Om barnetro

I søndags var jeg med mine forældre i kirke i Nordjylland. Egentlig kedede gudstjenesten mig lidt, jeg bliver altid så oprørsk, når jeg er i en provinsiel folkekirke-kirke, får lyst til at springe op og danse på bænkene, men pludseligt blev jeg grebet af rørthed. Lige efter dåben sang vi

Sov sødt, barnlille
lig roligt og stille
sov sødeligt, sov
som fuglen i skov
som blomsterne blunde i enge
Gudfader har sagt
”Stå engle på vagt
når mine de små er i senge”

og det gik op for mig, at jeg havde glemt den.

Da jeg var lille, puttede min mor mig ved at synge den og bede Fadervor og nusse mig på ryggen. Hun har svært ved at ramme tonerne, og det gjorde udgaven noget skæv, men det gør mindet så meget desto mere rørende. Dét, der ramte mig i kirken, var det vilde i, at hun hver aften bad Gud passe på mig. En mors kærlighed og Guds kærlighed.

Og jeg rammes af børneaftensalmer i høj grad. Det er trygt at gribe til at lægge sig roligt til at sove i Guds hånd, når al teologi og funderen bliver for meget at overskue og for svært at tro på.

--

Da jeg var lille, havde jeg en bedste veninde, der også var præstedatter og hed Anna Eva. Jeg havde også en dalmatinerhund (den hed Kingo) og en reservebedste (Inger). En aften passede Inger mig og min veninde hjemme i præstegården, da Kingo stak udenfor haven. Vi skulle ud at fange ham, men Anna Eva blev stående i døråbningen, lidt skeptisk over for mørket. Så stillede jeg mig hen ved siden af hende og forsikrede hende ”Du skal ikke være bange. Englene passer på dig.”. Det er sødt, ikke?