Om Jesu Kristi legeme

Jeg har et lidt barnligt, naivt forhold til påske. Da jeg var mindre, var påsken det eneste tidspunkt på året, hvor jeg selv læste i Biblen. Jeg tænkte, at det var noget vigtigt, og jeg tænkte, at nu skulle det være, nu skulle jeg være rigtigt kristen.
Jeg følger stadig forløbet på samme måde som dér. Skærtorsdag og langfredag er underligt modløse, og jeg kom i fredags til at sige "Hav en god dag" til min søster, og det føles forkert, for hvordan skulle man kunne have en god dag den dag, hvor Jesus dør? Lørdagen er langtrukken, men forventningen til søndagen vokser, og jeg glæder mig til i morgen, for så står Jesus op fra de døde. Igen. Påskesøndag giver mig lyst til at tage spraglet tøj på.
I Vor Frue Kirke er der natkirke hele natten, med andagt hver halve time. Den første påskegudstjeneste afholdes klokken 6.20. Jeg får gåsehud ved tanken.

Men det er lidt barnligt, ikke? Den her cirkulære idé, hvor Jesus dør og genopstår igen og igen og igen hvert år. Sorgen og forventningen i den og glæden derefter. Når det bliver større end blot en ihukommelse af, at han én gang er død og genopstået (for mig og dig og os og ham og hende og de andre).
Jeg er ved at læse den hér bog, der tager afstand fra den organiserede religions cirkularitet. Både kirkeårets og den dertilhørende rigiditet ifht. gudstjenesteafholdelse (i modsætning til uafhængige kirker, hvor man i højere grad dyrker en art guddommelig inspiration at bygge hver enkelt gudstjeneste op omkring), men allermest cirkulariteten i det åndelige liv. Benny Alex skriver om, hvordan mange kristne hænger fast i en konstant cirkel af synd-anger-omvendelse-frelse-tro. Man begår den første synd, en ting, der vender én fra Gud, man indser synden og angrer, man lover i omvendelsen Gud, at det ikke skal ske igen, at man nu er fuldt og helt hans, man frelses og man tror, men det sker kun indtil man synder igen. Så begynder man forfra. Jeg forstår godt udfaldet mod den cirkelbevægelse. Man skal hellere bevæge sig konstant fremad, ikke?

Det må gælde om at finde en balance mellem cirkulariteten og fremadstormen. Jeg ser for mig sådan et tøndebånd. Både rundt og rundt og fremad. Men selv i dét at finde en balance mellem de to ting gælder det om at finde en balance, for at finde en balance kan betyde at gå på kompromis, og går luften ikke af ballonen, når man går på kompromis? Hvordan kan kristendom både finde balance og være noget radikalt? For det skal det. Være noget radikalt.

Da der i torsdags blev delt nadver ud til gudstjenesten, havde de udvidet de ord, der bliver sagt, når brødet og vinen gives. "Jesu Kristi legeme, givet for dig." Det lyder som et cheesy reklameslogan, nu jeg ser det på skrift, men det gav mig tårer i øjnene og stak i mig. Det var ikke dét, jeg havde forventet at høre. Det er stort.