fredag den 18. april 2008

Udlandsbrev

Jeg er floejet mig en tur til Canada. Paa vej herover kom jeg til at grine af mig selv, fordi jeg rejste med Gud som en hemmelig ven. Da flyet lettede fra Kastrup, gav det et sus af spaending i maven og jeg taenkte "Nu sker det, Gud!, og jeg sagde "Det er spaendende, hva' Gud?" til ham, mens jeg kiggede ud af vinduet over havet. Vi talte om alt muligt, og det foeltes som om, jeg havde nogen i haanden. Som om det ikke var nok, var der baade paa turen fra Koebenhavn til Heathrow og fra Heathrow til Edmonton tomme saeder ved siden af mig.

Mit forhold til Gud er baade en paraply og en leven op til hans standarder. Jeg er paa besoeg hos min far, der er praest. Jeg taenker paa, hvordan hans forhold til Gud er. Snakker han med ham? Beder han om hjaelp og beskyttelse?

Jeg ved ikke saa meget om forholdet mellem Gud og Jesus og Helligaanden. Hvem der goer hvad. Jeg vil gerne laere mere. Indtil nu har jeg stort set kun haft med Gud at goere. Jeg er ikke kommet saa langt, jeg kan maerke og se, at man kan gaa meget dybere. Jeg er spaendt. Det er vildt at have den her tro, der faar en til at ranke ryggen.

2 kommentarer:

Miss long legs sagde ...

iih hvor jeg elsker dine blogs :) det er det bedste i verden bare at kunne snakke med Gud som sin ven. Det varmer mit hjerte at vide at du føler sådan

Laura Cæcilie sagde ...

Tak. Det varmer at høre.