tirsdag den 20. maj 2008

Om at slå folk i hovedet med Bibelen

Jeg har det svært med ikke-kristenhed.

(I en parentes bemærket har jeg det næsten allersværest med dét at dele alting op i kristent og i ikke-kristent. Det kan virke som en underligt ekskluderende usikkerheds-ting, men det gør mig stadig ked af det, når jeg begejstret fortæller nogen om noget musik eller en film eller en bar, og de så spørger, om det omtalte er kristent eller ikke-kristent. Nogle gange siger nogen ikke-kristent som om de taler om en verden udenfor. Og jeg forstår det ikke. Det er Gud det hele.)

Men jeg har det svært med ikke-kristenhed. Jeg vil gerne undgå at fordømme og jeg vil gerne undgå at slå nogen i hovedet med Bibelen. Det, jeg ikke forstår, er, hvordan de (I? du?) kan bære det. Det undrer mig, at folk er så kede af det, når løsningen er simpel. Nej, forkert. Løsningen er ikke simpel at udføre, men den er nem at forklare og måske nem at forstå. Den kan tegnes simpelt. Gud er livet. Jeg talte med en pige om det, og jeg kom frem til en formulering, jeg fandt ro i; Gud er ikke afhængig af os, men vi er afhængige af ham. Og jeg ved godt, jeg bevæger mig ud på dybt vand, der nemt kan blive fordømmende nu, men det gør ondt på mig at se, at folk søger al mulig bekræftigelse og kærlighed i andre mennesker, sluger kærester på rad, forbruger mennesker og ting til sidste dråbe, når Gud i virkeligheden er det eneste, der kan fylde tomrummet ud. Jeg har lyst til at forklare dem, at det slet ikke er nødvendigt.

En af mine venner har skrevet en bog, der har betydet en hel masse for mit syn på det at tro. Én af de ting, jeg klamrer mig til, er hans tanker om venner, der ikke kender Gud. Han forklarer, hvordan han ikke ønsker at presse pigen, han skriver til, til at tro på noget, men at han meget gerne vil forklare om det. Samtidig, og det er dét, jeg klamrer mig til, er han af den overbevisning, at det optimale liv leves i Gud og Jesus, og derfor har han et ønske om, at andre må opleve den samme glæde og ro, som han har fundet dér. Det optimale liv.

Jeg er bange for at komme til at slå nogen i hovedet med Bibelen, men jeg tror, det optimale liv leves i Gud. Jeg håber sådan, de andre lærer det at kende.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Spørgsmål.

Hvad nu hvis det optimale liv ikke nødvendigvis leves gennem gud? Jeg ved godt at du skriver at det handler om at tro, men der er en sikkerhed i dine ord der ikke ligefrem giver indtryk af tvivl.

Hvorfra ved du at gud er det eneste der kan fylde det tomrum du snakker om ud? Hvad med selvværd, lykke og ro, udenom gud? Findes det ikke?

Hvordan er du kommet til disse konklusioner? Fordi det var det rigtige for dig? Hvad får dig til at tro at det derved er det rigtige for alle andre?

"...Jeg har lyst til at forklare dem, at det slet ikke er nødvendigt." Denne sætning, der meget nemt kan opfattes som arrogant til trods for at den er skrevet med bløde ord, er i virkeligheden et meget godt eksempel på mit problem med kristne. Troen på der findes ét svar.

Disse spørgsmål er selvfølgelig hørt før, men jeg tillader mig at stille dem igen, da din blog ikke giver udtryk for disse overvejelser.

Jeg er selv hverken ateist eller anti-kristen, men jeg er heller ikke religiøs. Lad os kalde det undecided. Og netop derfor føler jeg mig draget til at stille disse spørgsmål.

Laura C. sagde ...

Gad vide, om du er én, jeg kender.

Jeg kan ikke give noget bevis for, at Gud er det eneste til dét tomrum, og jeg kan ikke engang sige, at jeg ved det, som man ved noget om matematik. Det eneste, jeg kan bygge mit "jeg ved" på, er min (og andres) erfaring og stærke følelser. Det er meget luftigt, men føles stadig underligt håndgribeligt og simpelt.

Jeg har masser af tvivl. Tro mig. Og som jeg vist også har nævnt i nogle tidligere indlæg, er det en vigtig ting. Man skal ikke lade tvivlen få overtaget, men man har lov til at brydes med Gud. En hel masse. Jeg vil nærmest sige, det er meningen.

Jeg ved, det kan lyde arrogant med ønsket om, at andre også må lære det her at kende til at udfylde deres tomrum, og jeg har også tøvet nogle gange med dét indlæg, selvom det har ligget i mit hoved længe, men forestil dig det her: Du hører en ny plade, og du synes, den rykker helt vildt i dig. Måske flytter den dig endda eller måske tonerne løser op for nogle ting inde i din mave. Det er i hvert fald noget helt vildt musik, hvis mage du aldrig har kendt. Vil du så ikke fortælle alle dine venner om det? I hvert fald anbefale dem den, hvis de spørger? Og selvfølgelig ved du, hvilke venner der kunne forestilles at kunne lide den her slags musik, og hvilke, der måske er mindre modtagelige (men du har stadig lyst til at fortælle dem om det). Måske ville du oprette en musik-blog. Det er vist sådan, det bedst kan beskrives. Jeg ønsker det bedste for mine venner, og for mig personligt er det her det bedste, og samtidig accepterer og respekterer jeg, hvis de bakker væk fra det og ikke ønsker at høre om det (men de får chancen og de må spørge alt det, de vil).

Pust ud. Jeg håber, mine svar rækker. :)

P. sagde ...

Tillad mig at citere Heidegger fra hans sidste interview i Der Spiegel; "Nur ein Gott kann uns retten".

Anonym sagde ...

Som sagt er den skråsikre måde hvorpå religiøse mennesker ofte udtaler sig, der virkelig kan få mig til at stejle, så det er selvfølgelig rart at læse beskrivelsen "at brydes med gud".

Dit svar, som jeg takker for, har egentlig bare efterladt mig med en tilbagestående overvejelse: Forskellen på den religiøse og ateisten, er at de religiøse har givet deres sind, tanker og spørgsmål en ekstern forklaring, tilstedeværelse og mening, i mens vi andre vender det indad. Det er jo nok derfor der findes psykologer og selvhjælpsbøger. ;) Hvad tænker du om det? Religiøs tankegang tilføjer jo en ekstra enhed til ligningen om ens verdensbillede. Scapegoat og den nemme løsning, det nemme svar? Det kan jeg ikke lade være med at tænke.

Jeg kan godt forstå din musik-sammenligning, men jeg er ikke enig. Religion, eller mangel på samme, handler om noget helt andet. Noget langt mere privat. Musik er ikke med til at definere ens moralkodeks og livsopfattelse og derfor langt mindre indvaderende en ting at prøve at overbevise folk om.

En ting jeg ikke fik svar på, nok fordi jeg ikke stillede spørgsmålet ordenligt, var om du personligt tror at det kun er muligt at finde den ro og fylde det tomrum du snakker om, gennem gud? I så fald, hvorfor?

Laura C. sagde ...

Jeg kan heller ikke lade være med nogle gange at tænke på, om religion bare er en slags nem løsning. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare derudover. Jeg ender alligevel altid hos Gud. Det er som om, alle tankerækker starter og slutter dér. Og jeg beklager, at det er så u-konkret, men. Det er det vist.

Og jeg er enig mht. dét, du siger omkring religion som værende en langt mere invaderende og betydningsfuld ting end musik. Jeg vil dog stadig holde fast i min sammenligning; jeg ville så gerne, at andre oplevede det her. Jeg tror måske, vi misser hinanden dér, for nu kan du sige, at det ikke er sikkert, at det er det bedste for alle. Jeg synes, dét omkring de andre er det allersværeste, men jeg vælger stadig at holde fast i troen på, at det er det optimale liv. Fordi de ting, jeg ser omkring Gud og Jesus, er så stærke.

Og det fører mig vist videre til dit sidste spørgsmål. Jeg ser mig ikke helt i stand til at svare på det. Ja, jeg tror, at det er det allerbedste til at fylde tomrummet ud. Nu prøvede jeg at skrive noget med, at jeg tror det, fordi jeg tror, at Gud -er- livet, men det ærgrer mig at skrive, for så er jeg i en kristen sprogbrug, som måske er svær at kapere for udeforstående, og jeg ønsker virkeligt at forklare det her fyldestgørende. Men Gud, altså. Han har styr på det hele.