Don Everts har skrevet en lille bog, der hedder "All the ideas living in my head: One guy's musings about the truth". Han fortaeller om, hvordan hans hoved er et hus, og hvordan tankerne er delt op i Permanent Residents og Pointy Ideas og Sexy Ideas og-og-og, og hver gang, en ny ide banker paa doeren med sin sovepose, kalder Don sammen til husmoede, for at de kan finde ud af, om det er en ide, der kan blive boende, eller om den maa finde et andet hus. De socialiserer med hinanden og fortaeller historier og flirter og indretter sig i et socialt hierarki.
Der staar det her paa side 48 og 49:
"I remember the first time I honestly admitted that even though I believed that God loved me, I had a hard time feeling that with my heart. At the time it seemed like a difference between what I believed and what I felt. A battle between my head and my heart. But now I'd say it's more that GOD LOVES ME had moved into my head, but YOU ARE NOT LOVABLE was another idea already living up there!
And while it was true, in one sense, that I "believed" God loved me (that idea was in my head), it was also true that I "believed" that I was not lovable (that idea was also living up there). And for whatever reason, YOU ARE NOT LOVABLE's story kept winning out. I think my wounded heart made me predisposed against GOD LOVES ME. And so YOU ARE NOT LOVABLE had Seniority Status and GOD LOVES ME kept being put in its place in the living room in my head. Or it kept getting kicked out of my head. Or something like that."
lørdag den 26. april 2008
fredag den 25. april 2008
Om frygt og moerke
Det svaereste Gud-bud er ikke at frygte. Jeg laa i en laant seng paa et fremmed vaerelse forleden, og jeg oenskede at gaa ind i Gud eller lade ham gaa ind i mig, saadan fuldt og helt. Jeg ligger altid der og taler med ham, inden jeg falder i soevn, eller, er i kontakt med ham er en mere korrekt formulering, det bliver ofte kun til "Kaere Gud" og saa en rolig stilhed. Der laa jeg altsaa, og jeg taenkte "Kaere Gud, nu goer jeg det, jeg traeder ud over den her skraent af tro", og i mit hoved loeftede jeg foden, og straks saa jeg en haer af uhyrer og moerke. Jeg trak mig tilbage og turde ikke at gaa laengere. Frygten for uhyrerne derude over skraenten er tvivlen paa, at Gud virkelig findes bagved vildnisset, eller om vildnisset er alt, der er.
(Det er ikke nogen metafor, for jeg ser alle de her uhyrer, for jeg er givet en loebsk fantasi.)
Der er mange, der taler om det moerke, man maa igennem for at naa Gud. Jeg begynder at tro, det er en realitet.
(Og naar der staar naa Gud, mener jeg ikke som en endelig destination, for der er lige saa meget rejse bagefter, men. Ikke nu.)
Jeg har taenkt mig at lave en tvivlekasse. En skotoejsaeske med tape paa aabningerne og en spraekke i laaget, hvor sedler med tvivl paa kan laegges ned i. Det er ikke for at det skal pakkes vaek, eller at der i overfoert betydning skal laegges laag paa al den rumsterende tvivl, men det virker godt at have tvivlen samlet paa et sted. Saadan. Saa ved man, hvor man har den.
(Det er ikke nogen metafor, for jeg ser alle de her uhyrer, for jeg er givet en loebsk fantasi.)
Der er mange, der taler om det moerke, man maa igennem for at naa Gud. Jeg begynder at tro, det er en realitet.
(Og naar der staar naa Gud, mener jeg ikke som en endelig destination, for der er lige saa meget rejse bagefter, men. Ikke nu.)
Jeg har taenkt mig at lave en tvivlekasse. En skotoejsaeske med tape paa aabningerne og en spraekke i laaget, hvor sedler med tvivl paa kan laegges ned i. Det er ikke for at det skal pakkes vaek, eller at der i overfoert betydning skal laegges laag paa al den rumsterende tvivl, men det virker godt at have tvivlen samlet paa et sted. Saadan. Saa ved man, hvor man har den.
fredag den 18. april 2008
Udlandsbrev
Jeg er floejet mig en tur til Canada. Paa vej herover kom jeg til at grine af mig selv, fordi jeg rejste med Gud som en hemmelig ven. Da flyet lettede fra Kastrup, gav det et sus af spaending i maven og jeg taenkte "Nu sker det, Gud!, og jeg sagde "Det er spaendende, hva' Gud?" til ham, mens jeg kiggede ud af vinduet over havet. Vi talte om alt muligt, og det foeltes som om, jeg havde nogen i haanden. Som om det ikke var nok, var der baade paa turen fra Koebenhavn til Heathrow og fra Heathrow til Edmonton tomme saeder ved siden af mig.
Mit forhold til Gud er baade en paraply og en leven op til hans standarder. Jeg er paa besoeg hos min far, der er praest. Jeg taenker paa, hvordan hans forhold til Gud er. Snakker han med ham? Beder han om hjaelp og beskyttelse?
Jeg ved ikke saa meget om forholdet mellem Gud og Jesus og Helligaanden. Hvem der goer hvad. Jeg vil gerne laere mere. Indtil nu har jeg stort set kun haft med Gud at goere. Jeg er ikke kommet saa langt, jeg kan maerke og se, at man kan gaa meget dybere. Jeg er spaendt. Det er vildt at have den her tro, der faar en til at ranke ryggen.
Mit forhold til Gud er baade en paraply og en leven op til hans standarder. Jeg er paa besoeg hos min far, der er praest. Jeg taenker paa, hvordan hans forhold til Gud er. Snakker han med ham? Beder han om hjaelp og beskyttelse?
Jeg ved ikke saa meget om forholdet mellem Gud og Jesus og Helligaanden. Hvem der goer hvad. Jeg vil gerne laere mere. Indtil nu har jeg stort set kun haft med Gud at goere. Jeg er ikke kommet saa langt, jeg kan maerke og se, at man kan gaa meget dybere. Jeg er spaendt. Det er vildt at have den her tro, der faar en til at ranke ryggen.
mandag den 7. april 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
