When you ask me to sing

For et par indlæg siden skrev jeg om at tegne. Jeg spiller også guitar. Jeg har gjort det i halvandet år, og jeg er langt fra nogen mester til det. Jeg kan for eksempel ikke tage nogen af dem med B. Alligevel har min musiceren bevæget sig ud i i hvert fald en lille del af offentligheden, da min netværksgruppe blev delt, og ham, der kunne spille til lovsangen, endte i den anden.

Jeg tog det på mig, rystende nervøs og svedende og med meget få akkorder i ærmet.

Nu er jeg ikke nervøs længere, for efter kort tid gik det op for mig, at det slet ikke er en præstation fra min side, enhver kunne gøre det, for vi kommer allesammen med det samme. Det er som at synge; man må godt synge med, selvom man synger dårligt. Sådan er det også med guitaren. Jeg er bare lidt støtte for sangen og en medhjælper til at lovsynge Gud, både for mig selv og de andre.

Men det er ikke kun det. Det er som om, musikken kan nå længere, end jeg selv kan. Jeg har altid undret mig over, hvordan man finder på musik, og nu sker det, at jeg sætter mig ned med min guitar, uden forventning, for at øve, og ender med at sidde med lukkede øjne og vugge, mens jeg spiller. Det er som om, der er en faktor udover guitaren og mig.

Jeg er ikke sikker på, hvad lovsang betyder. Jeg har ikke helt forstået det med at tilbede. De taler meget om det henne i kirken, men jeg er stadig ikke helt med. Derfor er det den tredje faktor, der tager over, når jeg står og synger med de andre, hvoraf nogle løfter deres hænder. Jeg lader mig ligesom flyde med. Nogle gange betyder det, at jeg sidder med lukkede øjne, andre gange står jeg og vugger. Nogle gange koncentrerer jeg mig om at synge harmonier, og der i den tekniske koncentration er det som om, jeg koncentrerer mig om Gud. Jeg gør det ikke helt med vilje, jeg tænker ikke koncentrationen om tonerne som et middel til en koncentration rettet mod Gud, men der sker noget. Det er det samme som, når jeg spiller guitar for mig selv. Når jeg slapper af og giver den der tredje faktor plads, samtidig med, jeg føler mig frem, Em, D, Cmaj7, fyldes jeg op, og nogle gange flyder det over, og mine øjne løber i vand.

Det er som om, at musikken kan række ud til Gud, når jeg ikke selv kan.

Jeg ville gerne lade dig høre en sang, som altid rører mig at spille. Det er som om, den skaber et stort, åndeligt rum omkring mig og sig. Den er ikke optaget nogen steder. Men der er andre, der har lavet musik, hvor jeg må stoppe med at trække vejret, mens jeg lytter til det, fordi det virker umuligt, at noget menneske kan lave det alene. Songs: Ohia har lavet et nummer, der hedder Tigress, som altid efterlader mig stum og gudsfrygtig. Det ligger her.

Stir me up

Jeg har markeret et afsnit i min bibel. Det er Jesus, der møder en samaritansk kvinde ved en brønd og beder hende om vand. Det var et no-no i datidens Israel, og hun bliver rørt, og han fortæller om det levende vand, som gør, at man aldrig igen bliver tørstig, og han overrasker hende ved at vide, at hun har haft fem mænd, og hun siger, han må være profet. Så spørger hun ham, hvad det er for noget, det med, at jøder siger, at man kun kan tilbede i templet i Jerusalem:

"Jesus svarede: "Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud - her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.
Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Johs. 4, 21-24

Det, jeg læser i det, er, at troen på Gud ikke skal begrænses. Vi putter i kasser og vi organiserer os i grupper, der hele tiden må kæmpe for ikke at lukke sig om sig selv i lun tryghed, men Gud og Jesus er større og mere vidtrækkende. Den rindende flod af levende vand (er det mon en uforståelig metafor? Så spørg-spørg-spørg!) flyder også uden for kirkernes mure. Kristendom er mere end hvad vi, der er kristne nu, ved. Min gode ven opsummerede engang i en let ophedet diskussion den kristne tro sådan her: "Men i virkeligheden handler det bare om, at Jesus døde for både hip-hoppere og metalhoveder og alle, og det skal vi få dem til at forstå." Jesu død må beskrives på flere sprog end det, der tales i kirken.

Forleden postede min søster det her digt af Charles Wesley på sin blog. Det lader jeg slutte af:

"Thine, O Lord, I surely am;
But to me unknown Thou art;
Come, and call me by my name,
Whisper to my listening heart;
Stir me up to seek Thy face,
Claim me in my tender years,
Manifest Thy word of grace;
Speak, for now Thy servant hears."