Stilhed og eventyr

Sidste søndag var jeg med min søster og hendes kæreste til kvækermøde i Oxford, hvor de bor. Det foregår sådan, at man stille går ind i møderummet, hvor stolene er stillet op med fronten mod bordet i midten. Så bliver døren lukket og man sidder uden at tale i en times tid. Der var to, der rejste sig op og sagde nogle få ord i løbet af det sidste kvarter. Man sidder bare og venter på Helligånden.

Jeg læste lidt i "Quaker Faith & Practice", da vi kom hjem. De kalder det, der sker til møderne, for silent worship. Og selvom det egentligt kan føles, som om man sidder der alene med Gud, lægger de meget vægt på, at man tilbeder Gud sammen i stilheden. Fællesskabet i stilheden er vigtigt.

Da de lukkede døren ind til rummet, og stilheden ligesom faldt rigtigt, blev jeg først rørt og mine øjne blev lidt våde, som de altid bliver, når jeg kan mærke Guds nærvær og han skinner lige ind i det punkt i brystet, hvor der ikke er andet, der kan nå ind. Derefter faldt jeg ind i en slags stille bøn, nogle gange med lukkede øjne og nogle gange kiggende ud i rummet. Mest af alt var det som bare at sidde i Herrens nærvær. Jeg funderede over, at det var en fin modvægt til hverdagslivet. Man ville ikke kunne bruge hele sit liv på den måde at sidde stille og (fysisk og menneskeligt relationelt) passivt, men til sammen med et hverdagsliv ville det gå op. Samtidig med, at man kan tage en del af stilheden og Guds ro med sig ind i de andre dage. Det har jeg stadig med mig. I løbet af timen faldt jeg også ved en bevidst handling til ro med distraktionerne; folk, der hostede og skrattede med stolene og maverne, der rumlede. Ved bare at acceptere dem kunne de ligesom glide forbi uden at forstyrre den bønneagtige stilheds-tilstand.

Der er mange spændende kvækertanker. Roen og respekten for skaberværket og alt det relationelle. Da jeg første gang læste om bevægelsen på Wikipedia, hang det fast, hvordan de første kvækere aldrig tog hatten af for nogen eller kaldte nogen for De eller ved titler, fordi Gud er den eneste, der fortjener ære. Noget andet hang fast, da jeg bladrede gennem kvækerbogen i Oxford. Ét af rådene til en kvækers liv er "Live adventurously". Tanken om, at man kan ære Gud ved at leve sit liv eventyrsultent, er virkelig fin.