Påskerefleksion

Jeg delte de her tanker om påsken i en lille kirkegruppe i sidste uge. Nu deler jeg dem også med jer.

"Det slår mig hvert år, hvor perfekt en fortælling påsken er. Det er som om, alt sker i løbet af den uge, og alt bliver afspejlet og gennemgået – alle aspekter af livet og alle aspekter af troen. Jeg elsker at læse tykke romaner, og det, jeg elsker mest ved dem, er når der sker en refleksion mellem mig og dem, og lyset kastes frem og tilbage mellem min tilværelse og tilværelserne i romanen. Så kan man lægge romanen fra sig og være ændret. Og det er det, der er så hårdtslående ved påsken. Jeg følger Jesus fra Palmesøndags jubel over Skærtorsdags fællesskab og Langfredags håbløse dødsmørke, lørdagens uvisse venten og til søndagens sejrslys, og det ændrer noget i mig.

Sidste vinter befandt jeg mig i et sort hul. Da jeg nåede frem til påske, hvilket man jo godt kan være i tvivl om man gør, når det hele er så mørkt, tog jeg i kirke med mine forældre og mine søskende oppe i Frederikshavn. Der står et helt bart trækors i koret, som lyset falder ind på fra siden, og det slog mig som en mavepuster, hvor knejsende tomt det var. Torturinstrumentet stod der og strålede, renset og badet i lys. Og så sang vi sejrssalmen med ”Dig være ære, Herre over dødens magt! Evigt skal døden være Kristus underlagt”. Og der blev min personlige historie sammenflettet med den store historie om den kosmiske sejr. Jesus overvandt døden – og jeg havde overvundet mørket.

For det er det, der sker i påsken. Døden overvindes. Ikke kun den tekniske død, hvor et menneskes liv slutter, men alle de små former for død, der findes i vores liv. Alt det mørke, alt svigt, alt forfald. Det er ikke forsvundet, det mørke er til stede i alles liv, men det er ikke det mørke, som sejrer. Det gør livet.

Påsken er også der, hvor jeg for alvor ser Jesus som et menneske. Palmesøndag modtager han melankolsk folkets jubel, fordi han ved, hvad der ligger forude. Han svigtes gentagne gange af sine venner skærtorsdag og dagene efter. Og i Getsemane beder han fuld af frygt til Gud om at lade det kommende gå forbi. Han er bange, ligesom jeg er bange. Og da han dør, sørger hans mor over ham, som enhver kvinde ville sørge over tabet af et barn. Og så om søndagen overskrides det menneskelige. Den melankolske Jesus, den frygtende Jesus, den døde Jesus opstår som Kristus, og de forudgående dages mørke fejes bort. Sorgen var stor, men sejren var større.

Der sker mange andre ting i påsken. Jesus vasker sine disciples fødder, og de spiser i et vigtigt fællesskab, som vi lige har gjort. Jesus lover den angrende røver på korset, at der også er plads til ham. Det er historien om sejren, der står allerstærkest for mig. I hvert fald i dette års oplevelse af påsken. Næste år er det måske et andet aspekt, der træder frem. Sådan er troen og fortællingerne. I jødiske familier fortæller de hvert år til påske hinanden historien om, hvordan Gud ledte israelitterne ud af Egypten, fra trældom til frihed. Og på sin vis er det den samme historie, vi fortæller: At vi med Jesu opstandelse overgik fra at være slaver af døden til at være frie i livet. Det, tror jeg, er godt at blive mindet på efter en lang vinter."