Hvordan kroppen fungerer

Jeg vil gerne fortælle mere om min netværksgruppe. Vi mødes én gang om ugen, omkring otte mennesker, hjemme hos hinanden på skift. Vi har altid check-in, hvor vi fortæller, hvordan vores liv ser ud for tiden. Nogle gange fokuserer vi på, hvad der sker i forhold til Gud og tro, men oftest er det bare helt jordnære ting som uddannelser og arbejder og kærester og cirkusture. Nogle gange tænker jeg, når der er nogen, der virkeligt pladrer, at det er en håbløs omgang nonsens, en slags gruppeterapi for os uden rigtigt alvorlige problemer. Men det er det ikke. Det er ikke så mange steder i et hverdagsliv, at man på den måde kan tale uden at måtte kæmpe for at bevare ordet. Og så fascinerer det mig, hvordan det kan betyde noget for et menneske at tale sine tanker ud til nogen, der lytter. Der er aldrig så meget respons, man taler og de andre lytter. Det er en gammel sandhed; det er som om tanker forvandles, når de luftes. Således også tankerne om Gud. Og livet på universitetet eller i Irma eller på en folkeskole i Hellerup.

Jeg har næsten altid en utrolig kriller i maven, når vi mødes. Mit hjerte banker lidt stærkere, og jeg griner lidt mere og taler lidt hurtigere. Det minder meget om forelskelse. Nogle gange gør det, at jeg ikke kan overskue at komme. Det er hårdt med sådan et ugentligt følelsesudbrud. Ligesom forelskelsen, der driver én til vanvid. Men jeg ved godt, det mest er sundt. At brænde lidt.

---

Jeg vil også godt fortælle om to billeder, Thomas brugte i sin prædiken i søndags.

Prædikenen handlede om begrebet "At kende Gud". Han kom blandt andet ind på det at opleve Helligånden og hvordan det ikke er noget, der kan opnås, men netop må opleves. Han sammenlignede det med forelskelsen på en måde, jeg virkeligt kunne forstå: Man kan ikke gå på et kursus for at lære, hvordan forelskelse er og forstå dens væsen. Man kan ikke føle den, fordi nogen fortæller én, hvordan den føles. Man kender den først, når man selv er blevet tromlet ned af den, og da vil man genkende den, uanset man aldrig har kendt den før. Sådan er det også med Helligånden, sagde han.

Det andet billede var et billede på, hvordan vi kan se Gud. Det kan vi kun ved tilsammen at danne hans billede. Ikke én kan være præcis lige så god som Jesus (god her brugt i mangel på et bedre adjektiv - fuldendt?), men tilsammen kan vi vise et billede af ham - og kun tilsammen. Jeg holdt andagt om det samme på børnelejren i sidste uge. Der står i Bibelen, at hånden ikke bare kan sige "Nej, jeg vil ikke være en del af kroppen længere, for jeg kan ikke høre som øret." Hånden skal jo slet ikke kunne høre. Den skal gribe og mærke. På samme måde er vi dele af Jesus' krop. Det synes jeg er meget smukt.

---

PS: Du kan finde Thomas' prædiken her.

PPS: Undskyld, jeg har været så længe væk.