onsdag den 18. november 2009

Om en film om homoseksualitet og Bibelens slagmark

I går så vi i min midlertidige amerikanske netværksgruppe (jeg er i Philadelphia et par måneder) filmen "For the Bible Tells Me So". IMDB beskriver den sådan her: "An exploration of the intersection between religion and homosexuality in the U.S. and how the religious right has used its interpretation of the Bible to stigmatize the gay community."

Og det var det, den var: en udforskning af forholdet homoseksualitet/amerikansk kristendom gennem interviews med teologer, klip fra brandtaler og personlige historier fra (kristne) forældre og deres homofile børn. Alle kombinationer af forældre og børn var repræsenterede: De accepterende forældre, de kritiske, de håndsafhuggende og dem, der først skulle forstå alt det med homoseksualitet, men så endte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i kirken. Og forældrene til den eneste erklærede homoseksuelle biskop i den anglikanske kirke.

Det var spændende, rørende og skræmmende. Teologerne (fra alle mulige forskellige retninger, selv et par rabbinere var med) pillede bibelversene fra hinanden, og jeg både nikkede samtykkende og blev mindet om bogens bundløse kompleksitet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, når prædikanterne på skærmen tordnede mod sodomitter med løfter om død og ødelæggelse. Jeg gjorde begge dele.

Det, der gjorde filmen så stærk, var, at det var kristne, der udtalte sig mod de her brand-prædikanter, der ellers råber så højt, at de kommer til at virke som hele kirken, fordi de overdøver alt andet. Der skal slet ikke herske tvivl om, at ikke-religiøse homoseksuelle organisationer ogsaa skal udtale sig mod skræmmebilleder, men det skabte stor klangbund, at våbnet så at sige var det samme på begge sider.

Det er helt vildt svært med homoseksualitet, fordi man som kristen bliver bombarderet med en hel masse forskellige ideer. Men hver gang jeg tænker det til ende, kommer jeg frem til Jesus,* og med ham frem til, at kærlighed står i midten af det hele. Det er den eneste drivkraft, der duer. Hvis så bare det ikke kun var os, der allerede er overbevist om dette, der satte sig ned for at se en film som denne.


*Lad mig sige en lillebitte smule om mellemregningerne. Jeg er endnu usikker paa, hvordan jeg ser Biblen, men helt billedligt ved jeg, at jeg ser den sådan her: Evangelierne, altså historierne om Jesus, er hjertet i bogen og det er der, livet virkeligt banker. Resten er kommentarer. Store og vigtige kommentarer, men stadig tillæg til ham, der står i midten af det hele med al sin kærlighed.

Ingen kommentarer: