Jeg har altid, lige siden jeg læste om det, været fascineret af Fadervor. Det står sådan her:

"Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det." (Matt. 6, 7-8)

Jeg synes, det er vildt, at Gud ved, hvad man vil have, før man selv ved det. Så kan man overgive sig og erkende, at man ikke formår at finde ord for, hvordan man føler og hvilken vej, man gerne vil gå. Ikke at det skader noget at forsøge, men. Gud har styr på tingene. Det har han.

6. januar 2008

"Jeg stod i badet og kiggede ned i gulvet, og det gik op for mig, at jeg går og venter på det rette sted at møde Gud. I kirken tænker jeg, at jeg må vente lidt endnu, og vente til et andet sted, men jeg ved ikke, hvad det andet sted er. Jeg ved ikke, om det er min tvivl eller Gud, der får mig til at vente på noget andet. Det er forløsningen, jeg lader vente eller som lader vente på mig. Den store, vilde forløsning. Selv hvis den kommer snigende, vil det være en forløsning, når jeg opdager, at den har sneget sig ind på mig. Måske er der ikke nogen forløsning. Måske jeg bare siver ind i Gud. Måske han bare siver ind i mig. Jeg mærkede ham i mit bryst i dag, og tænkte på, om det bare skyldtes de to kopper kaffe. Der er ikke så meget, der kan mærkes i mit bryst. Det føltes som om, han bor derinde. Også nu. Det er underligt, som man kan mærke ting under ribbenene. Jeg kunne mærke, hvordan ham fyren var bundet tæt fast til noget derinde, jeg så det for mig, men nu er han ikke længere. Men Jesus, altså. Jeg har udsat at læse i Bibelen, og det har sikkert været med anelsen om, at jeg ville finde ham der, og nu er jeg begyndt på den, og det føles underligt. Længslen efter troen er det største. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad der skulle komme bagefter. Jeg har ikke taget de sidste skridt, jeg har ikke kastet mig ud i en rivende flod, men jeg ved, det er en rivende flod. Jeg kan mærke, den løber i mig. Og det her løber af med mig. Metaforer. Men jeg ønsker at leve i Guds kærlighed. Jeg gør det allerede, men jeg ønsker at drive det så vidt, så jeg også kan dele den med andre. Jeg ønsker, at de andre også kan opleve det her.

Jeg ønsker at tale med nogen om Gud. Nogen, der kan hjælpe mig på vej, nogen, der hviler mere end jeg. Også nogen, der ikke er min mor eller min far. Det er en lidt anden vej jeg går end dem. Jeg skal lære at spørge om hjælp. Jeg tør ikke række hånden op og bede om forbøn i kirken, men jeg mærkede Jesu hånd på min skulder. Den var så tung, så min skulder blev trykket mod gulvet, men det var ikke nogen byrde.

Det her er noget. Jeg har skrevet noget og tiden er ikke spildt. Jeg har livet foran mig. Jeg tænker meget på noget med at være ung og noget med at være mennesker og hvordan vi fungerer i forhold til hinanden. Når man kommer ud til enderne af rebene er det kun Gud, der giver mening."

Da jeg var lille, var jeg bange for at trykke på den dybeste tangent på flygelet, fordi jeg troede, at tonen kaldte trolde frem. Jeg var rigtigt bange for trolde. Når vi var på vinterferie i Norge, havde jeg altid mindst ét mareridt om trolde. En nat kom der en trold og bankede på vores dør. De gjorde aldrig noget. De var bare trolde, og det var nok, og de kunne klatre frem fra alle mulige steder på en meget skræmmende måde.

Mit hoved er fyldt af ondt for tiden. Jeg havde et mareridt for halvanden uge siden, og det sidder stadig i mig. Det var ikke et normalt mareridt, hvor man oplever noget, der er uhyggeligt. Det var nærmest kun følelser. Jeg fik i mareridtet en helt vildt stærk følelse af, at noget ondt var kravlet ind i mig. Som om jeg nu, hvor jeg har åbnet mig for Gud, også har åbnet op for andre ting. Jeg vågnede halvt, og følelsen sad stadig i mig, og jeg turde ikke åbne øjnene, for jeg var sikker på, at noget ondt ville ske i rummet eller at noget ville vise sig. Jeg bad til Gud om, at han måtte passe på mig, for jeg havde ikke lyst til at opleve noget, der ikke hører til på den her jord, men det var som om, nogen havde klippet forbindelsen til ham. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt i søvn.

Jeg har været underligt modløs siden det mareridt. Så fortalte jeg en ven om det, og så lød det som om, det slet ikke undrede ham. Han fortalte, hvordan han kan have det på en lignende måde, når han i en periode har ladt Gud glide lidt i baggrunden. Den onde følelse kommer ikke, mens Gud er i baggrunden, men når han forsøger at komme tilbage til at have Gud nær ved sig. Som om nogen forsøger at udnytte muligheden til at. Jeg ved ikke til hvad.

Da jeg havde lagt røret på efter samtalen, slog det mig, hvor trippet det er at leve så tæt på noget, der føles som brændende ild. At leve midt i en kamp mellem Gud og noget ondt. Jeg mener. Hvem havde troet det, i den her moderne verden?

Dét, at han overraskede mig ved at genkende følelsen. Det minder mig om noget, vi talte om forleden dag. Hans søster arbejder et sted, hvor de passer på unge piger. Én af de unge piger, der egentligt var flyttet, kom tilbage, fordi der var et spøgelse i hendes nye lejlighed. Da pigen fortalte det til en af de andre medarbejdere, fortalte medarbejderen til pigen, at hun også har et spøgelse i sin lejlighed. (Ét, der ryger pibe.) Min vens søster havde aldrig hørt den anden fortælle om det før. Så talte vi om, at der må være mange mennesker, der oplever noget, som de ikke fortæller, eller føler noget, de ikke fortæller af bar angst for, at ingen har oplevet det samme. Som med følelsen af noget ondt.

For to et halvt år siden var jeg på Læsø med ham, jeg var kærester med dengang. Vi har et gammelt hus derovre. Jeg var så bange, at jeg ville sove med lyset tændt. Der var en underlig tung følelse på stedet. En nat, da vi var gået i seng, gik han på toilettet, og jeg var sikker på, at han ville komme tilbage og slå mig ihjel med en økse. Det var den underligste ferie, jeg har været på. En nat bevægede hans arm sig. Han sagde, han kunne mærke Gud, og at han ikke havde lyst til det på den måde.

Jeg tror, vi står midt i en hel masse kampe, vi slet ikke kan se.

Min ven sagde, at man i sådan en følelse af ondt bare må bede folk om at bede for sig. Det rørte mig.

Strøtanker pt. I

Jeg er bange for at skræmme nogen væk med alt det her med Gud.
Man kommer nemt til at holde snakken om tro indenfor rammer med mennesker, der taler det samme sprog. Det er nemt at forfalde til rygklapperi, ikke?

Det er dét, det er. Et spørgsmål om sprog. Det falder mig svært at tale om store ting, fordi jeg har svært ved at tage dét sprog, der beskriver store ting, i min mund. Og så tænker jeg, at man burde kunne finde et neutralt sprog, der kunne beskrive Gud for folk, der ikke er vant til at høre de ord, der tilnærmelsesvis kan beskrive Gud. Men så tænker jeg, at Gud slet ikke er neutral.

Jeg kan godt forstå, hvis dét at sætte alt ind i en art, ehm, guddommelig kontekst kan virke irriterende. Det kan jeg virkeligt. Ensporetheden og sådan. Men jeg tror, jeg tror, at man må overgive sig til ensporetheden nogle gange.

Introduktion

Min nådesløshed over for mig selv ophører først, når jeg opdager Guds ubetingede kærlighed til mig.