6. januar 2008

"Jeg stod i badet og kiggede ned i gulvet, og det gik op for mig, at jeg går og venter på det rette sted at møde Gud. I kirken tænker jeg, at jeg må vente lidt endnu, og vente til et andet sted, men jeg ved ikke, hvad det andet sted er. Jeg ved ikke, om det er min tvivl eller Gud, der får mig til at vente på noget andet. Det er forløsningen, jeg lader vente eller som lader vente på mig. Den store, vilde forløsning. Selv hvis den kommer snigende, vil det være en forløsning, når jeg opdager, at den har sneget sig ind på mig. Måske er der ikke nogen forløsning. Måske jeg bare siver ind i Gud. Måske han bare siver ind i mig. Jeg mærkede ham i mit bryst i dag, og tænkte på, om det bare skyldtes de to kopper kaffe. Der er ikke så meget, der kan mærkes i mit bryst. Det føltes som om, han bor derinde. Også nu. Det er underligt, som man kan mærke ting under ribbenene. Jeg kunne mærke, hvordan ham fyren var bundet tæt fast til noget derinde, jeg så det for mig, men nu er han ikke længere. Men Jesus, altså. Jeg har udsat at læse i Bibelen, og det har sikkert været med anelsen om, at jeg ville finde ham der, og nu er jeg begyndt på den, og det føles underligt. Længslen efter troen er det største. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad der skulle komme bagefter. Jeg har ikke taget de sidste skridt, jeg har ikke kastet mig ud i en rivende flod, men jeg ved, det er en rivende flod. Jeg kan mærke, den løber i mig. Og det her løber af med mig. Metaforer. Men jeg ønsker at leve i Guds kærlighed. Jeg gør det allerede, men jeg ønsker at drive det så vidt, så jeg også kan dele den med andre. Jeg ønsker, at de andre også kan opleve det her.

Jeg ønsker at tale med nogen om Gud. Nogen, der kan hjælpe mig på vej, nogen, der hviler mere end jeg. Også nogen, der ikke er min mor eller min far. Det er en lidt anden vej jeg går end dem. Jeg skal lære at spørge om hjælp. Jeg tør ikke række hånden op og bede om forbøn i kirken, men jeg mærkede Jesu hånd på min skulder. Den var så tung, så min skulder blev trykket mod gulvet, men det var ikke nogen byrde.

Det her er noget. Jeg har skrevet noget og tiden er ikke spildt. Jeg har livet foran mig. Jeg tænker meget på noget med at være ung og noget med at være mennesker og hvordan vi fungerer i forhold til hinanden. Når man kommer ud til enderne af rebene er det kun Gud, der giver mening."