onsdag den 3. september 2008

Noget lidt uafrundet om den levende Gud

Jeg skriver ikke så meget her for tiden. Da jeg startede den her blog, var min tanke, at jeg ville hjælpe med at afmystificere den del af den kirkelige praksis, som jeg kender til. Da jeg begyndte at gå jævnligt i kirke for et år siden, vidste jeg ingenting om andet end den rigide folkekirkelige liturgi, og jeg savnede at få det fortalt, sådan detaljeret, sådan helt ned i fysiske detaljer. Jeg tror, kirke nemt kommer til at snakke sig op i ikke-praktiske luftlag om Guds kærlighed og Helligåndens kraft og friheden fra frelsen, og det er godt, men det kan også virke ekskluderende. I hvert fald for en usikker én som mig selv, der ikke kan lide, at jeg ikke ved, hvad der sker omkring mig. Jeg forestiller mig, der må være andre, der har det på samme måde.

Jeg tænker stadig, jeg gerne vil være én, der hjælper til med at afdække de hjørner, som kirkevante nogle gange kommer til at tage for selvfølger. Men jeg har opdaget noget.

Jeg skrev en dag en sms til min ven og spurgte ham, om han næste dag ville fortælle mig om Guds kærlighed. Jeg har vist også skrevet om det her, hvordan jeg finder den umulig at forstå, hvordan jeg ikke ved hvad den er. Hvordan der i det hele taget er mange ting, som folk i kirken snakker om, som jeg ikke forstår, fordi jeg ikke ved dem. Min ven forklarede mig godt om, hvordan han kan mærke Guds kærlighed, og jeg nikkede og brummede og bar ordene med mig hjem.

Dét, jeg har opdaget, er, at kristendommen er noget, man må opleve. Gud er noget, man må opleve. Det er meget svært for mig at få styr på de her ord om det her, men: Det er noget med den levende Gud. På det sidste er det som om, alle flosklerne er blevet levende inden i mig. Med det mener jeg, at mit hjerte forstår, at Gud elsker mig. Jeg forstår det ikke til fulde, men jeg forstår det første lillebitte hjørne af den altovervældende kendsgerning.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor langt jeg skal gå i udredelsen af min nyvundne erfaring, hvor personligt det skal blive, for jeg er ikke helt sikker på, hvilke dele, der er relevant for andre.

En vigtig sten i den her lillebitte forståelsesbid er erfaringen af, at Gud er noget uden for mig selv. Jeg har i sommer haft svært ved at få fat i den nære kontakt med Gud, og jeg har ikke bedt så meget som ellers. Jeg har ikke rigtigt følt, jeg kunne. Det fik mig til at ærgre mig og tvivle. Det afgørende punkt, og det ser jeg først nu, er, at Gud har sørget for mig på helt andre måder end åndeligt. Jeg har ingen indtægt haft, og alligevel har jeg ingenting manglet, og det er som om, der er kommet dumpende ting ned i hovedet på mig, både helt materielle og af mere ustoflig art. Jeg har søgt ham og savnet ham og råbt på ham i én del af mig selv, og imens arbejdede han løs i en helt anden. Det fylder mig med ydmyghed og en undren over hans storhed.

Ingen kommentarer: