Om ly

Jeg læser i Esajas' Bog for tiden. Det er underligt med Det Gamle Testamente. Der er så meget blod og krig og hævn og straf. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film. Nej. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film med ens kæreste i hovedrollen som hævneren.
Men midt i alt dét fandt jeg det her:

"Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser"
(Esajas 14, v30)

og videre:

"Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt."
(Esajas 14, v32)

Det talte lige ind i mig. Der er ikke nogen betingelser eller ekslusion. Alle, der vil, kan søge ly hos Gud, og så vil han holde dem i sine arme.

Som om det ikke var nok, var jeg i natkirke i Vor Frue i går. Jeg var en lille smule fuld, og jeg gik ind og tog en salmebog og satte mig for mig selv uden rigtigt at tænke over det. Jeg fik lyst til at læse teksten fra i søndags, og jeg havde min kalender med, så jeg kunne finde ud af, hvilken søndag, det var i søndags. 1. efter Trinitatis. Der stod en masse om penge og om, hvordan man skal tjene Gud med de gaver, man er blevet givet. Der stod også det her (efter at have beskrevet, hvorledes man skal hjælpe de, der har lidt):

"Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
[...]
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter."
(Esajas 58)

Så pustede jeg lettet ud.