Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan høre Gud. En dag fandt jeg ud af, at det at tale med Gud, dén del, hvor han svarer, må være noget, der foregår i ens tanker. At Gud taler gennem ens egne tanker. Lægger nogen i hovedet på én. Men man har også nogen selv, ikke? Det, jeg ikke forstår, er, hvordan man ved, hvilke der er Guds og hvilke der er ens egne. Nogle af ens egne skal man måske endda luge ud i. Hvordan ved man, om det er Gud, der mener, man skal tage til et land langt væk eller om det er én selv? Hvordan ved man, om en skør forelskelse er en god idé, Gud har fået, eller om det er et håbløst hormonelt forårsudfald? Det er sådan noget, der forvirrer mig. Jeg har hørt, at det er okay at gå i sulten i seng, på alle måder, at man nogle gange må tøjle sit begær. Planter Gud ikke også begær? Er det ikke netop sådan, han taler? Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå.