Om ly

Jeg læser i Esajas' Bog for tiden. Det er underligt med Det Gamle Testamente. Der er så meget blod og krig og hævn og straf. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film. Nej. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film med ens kæreste i hovedrollen som hævneren.
Men midt i alt dét fandt jeg det her:

"Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser"
(Esajas 14, v30)

og videre:

"Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt."
(Esajas 14, v32)

Det talte lige ind i mig. Der er ikke nogen betingelser eller ekslusion. Alle, der vil, kan søge ly hos Gud, og så vil han holde dem i sine arme.

Som om det ikke var nok, var jeg i natkirke i Vor Frue i går. Jeg var en lille smule fuld, og jeg gik ind og tog en salmebog og satte mig for mig selv uden rigtigt at tænke over det. Jeg fik lyst til at læse teksten fra i søndags, og jeg havde min kalender med, så jeg kunne finde ud af, hvilken søndag, det var i søndags. 1. efter Trinitatis. Der stod en masse om penge og om, hvordan man skal tjene Gud med de gaver, man er blevet givet. Der stod også det her (efter at have beskrevet, hvorledes man skal hjælpe de, der har lidt):

"Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
[...]
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter."
(Esajas 58)

Så pustede jeg lettet ud.

Om at slå folk i hovedet med Bibelen

Jeg har det svært med ikke-kristenhed.

(I en parentes bemærket har jeg det næsten allersværest med dét at dele alting op i kristent og i ikke-kristent. Det kan virke som en underligt ekskluderende usikkerheds-ting, men det gør mig stadig ked af det, når jeg begejstret fortæller nogen om noget musik eller en film eller en bar, og de så spørger, om det omtalte er kristent eller ikke-kristent. Nogle gange siger nogen ikke-kristent som om de taler om en verden udenfor. Og jeg forstår det ikke. Det er Gud det hele.)

Men jeg har det svært med ikke-kristenhed. Jeg vil gerne undgå at fordømme og jeg vil gerne undgå at slå nogen i hovedet med Bibelen. Det, jeg ikke forstår, er, hvordan de (I? du?) kan bære det. Det undrer mig, at folk er så kede af det, når løsningen er simpel. Nej, forkert. Løsningen er ikke simpel at udføre, men den er nem at forklare og måske nem at forstå. Den kan tegnes simpelt. Gud er livet. Jeg talte med en pige om det, og jeg kom frem til en formulering, jeg fandt ro i; Gud er ikke afhængig af os, men vi er afhængige af ham. Og jeg ved godt, jeg bevæger mig ud på dybt vand, der nemt kan blive fordømmende nu, men det gør ondt på mig at se, at folk søger al mulig bekræftigelse og kærlighed i andre mennesker, sluger kærester på rad, forbruger mennesker og ting til sidste dråbe, når Gud i virkeligheden er det eneste, der kan fylde tomrummet ud. Jeg har lyst til at forklare dem, at det slet ikke er nødvendigt.

En af mine venner har skrevet en bog, der har betydet en hel masse for mit syn på det at tro. Én af de ting, jeg klamrer mig til, er hans tanker om venner, der ikke kender Gud. Han forklarer, hvordan han ikke ønsker at presse pigen, han skriver til, til at tro på noget, men at han meget gerne vil forklare om det. Samtidig, og det er dét, jeg klamrer mig til, er han af den overbevisning, at det optimale liv leves i Gud og Jesus, og derfor har han et ønske om, at andre må opleve den samme glæde og ro, som han har fundet dér. Det optimale liv.

Jeg er bange for at komme til at slå nogen i hovedet med Bibelen, men jeg tror, det optimale liv leves i Gud. Jeg håber sådan, de andre lærer det at kende.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan høre Gud. En dag fandt jeg ud af, at det at tale med Gud, dén del, hvor han svarer, må være noget, der foregår i ens tanker. At Gud taler gennem ens egne tanker. Lægger nogen i hovedet på én. Men man har også nogen selv, ikke? Det, jeg ikke forstår, er, hvordan man ved, hvilke der er Guds og hvilke der er ens egne. Nogle af ens egne skal man måske endda luge ud i. Hvordan ved man, om det er Gud, der mener, man skal tage til et land langt væk eller om det er én selv? Hvordan ved man, om en skør forelskelse er en god idé, Gud har fået, eller om det er et håbløst hormonelt forårsudfald? Det er sådan noget, der forvirrer mig. Jeg har hørt, at det er okay at gå i sulten i seng, på alle måder, at man nogle gange må tøjle sit begær. Planter Gud ikke også begær? Er det ikke netop sådan, han taler? Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå.

En lillebitte observation

En ting, der nager mig, eller jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad den gør, er, at det er nemt at tage radikale skridt som 19-årig. Det er nemt at sige at ja tak til at blive givet nyt liv med Gud, og det er nemt at sige ja til en stor udvikling og til at lave sit liv om og dreje på nogle af grundpillerne. Det ligger sådan allerede i alderen.