torsdag den 28. januar 2010

Weil og skillelinjen og kirken og verden


En af de ting, der fascinerer mig mest ved Simone Weil, er dette: Som nævnt i forrige indlæg blev hun født ind i en agnostisk jødisk familie i starten af sidste århundrede, men opdagede Gud i teenageårene. Hun blev lektor i filosofi som 20-årig, og da krigen kom, gik hun under jorden på grund af sin jødiske baggrund og fik her kontakt med overhovedet for Dominikanerklostret i Montpellier, Pater Perrin. I ”Den store forventning” er nogle af hendes breve til Perrin trykt, og i dem anskueliggøres blandt andet hendes forhold til den organiserede kirke.

Perrin prøvede at overtale Weil til at lade sig døbe, da det i hans øjne var den naturlige følge af Weils stærke religiøse overbevisning. Men hun blev aldrig døbt (hun døde ung i 1943), og en af hovedårsagerne var, at hun mente, at hun for at leve kristendommen ud var nødt til at stå uden for kirken. Det er dét, der fascinerer mig, og det er en figur, jeg bliver ved med at vende tilbage til gennem alle mulige og umulige kilder.

På den ene side findes den organiserede institution, kirken, den der erklærer sig troende og samler folk til gudstjeneste, og på den anden side er verdenen af de, som ikke hører under kirken. Som en paraply over begge sider af spektret hænger Gud og kirken, ikke institutionen, men det verdensomspændende net af ting, der eksisterer i Guds ånd, vedkendt eller ikke. Men det er skillelinjen mellem de to førstnævnte, det handler om: Weil ser sig nødt til at stå lige nøjagtigt på den, for at være kristen i den ”virkelige” verden, og for at undgå at blive en del af en institution, der har en iboende tendens til at blive indkroget i sig selv.

Nogle – jeg har glemt hvem – siger, at man må lade alle kirkeinstitutioner falde, for at Ånden kan trække vejret frit. Det er en forførende tanke, men den afgørende virkelighedskontakt mangler. Hvis vi lader alle rammer falde, er der ikke længere noget trygt at inkludere mennesker, der er nye for kirken, i. Men måske man kan lade kirkeinstitutionen i sig selv falde, for dér at gøre plads til den virkende Gud?

Den her ting, Weil taler om, er, tror jeg, den bevægelse, kirken hele tiden må være sig bevidst som sit mål: Fra hjertet af Gud og ud i verden, den virkelige. I tillæg må den konstant, må vi konstant, være bevidst om sin svaghed for at lukke sig om sig selv. Og vigtigst af alt: Den må gøre sig klart, at den ikke eksisterer i sig selv, men at der udelukkende eksisterer mennesker og Gud og alle båndene derimellem.

Ingen kommentarer: