Noterer, roterer

Jeg klamrer mig fast i det citat omkring Kristus og sandheden for tiden. Det er som om, nogle trosmæssige ting smuldrer lidt. Det er svært med trosfællesskab. Noget om, hvilke ting vi (eller de) bilder sig ind, og hvad der egentligt kommer udefra. Noget om, hvordan det skifter mellem at føles som sund skepsis og dum ignorance. Det er svært at vide, hvornår man skal være åben og hvornår man skal bakke tilbage i åndelig sammenhæng.

Jeg kan ikke huske, om jeg på noget tidspunkt har opfattet Gud som ikke-værende-her, men det er i hvert fald betryggende, at jeg nu ved, at han er der. Det er alt det rundt omkring, der ramler.

Men jeg blev sur på ham i går. Det gjorde jeg. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg har aldrig kunne sætte mig ind i den rasende afmagt, som nærmest alle troende taler om. Jeg knurrede af ham i bøn. Noget med bare at vise mig den kærlighed og lade mig føle den helt vildt, for lige nu kan jeg ikke mærke den. Sammen med den lille vrede (som det er) er der også en beklagelse over at have det sådan. Jeg mener. Jeg har ikke lyst til at være sur på Gud, og jeg opfører mig helt sikkert dumt åndeligt på mange punkter, men jeg er nødt til at føle dén kærlighed. Det virker helt absurd at påstå, at man er nødt til noget som helst.

Jeg har ikke åbnet min Bibel et par dage. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med.

Og bøn. Dét med bøn. Benny Alex skriver om, hvordan bøn i virkeligheden gælder om at lytte, og det har sat sig hårdt i mig. Jeg kan ikke håndtere det eller logisk forstå det, men det har bare sat sig i mig som noget rigtigt. Det er dét, jeg er bange for ved at læse bøger om at leve livet. Man ved aldrig, om man bliver forblændet eller løbet om hjørner med. Jeg kan ikke engang mærke, om det er rigtigt, at bøn gælder om at lytte, men nu kan jeg ikke få mig selv til at lade munden løbe (ikke at jeg egentligt har gjort det, sådan rigtigt løbe). Jeg ligger bare og lytter. Det ender hver gang med, at jeg falder i søvn.

Om Jesu Kristi legeme

Jeg har et lidt barnligt, naivt forhold til påske. Da jeg var mindre, var påsken det eneste tidspunkt på året, hvor jeg selv læste i Biblen. Jeg tænkte, at det var noget vigtigt, og jeg tænkte, at nu skulle det være, nu skulle jeg være rigtigt kristen.
Jeg følger stadig forløbet på samme måde som dér. Skærtorsdag og langfredag er underligt modløse, og jeg kom i fredags til at sige "Hav en god dag" til min søster, og det føles forkert, for hvordan skulle man kunne have en god dag den dag, hvor Jesus dør? Lørdagen er langtrukken, men forventningen til søndagen vokser, og jeg glæder mig til i morgen, for så står Jesus op fra de døde. Igen. Påskesøndag giver mig lyst til at tage spraglet tøj på.
I Vor Frue Kirke er der natkirke hele natten, med andagt hver halve time. Den første påskegudstjeneste afholdes klokken 6.20. Jeg får gåsehud ved tanken.

Men det er lidt barnligt, ikke? Den her cirkulære idé, hvor Jesus dør og genopstår igen og igen og igen hvert år. Sorgen og forventningen i den og glæden derefter. Når det bliver større end blot en ihukommelse af, at han én gang er død og genopstået (for mig og dig og os og ham og hende og de andre).
Jeg er ved at læse den hér bog, der tager afstand fra den organiserede religions cirkularitet. Både kirkeårets og den dertilhørende rigiditet ifht. gudstjenesteafholdelse (i modsætning til uafhængige kirker, hvor man i højere grad dyrker en art guddommelig inspiration at bygge hver enkelt gudstjeneste op omkring), men allermest cirkulariteten i det åndelige liv. Benny Alex skriver om, hvordan mange kristne hænger fast i en konstant cirkel af synd-anger-omvendelse-frelse-tro. Man begår den første synd, en ting, der vender én fra Gud, man indser synden og angrer, man lover i omvendelsen Gud, at det ikke skal ske igen, at man nu er fuldt og helt hans, man frelses og man tror, men det sker kun indtil man synder igen. Så begynder man forfra. Jeg forstår godt udfaldet mod den cirkelbevægelse. Man skal hellere bevæge sig konstant fremad, ikke?

Det må gælde om at finde en balance mellem cirkulariteten og fremadstormen. Jeg ser for mig sådan et tøndebånd. Både rundt og rundt og fremad. Men selv i dét at finde en balance mellem de to ting gælder det om at finde en balance, for at finde en balance kan betyde at gå på kompromis, og går luften ikke af ballonen, når man går på kompromis? Hvordan kan kristendom både finde balance og være noget radikalt? For det skal det. Være noget radikalt.

Da der i torsdags blev delt nadver ud til gudstjenesten, havde de udvidet de ord, der bliver sagt, når brødet og vinen gives. "Jesu Kristi legeme, givet for dig." Det lyder som et cheesy reklameslogan, nu jeg ser det på skrift, men det gav mig tårer i øjnene og stak i mig. Det var ikke dét, jeg havde forventet at høre. Det er stort.

"Man kan aldrig brydes nok med Gud, så længe man gør det for sandhedens skyld. Kristus ønsker, at vi skal foretrække sandheden frem for ham, for han var Sandheden, før han blev Kristus. Den, der vender sig bort fra ham for at søge sandheden, vil før eller senere havne i hans arme."
- Simone Weil

Allervildeste nåde

Den tvivl, der nager mig, eller den stemme, der hvisker i mit øre, er noget, der spørger, hvilken forskel Gud egentligt gør for mig.
Jeg besøgte en dag en veninde, jeg ikke havde set i lang tid, og jeg fortalte hende, at jeg var begyndt at komme fast i den her kirke. Hun var meget interesseret i at høre mig fortælle om, hvordan jeg troede, men én ting, hun ikke forstod, var, hvorfor man ikke kunne gøre alle de ting og være alle de ting uden at forankre dem i Gud og Jesus. Jeg var hende helt vildt svarskyldig, og jeg kunne kun trække på skuldrene. Forleden ringede jeg til hende for at fortælle, at jeg var kommet i tanke om, at det egentligt var meget simpelt; det er bare et spørgsmål om man vælger at tro på Gud eller ej. Når jeg giver kærlighed videre, har jeg valgt at tro, at det er Guds kærlighed, jeg giver videre, og når jeg beder om noget, har jeg valgt at tro, at Gud hører mig. Nogle gange siger han ja, og nogle gange siger han nej, fordi han har andre planer.
Men. Det er nødt til at være mere end bare et valg, ikke?

Jeg mangler et svar at give, som er mere fyldestgørende end dét.

En vigtig ting, der er gået op for mig på det sidste, er Guds ubetingede tilstedeværelse. Når man taler om Gud, og især når folk, der længes efter Gud, eller helt har valgt ham fra taler om ham, kommer man ofte til at tale om ham som noget fjernt, noget man kan finde ad krogede krinkelveje. Jeg tror (jeg tror det så stærkt, at jeg vil sige, at jeg ved det) at Gud er lige her. Ligegyldigt hvad vi gør og hvad vi tror, er han lige her. Det er altså vores valg at åbne øjnene (hjerterne) for ham. Det er så sindssygt tryg en erkendelse. Det er dét, der er det allervildeste. Nåden er det allervildeste.

(Men jeg mangler stadig et svar på dét om forskellen. Jeg ved, at han gør noget stort i mit liv, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare andre, at han kan gøre noget stort i deres. Jeg mangler noget, der slår hårdt.)

Et spørgsmål om oprigtighed

Jeg er næsten altid helt fyldt op af etellerandet, når jeg cykler hjem fra kirke. Sådan en ro. Nogle søndage er jeg fyldt op af ting, der river i mig fra alle sider. Det essentielle er vel den dér følelse af at være fyldt op af noget, som vel egentligt er en følelse af at være blottet og åben. Det er dét, der sker henne i kirken. Jeg åbner mig op for Gud, og derved kommer jeg til at åbne mig op for verden. Ting siver stærkt ind.

Egentligt ville jeg skrive noget om Helles prædiken. Noget om, hvordan skridtet ud i tro er et radikalt skridt og ikke bare endnu en hobby, noget om hvordan den ateistiske frihed er en underlig illusion. Nu bliver det noget om min kirke.
Det er en vild kirke. Jeg har i gymnasiet styret udenom kristne klubber og den slags, og jeg har altid holdt mig lidt på afstand af sådan noget karismatisk kristendom. Nu er der Vineyard. Egentligt hører den vel under sådan noget karismatisk kristendom, for vi taler om lovsang og forbøn, og folk står med hænderne i vejret og udtrykker sig meget fysisk og udtalt i deres tilbedelse af Gud. Noget underligt gør, at jeg ikke får lyst til at trække mig tilbage fra det.
Måske er det en grundlæggende følelse af oprigtighed. Der er noget i luften derinde.
Jeg har svært ved at formulere en af de vigtigste grunde til, at jeg holder af kirken. Som et åndeligt hjem, om man vil. Det er noget med, at jeg har fundet nogle mennesker, jeg føler mig på bølgelængde med. At jeg føler mig omsluttet og accepteret, men allermest at jeg føler, at jeg kan stole på det, der bliver sagt derinde. Sådan en tro på, at de er kloge mennesker, der ved, hvad de taler om. Det er svært at forklare. Det er det.

Jeg tager for tiden på besøg i nogle netværksgrupper for at finde en at komme i. Det er folk fra kirken, der mødes i mindre grupper hjemme hos hinanden en gang om ugen. De fortæller hinanden om deres liv, og én holder et oplæg om noget, der har med troen at gøre, og det diskuteres, og de spiser kage. Jeg grinte helt vildt meget, da jeg fik forklaret, at det var dét, de lavede, for det er dét, jeg har serveret småkager til hele min barndom, når mine forældre har holdt bibelkreds. Nu er det bare yngre mennesker. Til sidst beder de for hinanden i små grupper. Tre mennesker, måske. Sidst jeg var på besøg i en gruppe, én på Østerbro, prøvede jeg for første gang at bede for nogen. Det var underligt grænseoverskridende og naturligt.
Da jeg var til introduktionskursus for to uger siden, oplevede jeg første gang forbøn på nært hold. Jeg kommer fra folkekirken, og jeg har aldrig stiftet bekendtskab med bøn, der er andet end en kommunikation mellem ét menneske og Gud. Måske nærmere fra et menneske til Gud. Som afslutning på aftenen bad vi, som i netværksgrupperne, i grupper à tre. Jeg fik hjertebanken, da de sagde det, for ukendte ting skræmmer mig. Jeg var nødt til at afbryde, da Flemming, præsten, skulle lige til at sige, at vi kunne gå i gang, for at spørge, hvordan man beder. Det gør man sådan her: Hver person i gruppen fortæller én eller flere ting, de ønsker forbøn for. Så begynder man at bede, som man bedst kan bede. Jeg folder hænderne og lukker øjnene og bøjer hovedet. Man beder højt ud i luften, én ad gangen, for én person ad gangen. Man lader det flyde, hvem der beder for hvem og hvornår. Det kræver tillid og det gør mig nervøs, men det fungerede.
Til introduktionskurset turde jeg ikke sige noget højt. På besøget i netværksgruppen handlede oplægget om et stykke i Bibelen, som bl.a. handler om, hvordan Ånden går i forbøn for os, når vi ikke ved, hvad vi skal bede om. Det slog mig, at jeg slet ikke i bønnen kan gøre noget forkert, så længe jeg er oprigtig. "Kære Gud, tak, at Ånden går i forbøn for os, når vi mangler ord". Noget i den retning. Det slog mig, at jeg ikke behøvede bruge noget andet sprog end mit eget. Ud i luften (op til Gud) bad jeg for én af de andre, og det føltes som de rigtige ord. Det er et spørgsmål om oprigtighed. Man behøver ikke andet.

Her til aften er jeg allermest fyldt op af tak. Jeg håber sådan, at andre også får det her at føle.

Swing low

En amerikansk fyr, der hedder Jonni Greth, har lavet den her sang, der hedder "Chariots over Birmingham". Jeg kan virkeligt godt lide den.

PS: Jeg har fået lov af ham til at lægge den op her, så ingen kommer efter dig for at tage den.