, der duer. Hvis så bare det ikke kun var os, der allerede er overbevist om dette, der satte sig ned for at se en film som denne.


*Lad mig sige en lillebitte smule om mellemregningerne. Jeg er endnu usikker paa, hvordan jeg ser Biblen, men helt billedligt ved jeg, at jeg ser den sådan her: Evangelierne, altså historierne om Jesus, er hjertet i bogen og det er der, livet virkeligt banker. Resten er kommentarer. Store og vigtige kommentarer, men stadig tillæg til ham, der står i midten af det hele med al sin kærlighed.

Tvaerreligioesitet

En bekendt af mig har en bror, der er mentalt handicappet. De er tre boern, og de er blevet opdraget uden religion. Men de havde kabeltv, og hendes bror opdagede den katolske kanal, hvor de transmitterede messe hver soendag. Saa blev han religioes, og derfor spurgte foraeldrene deres katolske venner, om de ville tage ham med til gudstjeneste, men det kunne de ikke. I deres kirke kunne handicappede ikke konvertere og blive doebt, fordi de ikke ville kunne forstaa daabshandlingen og dens betydning. I stedet spurgte foraeldrene nogle andre venner, der kommer i den episkopale kirke, om de ville tage ham med (deres gudstjeneste minder meget om den katolske messe, men deres teologi er protestantisk), og det ville de gerne. Praesten der ville gerne doebe ham, fordi han var af den opfattelse, at ingen egentligt rigtigt forstaar, hvad der sker i daaben og i troen i det hele taget. Vi kan kun naerme os nogle beskrivelser. Saaledes kunne den her bror altsaa ikke kun fatte lige saa meget som ikke-handicappede, men maaske mere. Ham den sidste praest vinder.

Broren elsker at finde paa en bordboen, som han skriver ned og lader en anden laese op. En af dem har min bekendte rammet ind og haengt op paa sit kontor. Den er ret fantastisk og ret tvaerreligioes:

"heavenly father
thank you for
this fine evening
for hour friends
for hour thanksgiving
four hour dinner
for hour chanukah
jesus christ o
lord the name
of jesus thank you
god o father night
and sleeping
AMEN"

Stilhed og eventyr

Sidste søndag var jeg med min søster og hendes kæreste til kvækermøde i Oxford, hvor de bor. Det foregår sådan, at man stille går ind i møderummet, hvor stolene er stillet op med fronten mod bordet i midten. Så bliver døren lukket og man sidder uden at tale i en times tid. Der var to, der rejste sig op og sagde nogle få ord i løbet af det sidste kvarter. Man sidder bare og venter på Helligånden.

Jeg læste lidt i "Quaker Faith & Practice", da vi kom hjem. De kalder det, der sker til møderne, for silent worship. Og selvom det egentligt kan føles, som om man sidder der alene med Gud, lægger de meget vægt på, at man tilbeder Gud sammen i stilheden. Fællesskabet i stilheden er vigtigt.

Da de lukkede døren ind til rummet, og stilheden ligesom faldt rigtigt, blev jeg først rørt og mine øjne blev lidt våde, som de altid bliver, når jeg kan mærke Guds nærvær og han skinner lige ind i det punkt i brystet, hvor der ikke er andet, der kan nå ind. Derefter faldt jeg ind i en slags stille bøn, nogle gange med lukkede øjne og nogle gange kiggende ud i rummet. Mest af alt var det som bare at sidde i Herrens nærvær. Jeg funderede over, at det var en fin modvægt til hverdagslivet. Man ville ikke kunne bruge hele sit liv på den måde at sidde stille og (fysisk og menneskeligt relationelt) passivt, men til sammen med et hverdagsliv ville det gå op. Samtidig med, at man kan tage en del af stilheden og Guds ro med sig ind i de andre dage. Det har jeg stadig med mig. I løbet af timen faldt jeg også ved en bevidst handling til ro med distraktionerne; folk, der hostede og skrattede med stolene og maverne, der rumlede. Ved bare at acceptere dem kunne de ligesom glide forbi uden at forstyrre den bønneagtige stilheds-tilstand.

Der er mange spændende kvækertanker. Roen og respekten for skaberværket og alt det relationelle. Da jeg første gang læste om bevægelsen på Wikipedia, hang det fast, hvordan de første kvækere aldrig tog hatten af for nogen eller kaldte nogen for De eller ved titler, fordi Gud er den eneste, der fortjener ære. Noget andet hang fast, da jeg bladrede gennem kvækerbogen i Oxford. Ét af rådene til en kvækers liv er "Live adventurously". Tanken om, at man kan ære Gud ved at leve sit liv eventyrsultent, er virkelig fin.

Hvordan kroppen fungerer

Jeg vil gerne fortælle mere om min netværksgruppe. Vi mødes én gang om ugen, omkring otte mennesker, hjemme hos hinanden på skift. Vi har altid check-in, hvor vi fortæller, hvordan vores liv ser ud for tiden. Nogle gange fokuserer vi på, hvad der sker i forhold til Gud og tro, men oftest er det bare helt jordnære ting som uddannelser og arbejder og kærester og cirkusture. Nogle gange tænker jeg, når der er nogen, der virkeligt pladrer, at det er en håbløs omgang nonsens, en slags gruppeterapi for os uden rigtigt alvorlige problemer. Men det er det ikke. Det er ikke så mange steder i et hverdagsliv, at man på den måde kan tale uden at måtte kæmpe for at bevare ordet. Og så fascinerer det mig, hvordan det kan betyde noget for et menneske at tale sine tanker ud til nogen, der lytter. Der er aldrig så meget respons, man taler og de andre lytter. Det er en gammel sandhed; det er som om tanker forvandles, når de luftes. Således også tankerne om Gud. Og livet på universitetet eller i Irma eller på en folkeskole i Hellerup.

Jeg har næsten altid en utrolig kriller i maven, når vi mødes. Mit hjerte banker lidt stærkere, og jeg griner lidt mere og taler lidt hurtigere. Det minder meget om forelskelse. Nogle gange gør det, at jeg ikke kan overskue at komme. Det er hårdt med sådan et ugentligt følelsesudbrud. Ligesom forelskelsen, der driver én til vanvid. Men jeg ved godt, det mest er sundt. At brænde lidt.

---

Jeg vil også godt fortælle om to billeder, Thomas brugte i sin prædiken i søndags.

Prædikenen handlede om begrebet "At kende Gud". Han kom blandt andet ind på det at opleve Helligånden og hvordan det ikke er noget, der kan opnås, men netop må opleves. Han sammenlignede det med forelskelsen på en måde, jeg virkeligt kunne forstå: Man kan ikke gå på et kursus for at lære, hvordan forelskelse er og forstå dens væsen. Man kan ikke føle den, fordi nogen fortæller én, hvordan den føles. Man kender den først, når man selv er blevet tromlet ned af den, og da vil man genkende den, uanset man aldrig har kendt den før. Sådan er det også med Helligånden, sagde han.

Det andet billede var et billede på, hvordan vi kan se Gud. Det kan vi kun ved tilsammen at danne hans billede. Ikke én kan være præcis lige så god som Jesus (god her brugt i mangel på et bedre adjektiv - fuldendt?), men tilsammen kan vi vise et billede af ham - og kun tilsammen. Jeg holdt andagt om det samme på børnelejren i sidste uge. Der står i Bibelen, at hånden ikke bare kan sige "Nej, jeg vil ikke være en del af kroppen længere, for jeg kan ikke høre som øret." Hånden skal jo slet ikke kunne høre. Den skal gribe og mærke. På samme måde er vi dele af Jesus' krop. Det synes jeg er meget smukt.

---

PS: Du kan finde Thomas' prædiken her.

PPS: Undskyld, jeg har været så længe væk.

Faste

Jeg har aldrig lagt mærke til fastetiden før i år. Det vil sige, jeg har vidst, at den lå mellem fastelavn og påske, og at Jesus var 40 dage i ørkenen og blev fristet af den onde, men jeg har aldrig følt den, som jeg føler jul og påske.

Nu har jeg siden fastelavn følt mig helt vildt rodet og rundt på gulvet. Det tog mig lidt tid at opfatte, at det måske er en oplevelse af fastetiden, og der er stadig noget i mig, der siger, det er åndeligt hokus-pokus. Det er jo en...ekstrem idé, at man på den måde kan føle noget åndeligt uden at vide, det er noget åndeligt. At man bliver påført det. Ikke desto mindre finder jeg ro, når jeg lader mig tænke, at det, dér sker, er en forklarelse af fasten.

Det føles sådan her: Jeg føler, jeg gør en masse ting forkert, jeg bliver i tvivl om mit liv og min vej (som jeg knap nok er drejet ind på endnu), og mest af alt tvivler jeg på Gud, alt imens jeg får at se al den ære, verden kan tilbyde mig.* Med andre ord ryster jorden under mig, mens verden gør sig til og tilbyder mig alt muligt godt og lækkert. Det er så modsætningsfyldt og ulig noget, jeg har følt før, at mit hoved nærmest sprænges ved tanken om det.

Det er interessant, hvordan følelsen af utilstrækkelighed og fejlbarlighed og rod (syndsbevidsthed!) ikke føles som noget egentligt dårligt. Det ligner mere en lygte, der lyser på de ting i mit liv, der holder mig fra Gud. Det er ikke rart hele tiden at gå og slå sig i hovedet med de ting, man gør forkert, men det er et værktøj til at luge ud med, hvis det bliver behandlet korrekt. Det kunne også føre ned i et sort hul.

For hver ting, jeg bliver bevidst om og tager fat om roden på, dukker der en ny op. Det er nærmest som om, at det vælter frem. Fastetiden er hård, og jeg kan slet ikke vente til, det bliver påske. Jeg håber, det lykkes Jesus at opstå igen i år. Så holder vi en fest.


* Her beklager jeg, hvis det bliver for hård og salvelsesfuld kost. Ring til mig, skriv en mail, gør hvad som helst, hvis det lyder helt galt på den og langt ude. Vi kan godt snakke om det.

When you ask me to sing

For et par indlæg siden skrev jeg om at tegne. Jeg spiller også guitar. Jeg har gjort det i halvandet år, og jeg er langt fra nogen mester til det. Jeg kan for eksempel ikke tage nogen af dem med B. Alligevel har min musiceren bevæget sig ud i i hvert fald en lille del af offentligheden, da min netværksgruppe blev delt, og ham, der kunne spille til lovsangen, endte i den anden.

Jeg tog det på mig, rystende nervøs og svedende og med meget få akkorder i ærmet.

Nu er jeg ikke nervøs længere, for efter kort tid gik det op for mig, at det slet ikke er en præstation fra min side, enhver kunne gøre det, for vi kommer allesammen med det samme. Det er som at synge; man må godt synge med, selvom man synger dårligt. Sådan er det også med guitaren. Jeg er bare lidt støtte for sangen og en medhjælper til at lovsynge Gud, både for mig selv og de andre.

Men det er ikke kun det. Det er som om, musikken kan nå længere, end jeg selv kan. Jeg har altid undret mig over, hvordan man finder på musik, og nu sker det, at jeg sætter mig ned med min guitar, uden forventning, for at øve, og ender med at sidde med lukkede øjne og vugge, mens jeg spiller. Det er som om, der er en faktor udover guitaren og mig.

Jeg er ikke sikker på, hvad lovsang betyder. Jeg har ikke helt forstået det med at tilbede. De taler meget om det henne i kirken, men jeg er stadig ikke helt med. Derfor er det den tredje faktor, der tager over, når jeg står og synger med de andre, hvoraf nogle løfter deres hænder. Jeg lader mig ligesom flyde med. Nogle gange betyder det, at jeg sidder med lukkede øjne, andre gange står jeg og vugger. Nogle gange koncentrerer jeg mig om at synge harmonier, og der i den tekniske koncentration er det som om, jeg koncentrerer mig om Gud. Jeg gør det ikke helt med vilje, jeg tænker ikke koncentrationen om tonerne som et middel til en koncentration rettet mod Gud, men der sker noget. Det er det samme som, når jeg spiller guitar for mig selv. Når jeg slapper af og giver den der tredje faktor plads, samtidig med, jeg føler mig frem, Em, D, Cmaj7, fyldes jeg op, og nogle gange flyder det over, og mine øjne løber i vand.

Det er som om, at musikken kan række ud til Gud, når jeg ikke selv kan.

Jeg ville gerne lade dig høre en sang, som altid rører mig at spille. Det er som om, den skaber et stort, åndeligt rum omkring mig og sig. Den er ikke optaget nogen steder. Men der er andre, der har lavet musik, hvor jeg må stoppe med at trække vejret, mens jeg lytter til det, fordi det virker umuligt, at noget menneske kan lave det alene. Songs: Ohia har lavet et nummer, der hedder Tigress, som altid efterlader mig stum og gudsfrygtig. Det ligger her.

Stir me up

Jeg har markeret et afsnit i min bibel. Det er Jesus, der møder en samaritansk kvinde ved en brønd og beder hende om vand. Det var et no-no i datidens Israel, og hun bliver rørt, og han fortæller om det levende vand, som gør, at man aldrig igen bliver tørstig, og han overrasker hende ved at vide, at hun har haft fem mænd, og hun siger, han må være profet. Så spørger hun ham, hvad det er for noget, det med, at jøder siger, at man kun kan tilbede i templet i Jerusalem:

"Jesus svarede: "Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud - her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.
Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Johs. 4, 21-24

Det, jeg læser i det, er, at troen på Gud ikke skal begrænses. Vi putter i kasser og vi organiserer os i grupper, der hele tiden må kæmpe for ikke at lukke sig om sig selv i lun tryghed, men Gud og Jesus er større og mere vidtrækkende. Den rindende flod af levende vand (er det mon en uforståelig metafor? Så spørg-spørg-spørg!) flyder også uden for kirkernes mure. Kristendom er mere end hvad vi, der er kristne nu, ved. Min gode ven opsummerede engang i en let ophedet diskussion den kristne tro sådan her: "Men i virkeligheden handler det bare om, at Jesus døde for både hip-hoppere og metalhoveder og alle, og det skal vi få dem til at forstå." Jesu død må beskrives på flere sprog end det, der tales i kirken.

Forleden postede min søster det her digt af Charles Wesley på sin blog. Det lader jeg slutte af:

"Thine, O Lord, I surely am;
But to me unknown Thou art;
Come, and call me by my name,
Whisper to my listening heart;
Stir me up to seek Thy face,
Claim me in my tender years,
Manifest Thy word of grace;
Speak, for now Thy servant hears."

Ord fra mulden

Der er en kamp, som jeg hele tiden kæmper. Mit miljø, hvis man kan tale om et sådant, er musikere og kunst og rødvin og lidenskabelighed og eskapisme. Nogle fotograferer og digter og bruger deres penge på plader og bliver oppe hele natten for at være livet nær. Jeg holder af alle de ting, og nogle gange tager jeg mig i at tænke, at jeg tager fejl med Gud. Så tror jeg, at de har ret, når de (forestiller jeg mig) i deres stille sind tænker, at jeg går glip af noget og fjerner mig fra livet. At jeg ligesom ikke drikker af livet i fulde slurke, men holder en distance, der har præcis samme størrelse som Jesus. At de måske har ret, når de (forestiller jeg mig) tænker, at Gud bare er noget fint indpakningspapir til livets beskidthed, som i virkeligheden er det allerskønneste.

Sådan tænker jeg, de tænker, og nogle kristne forstærker måske også min forestilling. Det er nemmere helt at afskrive de ting, som både Gud og det onde gør krav på, ikke?

Og det er den ene halvdel af kampen. Dét, at man hele tiden må tilbageerobre områder af livet for Gud. Når både kristne og de, der ikke er, kalder noget for ukristeligt eller synd eller ondt, så kan den, der står bag alt det, stå med et fjoget grin over at have fået noget foræret så let.

Men det er ikke det, der er den største kamp. Jeg kom til at tænke på dét, der står i Bibelen med, at vi kristne må indstille os på forfølgelse. Jeg har fundet det svært at relatere til stykket, for der er ingen, der forfølger mig og ingen, der angriber min tro, og slet ikke nogen, der angriber mig for min tro. I dag gav det mening; vi forfølger os selv. Det er mig selv, jeg må kæmpe imod, når jeg sidder og forestiller mig modsætninger mellem Gud og ”livet”, når jeg kræver beviser for, at min tro er sand, og når jeg hvisker til mig selv, at det er nemmere at give op.

Jeg har tænkt meget på det at have hænderne begravet i mulden. Det er et billede.Vi lever her, og det er beskidt og hårdt. Og det er smukt. Og Gud er her.