Hildegard

Helt interessekonfliktet og tynget/opløftet af familiestolthed vil jeg gerne anbefale min kusines roman. Hun har skrevet om Hildegard af Bingen, og nu har hun lige vundet en pris for den.

Men min anbefaling har ikke kun grund i vores familiære relation. Det er en virkeligt god bog. Den går ind i hovedet på Hildegard og ind i hjertet af klosterlivet, og den handler, som den så præcist selv siger, om kald og afkald. Den rørte mig religiøst, hvis det overhovedet er et brugbart udtryk, og den mindede mig igen om, hvordan litteratur ikke bare er overflødig kunst, et luksusgode, men, når den er god, et spejl at se sig selv i, en refleksion, man kan gå forandret ud af.


PS: Bogen indledes med et citat fra Leonard Cohens "If it be your will", og jeg kendte ikke sangen, men en uge efter, jeg havde færdiglæst bogen, sang vi sangen i kirken i Philadelphia. Jeg elsker den slags tilfælde. Det er en stærk sang.

Weil og skillelinjen og kirken og verden

En af de ting, der fascinerer mig mest ved Simone Weil, er dette: Som nævnt i forrige indlæg blev hun født ind i en agnostisk jødisk familie i starten af sidste århundrede, men opdagede Gud i teenageårene. Hun blev lektor i filosofi som 20-årig, og da krigen kom, gik hun under jorden på grund af sin jødiske baggrund og fik her kontakt med overhovedet for Dominikanerklostret i Montpellier, Pater Perrin. I ”Den store forventning” er nogle af hendes breve til Perrin trykt, og i dem anskueliggøres blandt andet hendes forhold til den organiserede kirke.

Perrin prøvede at overtale Weil til at lade sig døbe, da det i hans øjne var den naturlige følge af Weils stærke religiøse overbevisning. Men hun blev aldrig døbt (hun døde ung i 1943), og en af hovedårsagerne var, at hun mente, at hun for at leve kristendommen ud var nødt til at stå uden for kirken. Det er dét, der fascinerer mig, og det er en figur, jeg bliver ved med at vende tilbage til gennem alle mulige og umulige kilder.

På den ene side findes den organiserede institution, kirken, den der erklærer sig troende og samler folk til gudstjeneste, og på den anden side er verdenen af de, som ikke hører under kirken. Som en paraply over begge sider af spektret hænger Gud og kirken, ikke institutionen, men det verdensomspændende net af ting, der eksisterer i Guds ånd, vedkendt eller ikke. Men det er skillelinjen mellem de to førstnævnte, det handler om: Weil ser sig nødt til at stå lige nøjagtigt på den, for at være kristen i den ”virkelige” verden, og for at undgå at blive en del af en institution, der har en iboende tendens til at blive indkroget i sig selv.

Nogle – jeg har glemt hvem – siger, at man må lade alle kirkeinstitutioner falde, for at Ånden kan trække vejret frit. Det er en forførende tanke, men den afgørende virkelighedskontakt mangler. Hvis vi lader alle rammer falde, er der ikke længere noget trygt at inkludere mennesker, der er nye for kirken, i. Men måske man kan lade kirkeinstitutionen i sig selv falde, for dér at gøre plads til den virkende Gud?

Den her ting, Weil taler om, er, tror jeg, den bevægelse, kirken hele tiden må være sig bevidst som sit mål: Fra hjertet af Gud og ud i verden, den virkelige. I tillæg må den konstant, må vi konstant, være bevidst om sin svaghed for at lukke sig om sig selv. Og vigtigst af alt: Den må gøre sig klart, at den ikke eksisterer i sig selv, men at der udelukkende eksisterer mennesker og Gud og alle båndene derimellem.

Skabelsens kærlighedsvanvid

I dag lader jeg Simone Weil tale for mig (igen). Begge citater er fra essayet "Former for ubevidst kærlighed til Gud" (en helt utroligt smuk titel), som jeg har fundet i bogen "Den store forventning". Hun er meget læsværdig. Hun blev født ind i en agnostisk jødisk familie, men erfarede kristendommen og Gud i løbet af sine teenageår. Filosofiprofessor, tidligt død. Særlig kredser hun om forholdet mellem kristendom og kirke, og det er afsindigt interessant. Jeg vender tilbage til hende en dag. Men jeg ville lade hende tale. (Kursiveringen er min.)

"Tingene er ikke skønne, naar de adlyder mennesket, kun naar de adlyder Gud. Hvis de sommetider i et kunstværk forekommer lige saa skønne som havet, bjergene eller blomsterne, saa er det, fordi Guds lys har fyldt kunstneren. For at finde ting, skabt af mennesker, som Gud ikke har fyldt med sit lys, skønne, maa man med hele sin sjæl have forstaaet, at menneskene selv blot er stof, som adlyder uden at vide det. For den, som er kommet saa langt, er absolut alt hernede fuldkommen skønt. I alt det, som eksisterer, i alt, hvad der sker, ser han nødvendighedens mekanisme, og i nødvendigheden fornemmer han lydighedens uendelige sødme. Denne tingenes lydighed er for vort forhold til Gud, hvad en glasrudes gennemsigtighed er for lyset. Saasnart vi føler denne lydighed med hele vort væsen, ser vi Gud."

"Skabelsesakten er ikke en udvidelse af Guds væsen, men en tilbagetrækning, et afkald. Gud og alle skabningerne, det er mindre end Gud alene. Gud har indvilliget i denne formindskelse. Han har tømt sig for en del af sin væren. Han har allerede tømt sig i denne guddommelighedshandling. Det er derfor, Johannes siger, at Lammet var slagtet allerede fra verdens begyndelse. Gud har tilladt andet end sig selv, ting som var uendelig meget mindre værd end han, at eksistere. Ved den skabende handling har han fornægtet sig selv, som Kristus har foreskrevet os at fornægte os selv. Gud har fornægtet sig selv for vor skyld, for at give os muligheden for at fornægte os selv for hans skyld. Dette svar, dette ekko, som det står os frit for at afvise, er den eneste mulige undskyldning for det kærlighedsvanvid, som skabelsesakten er."