Et spørgsmål om oprigtighed

Jeg er næsten altid helt fyldt op af etellerandet, når jeg cykler hjem fra kirke. Sådan en ro. Nogle søndage er jeg fyldt op af ting, der river i mig fra alle sider. Det essentielle er vel den dér følelse af at være fyldt op af noget, som vel egentligt er en følelse af at være blottet og åben. Det er dét, der sker henne i kirken. Jeg åbner mig op for Gud, og derved kommer jeg til at åbne mig op for verden. Ting siver stærkt ind.

Egentligt ville jeg skrive noget om Helles prædiken. Noget om, hvordan skridtet ud i tro er et radikalt skridt og ikke bare endnu en hobby, noget om hvordan den ateistiske frihed er en underlig illusion. Nu bliver det noget om min kirke.
Det er en vild kirke. Jeg har i gymnasiet styret udenom kristne klubber og den slags, og jeg har altid holdt mig lidt på afstand af sådan noget karismatisk kristendom. Nu er der Vineyard. Egentligt hører den vel under sådan noget karismatisk kristendom, for vi taler om lovsang og forbøn, og folk står med hænderne i vejret og udtrykker sig meget fysisk og udtalt i deres tilbedelse af Gud. Noget underligt gør, at jeg ikke får lyst til at trække mig tilbage fra det.
Måske er det en grundlæggende følelse af oprigtighed. Der er noget i luften derinde.
Jeg har svært ved at formulere en af de vigtigste grunde til, at jeg holder af kirken. Som et åndeligt hjem, om man vil. Det er noget med, at jeg har fundet nogle mennesker, jeg føler mig på bølgelængde med. At jeg føler mig omsluttet og accepteret, men allermest at jeg føler, at jeg kan stole på det, der bliver sagt derinde. Sådan en tro på, at de er kloge mennesker, der ved, hvad de taler om. Det er svært at forklare. Det er det.

Jeg tager for tiden på besøg i nogle netværksgrupper for at finde en at komme i. Det er folk fra kirken, der mødes i mindre grupper hjemme hos hinanden en gang om ugen. De fortæller hinanden om deres liv, og én holder et oplæg om noget, der har med troen at gøre, og det diskuteres, og de spiser kage. Jeg grinte helt vildt meget, da jeg fik forklaret, at det var dét, de lavede, for det er dét, jeg har serveret småkager til hele min barndom, når mine forældre har holdt bibelkreds. Nu er det bare yngre mennesker. Til sidst beder de for hinanden i små grupper. Tre mennesker, måske. Sidst jeg var på besøg i en gruppe, én på Østerbro, prøvede jeg for første gang at bede for nogen. Det var underligt grænseoverskridende og naturligt.
Da jeg var til introduktionskursus for to uger siden, oplevede jeg første gang forbøn på nært hold. Jeg kommer fra folkekirken, og jeg har aldrig stiftet bekendtskab med bøn, der er andet end en kommunikation mellem ét menneske og Gud. Måske nærmere fra et menneske til Gud. Som afslutning på aftenen bad vi, som i netværksgrupperne, i grupper à tre. Jeg fik hjertebanken, da de sagde det, for ukendte ting skræmmer mig. Jeg var nødt til at afbryde, da Flemming, præsten, skulle lige til at sige, at vi kunne gå i gang, for at spørge, hvordan man beder. Det gør man sådan her: Hver person i gruppen fortæller én eller flere ting, de ønsker forbøn for. Så begynder man at bede, som man bedst kan bede. Jeg folder hænderne og lukker øjnene og bøjer hovedet. Man beder højt ud i luften, én ad gangen, for én person ad gangen. Man lader det flyde, hvem der beder for hvem og hvornår. Det kræver tillid og det gør mig nervøs, men det fungerede.
Til introduktionskurset turde jeg ikke sige noget højt. På besøget i netværksgruppen handlede oplægget om et stykke i Bibelen, som bl.a. handler om, hvordan Ånden går i forbøn for os, når vi ikke ved, hvad vi skal bede om. Det slog mig, at jeg slet ikke i bønnen kan gøre noget forkert, så længe jeg er oprigtig. "Kære Gud, tak, at Ånden går i forbøn for os, når vi mangler ord". Noget i den retning. Det slog mig, at jeg ikke behøvede bruge noget andet sprog end mit eget. Ud i luften (op til Gud) bad jeg for én af de andre, og det føltes som de rigtige ord. Det er et spørgsmål om oprigtighed. Man behøver ikke andet.

Her til aften er jeg allermest fyldt op af tak. Jeg håber sådan, at andre også får det her at føle.