Om en ukendt Jesus

Jeg har gang i et projekt. Jeg forsøger at lære Jesus at kende. Jeg ved, det lyder lidt langhåret, men jeg overgiver mig til det.

Jeg har følt mig lidt nede den sidste tid. Sådan underligt modløs og træt. Jeg har skudt skylden på efteråret og jernmangel og et kontinuerligt sukkerchok og et skrøbeligt sind. Men:

Henne i kirken var der en pige, der stillede sig op og fortalte, hvordan hun følte, at alt i den sidste uge var faldet sammen, og at hun var overbevist om, at flere i kirken ville have det på sammem måde. Hun nævnte også et vers fra Johannes' Åbenbaring:

”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”

(kap. 2, v. 4)

Det gik ikke dybt i mig, hendes tale, og jeg havde det egentligt lidt underligt med måden at stille sig op på. Jeg vidste godt, at jeg den sidste uge havde haft det som hende, men alligevel rørte det mig ikke, som man måske kunne have forventet.

Omkring bibelverset sagde hun, at hun følte, at det talte til hende på en måde, som hun i den sidste tid ikke havde kunne føle, Bibelen gjorde. Hun forstod det som, at Gud sagde til hende, at hun havde glemt Jesus.
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at dét havde sat sig fast i mig. I kirken tænkte jeg, at pigens tale ikke vedrørte mig, eftersom jeg aldrig har haft Jesus som en første kærlighed eller en stormende forelskelse. Og det var dét, der gik op for mig: Jesus har aldrig været min kærlighed. Faktisk kender jeg ham slet ikke. Hele mit kristenliv handler om Gud og nogle gange den Hellige Ånd, men aldrig Jesus.

Hvordan er Jesus? Jeg ved, hvem Gud er, sådan helt fysisk. Jeg kan lægge mig i hans hånd og jeg kan knuge mig til den og rives med og jeg kan føle ham ae mig over håret. Jeg kan føle Helligånden sitre i mig, og jeg kan, når jeg lukker øjnene, se Åndens kraft strømme gennem og ud og ind. Men hvordan er Jesus? Kan han passes ind i sådan et fysisk billedskema? Jeg har svært ved at rumme ham, fordi jeg ikke kan gribe ham med hænderne. Egentligt er det paradoksalt, eftersom det er ham, de siger, er Guds kødelige billede. Men han er en historie i mit hoved. Jeg ønsker, han bliver levende for mig. En kraft i mit liv. Er Gud og Jesus og Helligånden en trekantet vendemaske med et ansigt på hver side?

Af min ven har jeg lånt en bog, der hedder ”Den Jesus, jeg ikke kendte”. Egentligt har jeg læst den før, men dengang slugte jeg den uden rigtigt at forstå den indeni. Jesus er stadig mest en floskel i mit hoved. Nu læser jeg den igen.

Jeg er begyndt at henvende mig til Jesus i bøn. I de dage, hvor jeg var nede, var det som om, jeg ikke kunne nå Gud. Da dét med mig og Jesus gik op for mig, gik det også op for mig, at det måske er Guds måde at minde mig om, at vejen til ham går gennem Kristus. Det virker; jeg kan ikke (som i ”det er ikke muligt”) nå Gud med ”Kære Gud” alene. Jeg må gennem Sønnen, der sidder i den hellige omstillingscentral.

Jeg er startet i det små. Jeg siger bare Jesu navn frem for mig: ”J e s u s”. Man er nødt til at tage den lidt med ro med folk, man ikke kender.

Jeg tror, jeg langt væk et sted foran mig kan ane konturerne af noget, der kunne vise sig at være Jesus. Det er en spændende rejse. Jeg har aldrig prøvet den slags før.