Noterer, roterer

Jeg klamrer mig fast i det citat omkring Kristus og sandheden for tiden. Det er som om, nogle trosmæssige ting smuldrer lidt. Det er svært med trosfællesskab. Noget om, hvilke ting vi (eller de) bilder sig ind, og hvad der egentligt kommer udefra. Noget om, hvordan det skifter mellem at føles som sund skepsis og dum ignorance. Det er svært at vide, hvornår man skal være åben og hvornår man skal bakke tilbage i åndelig sammenhæng.

Jeg kan ikke huske, om jeg på noget tidspunkt har opfattet Gud som ikke-værende-her, men det er i hvert fald betryggende, at jeg nu ved, at han er der. Det er alt det rundt omkring, der ramler.

Men jeg blev sur på ham i går. Det gjorde jeg. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg har aldrig kunne sætte mig ind i den rasende afmagt, som nærmest alle troende taler om. Jeg knurrede af ham i bøn. Noget med bare at vise mig den kærlighed og lade mig føle den helt vildt, for lige nu kan jeg ikke mærke den. Sammen med den lille vrede (som det er) er der også en beklagelse over at have det sådan. Jeg mener. Jeg har ikke lyst til at være sur på Gud, og jeg opfører mig helt sikkert dumt åndeligt på mange punkter, men jeg er nødt til at føle dén kærlighed. Det virker helt absurd at påstå, at man er nødt til noget som helst.

Jeg har ikke åbnet min Bibel et par dage. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med.

Og bøn. Dét med bøn. Benny Alex skriver om, hvordan bøn i virkeligheden gælder om at lytte, og det har sat sig hårdt i mig. Jeg kan ikke håndtere det eller logisk forstå det, men det har bare sat sig i mig som noget rigtigt. Det er dét, jeg er bange for ved at læse bøger om at leve livet. Man ved aldrig, om man bliver forblændet eller løbet om hjørner med. Jeg kan ikke engang mærke, om det er rigtigt, at bøn gælder om at lytte, men nu kan jeg ikke få mig selv til at lade munden løbe (ikke at jeg egentligt har gjort det, sådan rigtigt løbe). Jeg ligger bare og lytter. Det ender hver gang med, at jeg falder i søvn.