Om frygt og moerke

Det svaereste Gud-bud er ikke at frygte. Jeg laa i en laant seng paa et fremmed vaerelse forleden, og jeg oenskede at gaa ind i Gud eller lade ham gaa ind i mig, saadan fuldt og helt. Jeg ligger altid der og taler med ham, inden jeg falder i soevn, eller, er i kontakt med ham er en mere korrekt formulering, det bliver ofte kun til "Kaere Gud" og saa en rolig stilhed. Der laa jeg altsaa, og jeg taenkte "Kaere Gud, nu goer jeg det, jeg traeder ud over den her skraent af tro", og i mit hoved loeftede jeg foden, og straks saa jeg en haer af uhyrer og moerke. Jeg trak mig tilbage og turde ikke at gaa laengere. Frygten for uhyrerne derude over skraenten er tvivlen paa, at Gud virkelig findes bagved vildnisset, eller om vildnisset er alt, der er.

(Det er ikke nogen metafor, for jeg ser alle de her uhyrer, for jeg er givet en loebsk fantasi.)

Der er mange, der taler om det moerke, man maa igennem for at naa Gud. Jeg begynder at tro, det er en realitet.

(Og naar der staar naa Gud, mener jeg ikke som en endelig destination, for der er lige saa meget rejse bagefter, men. Ikke nu.)

Jeg har taenkt mig at lave en tvivlekasse. En skotoejsaeske med tape paa aabningerne og en spraekke i laaget, hvor sedler med tvivl paa kan laegges ned i. Det er ikke for at det skal pakkes vaek, eller at der i overfoert betydning skal laegges laag paa al den rumsterende tvivl, men det virker godt at have tvivlen samlet paa et sted. Saadan. Saa ved man, hvor man har den.