Allervildeste nåde

Den tvivl, der nager mig, eller den stemme, der hvisker i mit øre, er noget, der spørger, hvilken forskel Gud egentligt gør for mig.
Jeg besøgte en dag en veninde, jeg ikke havde set i lang tid, og jeg fortalte hende, at jeg var begyndt at komme fast i den her kirke. Hun var meget interesseret i at høre mig fortælle om, hvordan jeg troede, men én ting, hun ikke forstod, var, hvorfor man ikke kunne gøre alle de ting og være alle de ting uden at forankre dem i Gud og Jesus. Jeg var hende helt vildt svarskyldig, og jeg kunne kun trække på skuldrene. Forleden ringede jeg til hende for at fortælle, at jeg var kommet i tanke om, at det egentligt var meget simpelt; det er bare et spørgsmål om man vælger at tro på Gud eller ej. Når jeg giver kærlighed videre, har jeg valgt at tro, at det er Guds kærlighed, jeg giver videre, og når jeg beder om noget, har jeg valgt at tro, at Gud hører mig. Nogle gange siger han ja, og nogle gange siger han nej, fordi han har andre planer.
Men. Det er nødt til at være mere end bare et valg, ikke?

Jeg mangler et svar at give, som er mere fyldestgørende end dét.

En vigtig ting, der er gået op for mig på det sidste, er Guds ubetingede tilstedeværelse. Når man taler om Gud, og især når folk, der længes efter Gud, eller helt har valgt ham fra taler om ham, kommer man ofte til at tale om ham som noget fjernt, noget man kan finde ad krogede krinkelveje. Jeg tror (jeg tror det så stærkt, at jeg vil sige, at jeg ved det) at Gud er lige her. Ligegyldigt hvad vi gør og hvad vi tror, er han lige her. Det er altså vores valg at åbne øjnene (hjerterne) for ham. Det er så sindssygt tryg en erkendelse. Det er dét, der er det allervildeste. Nåden er det allervildeste.

(Men jeg mangler stadig et svar på dét om forskellen. Jeg ved, at han gør noget stort i mit liv, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare andre, at han kan gøre noget stort i deres. Jeg mangler noget, der slår hårdt.)