Ord som gaver

Det er længe siden. Lad mig fortælle noget. En ting, der altid forundrer mig, er hvordan jeg kan sige ting om Gud og tro, som jeg ikke vidste, jeg vidste, når nogen spørger. Det er et ret populært emne, og der er ret mange spørgsmål. Særligt fra ikke-troende mennesker. Kernespørgsmålet har næsten altid med undren over for hvordan man overhovedet kan tro at gøre. Når jeg tænker rationelt på det, ved jeg, at det burde få mig til at gå i panik med den slags spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror. Men alligevel hører jeg mig selv sidde og sige et eller andet, som jeg kan mærke, giver mening og er "rigtigt". Nu har jeg vænnet mig til bare at flyde med og lade det også for mig være en udforskning af min tro - som om svarene lige så meget er svar til mig selv som svar til den anden. Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men du ved godt, hvor jeg tror, de kommer fra.