Ord fra mulden

Der er en kamp, som jeg hele tiden kæmper. Mit miljø, hvis man kan tale om et sådant, er musikere og kunst og rødvin og lidenskabelighed og eskapisme. Nogle fotograferer og digter og bruger deres penge på plader og bliver oppe hele natten for at være livet nær. Jeg holder af alle de ting, og nogle gange tager jeg mig i at tænke, at jeg tager fejl med Gud. Så tror jeg, at de har ret, når de (forestiller jeg mig) i deres stille sind tænker, at jeg går glip af noget og fjerner mig fra livet. At jeg ligesom ikke drikker af livet i fulde slurke, men holder en distance, der har præcis samme størrelse som Jesus. At de måske har ret, når de (forestiller jeg mig) tænker, at Gud bare er noget fint indpakningspapir til livets beskidthed, som i virkeligheden er det allerskønneste.

Sådan tænker jeg, de tænker, og nogle kristne forstærker måske også min forestilling. Det er nemmere helt at afskrive de ting, som både Gud og det onde gør krav på, ikke?

Og det er den ene halvdel af kampen. Dét, at man hele tiden må tilbageerobre områder af livet for Gud. Når både kristne og de, der ikke er, kalder noget for ukristeligt eller synd eller ondt, så kan den, der står bag alt det, stå med et fjoget grin over at have fået noget foræret så let.

Men det er ikke det, der er den største kamp. Jeg kom til at tænke på dét, der står i Bibelen med, at vi kristne må indstille os på forfølgelse. Jeg har fundet det svært at relatere til stykket, for der er ingen, der forfølger mig og ingen, der angriber min tro, og slet ikke nogen, der angriber mig for min tro. I dag gav det mening; vi forfølger os selv. Det er mig selv, jeg må kæmpe imod, når jeg sidder og forestiller mig modsætninger mellem Gud og ”livet”, når jeg kræver beviser for, at min tro er sand, og når jeg hvisker til mig selv, at det er nemmere at give op.

Jeg har tænkt meget på det at have hænderne begravet i mulden. Det er et billede.Vi lever her, og det er beskidt og hårdt. Og det er smukt. Og Gud er her.