Skabelsens kærlighedsvanvid

I dag lader jeg Simone Weil tale for mig (igen). Begge citater er fra essayet "Former for ubevidst kærlighed til Gud" (en helt utroligt smuk titel), som jeg har fundet i bogen "Den store forventning". Hun er meget læsværdig. Hun blev født ind i en agnostisk jødisk familie, men erfarede kristendommen og Gud i løbet af sine teenageår. Filosofiprofessor, tidligt død. Særlig kredser hun om forholdet mellem kristendom og kirke, og det er afsindigt interessant. Jeg vender tilbage til hende en dag. Men jeg ville lade hende tale. (Kursiveringen er min.)

"Tingene er ikke skønne, naar de adlyder mennesket, kun naar de adlyder Gud. Hvis de sommetider i et kunstværk forekommer lige saa skønne som havet, bjergene eller blomsterne, saa er det, fordi Guds lys har fyldt kunstneren. For at finde ting, skabt af mennesker, som Gud ikke har fyldt med sit lys, skønne, maa man med hele sin sjæl have forstaaet, at menneskene selv blot er stof, som adlyder uden at vide det. For den, som er kommet saa langt, er absolut alt hernede fuldkommen skønt. I alt det, som eksisterer, i alt, hvad der sker, ser han nødvendighedens mekanisme, og i nødvendigheden fornemmer han lydighedens uendelige sødme. Denne tingenes lydighed er for vort forhold til Gud, hvad en glasrudes gennemsigtighed er for lyset. Saasnart vi føler denne lydighed med hele vort væsen, ser vi Gud."

"Skabelsesakten er ikke en udvidelse af Guds væsen, men en tilbagetrækning, et afkald. Gud og alle skabningerne, det er mindre end Gud alene. Gud har indvilliget i denne formindskelse. Han har tømt sig for en del af sin væren. Han har allerede tømt sig i denne guddommelighedshandling. Det er derfor, Johannes siger, at Lammet var slagtet allerede fra verdens begyndelse. Gud har tilladt andet end sig selv, ting som var uendelig meget mindre værd end han, at eksistere. Ved den skabende handling har han fornægtet sig selv, som Kristus har foreskrevet os at fornægte os selv. Gud har fornægtet sig selv for vor skyld, for at give os muligheden for at fornægte os selv for hans skyld. Dette svar, dette ekko, som det står os frit for at afvise, er den eneste mulige undskyldning for det kærlighedsvanvid, som skabelsesakten er."