Nadvermåltid

For et par måneder bor jeg i et hus i Philadelphia med ni andre mennesker. Hver onsdag har vi fællesmiddag, og for et par uger siden opstod en impulsiv nadver under middagen. I den kirke, de fleste af os kommer i, er der kun nadver omkring påske, så de savner det nogle gange. Nikki rejste sig op og tog Bibelen og læste nadverskriftstedet for os, og vi sendte brødet rundt med et "Body of Christ, broken for you" og skålede i Jesu Kristi blod. Og Nikki tog nadver for resten af verden, så vi huskede, at det ikke kun var givet for os, men for alle.

Den pludselige nadver i anderledes omgivelser rørte mig og satte både nadveren og måltidet i et andet lys. De to hændelser, der ellers normalt ligger fjernt fra hinanden i henholdsvis spisestuen om aftenen og kirken om søndagen, sat så tæt sammen, gjorde det åbenlyst, at de er nært forbundne. Et fælles måltid er en slags nadver, fordi man mødes i kærlighed og fællesskab og ro. Og en nadver er både et fælles maltid, et møde i ro og fællesskab, og en ihukommelse af Jesus' kærlighed og lidelse. Det sidste har jeg altid vidst, for jeg har hørt det hver søndag i nadverliturgien, men jeg har aldrig følt det på denne måde før. Og samtidig blev vi i nadveren forbundet med alle andre, der deler nadver, og forbundet med alle i Jesus.

Noget andet, den her nadver gjorde, var at frigøre nogle ideer om kirke, og hvor og hvordan kirke finder sted. Det skriver jeg mere om en anden dag. Det er der meget at sige om.