Noget privat

Jeg blev bedt for til gudstjenesten i dag. I den kirke, jeg kommer i, består gudstjenesten af lovsang, en pause, tale og forbøn, så det skete i slutningen. Efter hver tale hver søndag siger taleren, at nu vil der ude i siden være forbøn, især for dem, der har følt sig ramt af talen, men allermest især for alle og deres alt. Nogle gange har nogle nogle fornemmelser at dele, som for eksempel et billede fra deres hoved eller at nogen har ondt i maven. Herefter rejser alle sig op og beder en kort, fælles bøn.

Jeg gik frem med røde øjne og så lidt ventende ud, og så kom der én hen og spurgte, om han skulle bede for mig, og for hvad. Jeg forklarede ham mit problem, at jeg havde lyst til at låse mig inde på toilettet og aldrig komme ud, fordi det hele, og især mig selv, er så håbløst usikkert. Så spurgte han, om det var okay, at han lagde en hånd på min skulder, og hvad mit navn var. Så begyndte han at bede.

Forbøn er en helt vildt fysisk ting. Det at gå derop starter ikke med, at jeg tænker, at jeg vil gå derop, men med, at mit hjerte begynder at galopere vildt og trykke og spænde lige dér, hvor ribbenene samles. Jeg sveder, og bønnen rører mig til tårer. Nogle gange overhører jeg det, fordi det for mig kræver stor overvindelse at gå derop; dét at bede et andet menneske om hjælp, og måske allermest frygten for, at forbønnen ingen virkning vil have, hverken fysisk eller emotionelt. Hver gang jeg på dén måde giver mit hamrende hjerte mundkurv på, føler jeg mig dum bagefter.

I dag var det slet ikke nogen mulighed at overhøre det. Faktisk, og det opdager jeg først nu, var det slet ikke nogen overvindelse at træde frem. Det var det eneste mulige.

Han bad ikke særligt konkret. Mest ord til Gud og Jesus og Helligånden om at komme til mig og lade mig føle kærligheden og trygheden. Jeg stod med armene over kors og krympede mig sammen med bøjet hoved.

Og jeg kunne slet ikke stoppe med at græde, tårerne trillede ned, og ukontrollerbart fraslap højlydte hulk mig. Jeg rystede meget, som man altid gør, når man spænder sig helt sammen i tårer.

Og så skete det, som jeg har prøvet én gang før i bøn. Det var lige som om min øjne trillede indad i hovedet, som om jeg faldt i søvn, og mine fødder føltes som om, de løftedes fra gulvet. Da det skete sidst, råbte jeg til Gud om, at jeg var bange og ikke forstod, hvad der skete, og det gjorde jeg også i dag, men mere trygt, for jeg stod blandt en masse mennesker. Med stadigt lukkede øjne voksede jeg ud af min krop som én, der har fået trylledrik i en tegnefilm, og nåede helt op til loftet, hvor jeg måtte krumbøje mig. Rummet, som jeg forestillede mig det, så ud som gennem en fiskeøjelinse, og imens blev jeg med at græde.

Det gør mig bange og perpleks. Da gudstjenesten sluttede, gik jeg med det samme uden at tale med nogen. Det er svært at begribe vilde ting, og det er svært at gøre andet end nøgternt at beskrive dem.