Stir me up

Jeg har markeret et afsnit i min bibel. Det er Jesus, der møder en samaritansk kvinde ved en brønd og beder hende om vand. Det var et no-no i datidens Israel, og hun bliver rørt, og han fortæller om det levende vand, som gør, at man aldrig igen bliver tørstig, og han overrasker hende ved at vide, at hun har haft fem mænd, og hun siger, han må være profet. Så spørger hun ham, hvad det er for noget, det med, at jøder siger, at man kun kan tilbede i templet i Jerusalem:

"Jesus svarede: "Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud - her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.
Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Johs. 4, 21-24

Det, jeg læser i det, er, at troen på Gud ikke skal begrænses. Vi putter i kasser og vi organiserer os i grupper, der hele tiden må kæmpe for ikke at lukke sig om sig selv i lun tryghed, men Gud og Jesus er større og mere vidtrækkende. Den rindende flod af levende vand (er det mon en uforståelig metafor? Så spørg-spørg-spørg!) flyder også uden for kirkernes mure. Kristendom er mere end hvad vi, der er kristne nu, ved. Min gode ven opsummerede engang i en let ophedet diskussion den kristne tro sådan her: "Men i virkeligheden handler det bare om, at Jesus døde for både hip-hoppere og metalhoveder og alle, og det skal vi få dem til at forstå." Jesu død må beskrives på flere sprog end det, der tales i kirken.

Forleden postede min søster det her digt af Charles Wesley på sin blog. Det lader jeg slutte af:

"Thine, O Lord, I surely am;
But to me unknown Thou art;
Come, and call me by my name,
Whisper to my listening heart;
Stir me up to seek Thy face,
Claim me in my tender years,
Manifest Thy word of grace;
Speak, for now Thy servant hears."