Et vers

I går til netværksgruppe sad jeg og bladrede i min nye bibel, som jeg har købt til mit nye teologistudium. Og så faldt jeg over Paulus, som citerer Hoseas' Bog:

Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.
(Rom 9, 25-26)

og det rørte mig.

Ord som gaver

Det er længe siden. Lad mig fortælle noget. En ting, der altid forundrer mig, er hvordan jeg kan sige ting om Gud og tro, som jeg ikke vidste, jeg vidste, når nogen spørger. Det er et ret populært emne, og der er ret mange spørgsmål. Særligt fra ikke-troende mennesker. Kernespørgsmålet har næsten altid med undren over for hvordan man overhovedet kan tro at gøre. Når jeg tænker rationelt på det, ved jeg, at det burde få mig til at gå i panik med den slags spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror. Men alligevel hører jeg mig selv sidde og sige et eller andet, som jeg kan mærke, giver mening og er "rigtigt". Nu har jeg vænnet mig til bare at flyde med og lade det også for mig være en udforskning af min tro - som om svarene lige så meget er svar til mig selv som svar til den anden. Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men du ved godt, hvor jeg tror, de kommer fra.

Revelations of Divine Love

”Just because I am a woman, must I therefore believe that I must not tell you about the goodness of God?”

I min taske ligger fast for tiden Julian of Norwichs ’Revelations of Divine Love’. Den gør frokostpauser, ventetider og ture med s-toget til små andagter, hvor jeg med hjertebanken ser Guds kærlighed med hende. Og det er få af mine venner, som ikke har fået grundforedraget om hende og om åbenbaringerne, og bogen er godt slidt i kanterne efterhånden.

Julian levede omkring 1342-1416 og var en almindelig rig kvinde. Da hun var omkring 30, blev hun dødssyg, og på det, hun troede var sit dødsleje, modtog hun en serie af åbenbaringer fra Gud. Hun blev rask og lod sig mure inde i en celle i Norwich-kirken, hvor hun brugte resten af sit liv på at tænke over åbenbaringerne.

Der er to versioner nedskrevet af åbenbaringerne, en kort og en lang. Den korte er nedskrevet kort efter og er som sådan blot en beskrivelse af, hvad hun blev vist. Den lange er skrevet mange år efter og indeholder også hendes teologiske refleksioner over det, hun så.

Og titlen snyder ikke – bogen er mest af alt et skrift og et vidnesbyrd om Guds kærlighed til mennesker. Hun bliver vist nogle vilde ting, både set i forhold til synet på Gud i hendes samtid og i vores nutid. Gud forklarer hende blandt andet, hvordan han vil gøre alt godt, også selv om vi ikke forstår det – og selv om teologer og præster ikke forstår det:

”I will make all things well, I shall make all things well, I may make all things well and I can make all things well; and you shall se for yourself that all things shall be well.”

Det er fra kapitel 15 i den korte version, som er det kapitel, der har rørt mig mest. Jeg læste det flere gange, både inde i mig selv og højt, og det ændrede noget i mig, som jeg læste. Det er svært at koge ned, for egentligt skal det bare læses, som det står, men som en overskrift over det står det her løfte fra Gud – og som en underrubrik fortrøstningsfuldheden i, at vi ikke forstår det nu, men at vi en dag vil:

”And thus I understand the five sayings mentioned above – ’I may make all things well’, etc. – as a powerful and comforting pledge for all the works of our Lord which are to come; for just as the Holy Trinity made all things from nothing, so the Holy Trinity shall make all well that is not well. It is God’s will that we should pay attention to all the deeds he has done, for he wants us to know from them all he will do; and he showed me that when he said, ’And you shall see yourself that all manner of things shall be well.’ I understand this in two ways: first, I am well pleased that I do not know it; second, I am glad and happy because I shall know it.”

Hildegard

Helt interessekonfliktet og tynget/opløftet af familiestolthed vil jeg gerne anbefale min kusines roman. Hun har skrevet om Hildegard af Bingen, og nu har hun lige vundet en pris for den.

Men min anbefaling har ikke kun grund i vores familiære relation. Det er en virkeligt god bog. Den går ind i hovedet på Hildegard og ind i hjertet af klosterlivet, og den handler, som den så præcist selv siger, om kald og afkald. Den rørte mig religiøst, hvis det overhovedet er et brugbart udtryk, og den mindede mig igen om, hvordan litteratur ikke bare er overflødig kunst, et luksusgode, men, når den er god, et spejl at se sig selv i, en refleksion, man kan gå forandret ud af.


PS: Bogen indledes med et citat fra Leonard Cohens "If it be your will", og jeg kendte ikke sangen, men en uge efter, jeg havde færdiglæst bogen, sang vi sangen i kirken i Philadelphia. Jeg elsker den slags tilfælde. Det er en stærk sang.

Weil og skillelinjen og kirken og verden

En af de ting, der fascinerer mig mest ved Simone Weil, er dette: Som nævnt i forrige indlæg blev hun født ind i en agnostisk jødisk familie i starten af sidste århundrede, men opdagede Gud i teenageårene. Hun blev lektor i filosofi som 20-årig, og da krigen kom, gik hun under jorden på grund af sin jødiske baggrund og fik her kontakt med overhovedet for Dominikanerklostret i Montpellier, Pater Perrin. I ”Den store forventning” er nogle af hendes breve til Perrin trykt, og i dem anskueliggøres blandt andet hendes forhold til den organiserede kirke.

Perrin prøvede at overtale Weil til at lade sig døbe, da det i hans øjne var den naturlige følge af Weils stærke religiøse overbevisning. Men hun blev aldrig døbt (hun døde ung i 1943), og en af hovedårsagerne var, at hun mente, at hun for at leve kristendommen ud var nødt til at stå uden for kirken. Det er dét, der fascinerer mig, og det er en figur, jeg bliver ved med at vende tilbage til gennem alle mulige og umulige kilder.

På den ene side findes den organiserede institution, kirken, den der erklærer sig troende og samler folk til gudstjeneste, og på den anden side er verdenen af de, som ikke hører under kirken. Som en paraply over begge sider af spektret hænger Gud og kirken, ikke institutionen, men det verdensomspændende net af ting, der eksisterer i Guds ånd, vedkendt eller ikke. Men det er skillelinjen mellem de to førstnævnte, det handler om: Weil ser sig nødt til at stå lige nøjagtigt på den, for at være kristen i den ”virkelige” verden, og for at undgå at blive en del af en institution, der har en iboende tendens til at blive indkroget i sig selv.

Nogle – jeg har glemt hvem – siger, at man må lade alle kirkeinstitutioner falde, for at Ånden kan trække vejret frit. Det er en forførende tanke, men den afgørende virkelighedskontakt mangler. Hvis vi lader alle rammer falde, er der ikke længere noget trygt at inkludere mennesker, der er nye for kirken, i. Men måske man kan lade kirkeinstitutionen i sig selv falde, for dér at gøre plads til den virkende Gud?

Den her ting, Weil taler om, er, tror jeg, den bevægelse, kirken hele tiden må være sig bevidst som sit mål: Fra hjertet af Gud og ud i verden, den virkelige. I tillæg må den konstant, må vi konstant, være bevidst om sin svaghed for at lukke sig om sig selv. Og vigtigst af alt: Den må gøre sig klart, at den ikke eksisterer i sig selv, men at der udelukkende eksisterer mennesker og Gud og alle båndene derimellem.

Skabelsens kærlighedsvanvid

I dag lader jeg Simone Weil tale for mig (igen). Begge citater er fra essayet "Former for ubevidst kærlighed til Gud" (en helt utroligt smuk titel), som jeg har fundet i bogen "Den store forventning". Hun er meget læsværdig. Hun blev født ind i en agnostisk jødisk familie, men erfarede kristendommen og Gud i løbet af sine teenageår. Filosofiprofessor, tidligt død. Særlig kredser hun om forholdet mellem kristendom og kirke, og det er afsindigt interessant. Jeg vender tilbage til hende en dag. Men jeg ville lade hende tale. (Kursiveringen er min.)

"Tingene er ikke skønne, naar de adlyder mennesket, kun naar de adlyder Gud. Hvis de sommetider i et kunstværk forekommer lige saa skønne som havet, bjergene eller blomsterne, saa er det, fordi Guds lys har fyldt kunstneren. For at finde ting, skabt af mennesker, som Gud ikke har fyldt med sit lys, skønne, maa man med hele sin sjæl have forstaaet, at menneskene selv blot er stof, som adlyder uden at vide det. For den, som er kommet saa langt, er absolut alt hernede fuldkommen skønt. I alt det, som eksisterer, i alt, hvad der sker, ser han nødvendighedens mekanisme, og i nødvendigheden fornemmer han lydighedens uendelige sødme. Denne tingenes lydighed er for vort forhold til Gud, hvad en glasrudes gennemsigtighed er for lyset. Saasnart vi føler denne lydighed med hele vort væsen, ser vi Gud."

"Skabelsesakten er ikke en udvidelse af Guds væsen, men en tilbagetrækning, et afkald. Gud og alle skabningerne, det er mindre end Gud alene. Gud har indvilliget i denne formindskelse. Han har tømt sig for en del af sin væren. Han har allerede tømt sig i denne guddommelighedshandling. Det er derfor, Johannes siger, at Lammet var slagtet allerede fra verdens begyndelse. Gud har tilladt andet end sig selv, ting som var uendelig meget mindre værd end han, at eksistere. Ved den skabende handling har han fornægtet sig selv, som Kristus har foreskrevet os at fornægte os selv. Gud har fornægtet sig selv for vor skyld, for at give os muligheden for at fornægte os selv for hans skyld. Dette svar, dette ekko, som det står os frit for at afvise, er den eneste mulige undskyldning for det kærlighedsvanvid, som skabelsesakten er."