mandag den 18. november 2013

Prædiken (25. søndag efter Trinitatis)


Jeg genopliver bloggen for en kort bemærkning for at dele en prædiken, jeg holdt i Studentermenigheden i Trinitatis Kirke i fredags. Egentlig var bloggen jo beregnet til at skrive om, "hvordan det er at være kristen, på et sprog, der ikke består af indgroede floskler og idéer." En prædiken hører vist ikke helt inde under den kategori – men jeg tillader mig at være lidt anarkistisk over for min egen programerklæring. Dét at undgå indgroede floskler og idéer bliver i øvrigt vanskeligere og vanskeligere, som jeg graver mig ned i teologien – men det er vist et andet blogindlæg.

"Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke;  for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke.  For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes."
Matt 24, 15-28

Det er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud gennem profeten Esajas. For to uger siden var det Allehelgen, og der mindedes vi de døde. Nu skuer vi fremad – kirkeårets afslutning nærmer sig, og som vi for snart et år siden hørte om Menneskesønnen, der fødtes som et lille barn, således hører vi nu om Menneskesønnen, der kommer igen i lyn og torden.

Det er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud til os. Men hvad er det for en trøst, han giver? Umiddelbart er den vanskelig at finde i dagens evangelium, hvor Jesus fortæller sine disciple om de sidste tider. Der skal være trængselstid, og flugten ud i bjergene må ske så hurtigt, at ingen kan nå at hente noget på vejen. Der vil være fuldt af bedrageriske stemmer, som ikke skal stoles på. Ødelæggelsens Vederstyggelighed vil stå, hvor den ikke skal stå. Er det en trøst?

De første kristne bekymrede sig om døden. De så frem til de sidste tider, og de forventede, at Jesus meget snart ville komme tilbage i lyn og torden. Men da medlemmer af menigheden begyndte at dø, som mennesker gør, blev de bange – var det ikke meningen, at Kristus skulle vende tilbage og dømme og tage de troende med sig til himlen? Hvad så med dem, der ikke længere var blandt dem – hvordan skulle de kunne blive taget med, når de lå syv fod under jorden? Paulus trøster i et brev de første kristne med et teologisk system; han forklarer dem, hvorledes de afdøde skal være de første til at opstå med Kristus, derefter skal de levende bortrykkes, og derefter skal de alle altid være sammen med Herren.

Er vores trøst den samme som den Paulus giver de første kristne? Foruroliger døden os, fordi vi bekymrer os om de afdødes sjælelige frelse? Jeg tror det næppe. Men lader vi Esajas klinge med i Paulus' trøst, står en anden slags trøst frem. Hos Esajas fortsætter teksten nemlig: ”Hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset?” Paulus siger til de første kristne, at de ikke skal bekymre sig om deres døde. Gud siger gennem profeten Esajas, at vi ikke skal bekymre os om vores døde. ”Det er mig, der trøster jer.”

Også i dagens evangelium er der tale om død, men det er en anden slags død end den legemlige. Disciplene har netop spurgt Jesus om, hvordan de skal vide, at de sidste tider er kommet nær – hvad vil tegnet være? Hans svar er umiddelbart kryptisk: Når de ”ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå på hellig grund”, da er de sidste tider kommet nær. Hvad betyder dette? Jesus griber med sine ord tilbage til Det Gamle Testamente, hvor ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” er et kodeord for det Zeus-alter, som den syriske konge Antiochos lod opstille i Jerusalems tempel. Det handler altså om afgudsdyrkelse – det handler om en død afgud i den levende Guds hus – det handler om at det døde tager pladsen for det levende.

Hvordan skal vi forstå dette døde? Enhver af os kender den legemlige død som et vilkår i vort liv. Alle har vi mistet og sørget – og alle ved vi, at også vi en dag skal dø. Men ”det døde” som et begreb er bredere end blot den legemlige død for enden af et menneskeliv. Vi erfarer døden igen og igen i vores dagligdag gennem brud, utilstrækkelighed og forfald. Men døden er også alt det tomme og ligegyldige – og når dette tomme dyrkes, som om det var levende, så kalder Jesus os til at flygte. For det er netop der, kernen ligger: Døden findes, Ødelæggelsens Vederstyggelighed findes – men står den på hellig grund, tilbedes den døde afgud som om det var den levende Gud, da har det døde taget pladsen for det levende.

Det er november nu. Det er på sin vis en trængselstid i sig selv. Det er mørkt, og det er koldt. Humøret mørknes i takt med at dagen aftager, og alt er på sin vis for nedadgående. Det er fristende at tage imod gode tilbud, der kan afkorte vinterens trængsler. Det er fristende at gå en tur i boghandlen og kaste sig over hylden med selvhjælpsbøger. Bliv tynd på tredive dage! Find kærligheden på tyve! Lær at elske dig selv på ti! Sådan får du kloge børn. Sådan bliver din have flottere end naboens. Sådan bliver du lykkelig. Jesus taler om de falske kristus'er og falske profeter, som gør store tegn og undere. Vi kender dem. De prøver at sige, at det kan gøres NEMT og HURTIGT. Hvad siger Jesus? Tro det ikke.

Der udkom forleden en bog under titlen ”Kritikkens U-vending”. Den er skrevet af en sociolog, og han rammer på sin vis meget godt dagens evangelium. Han kritiserer selvhjælpsbøger, crossfit og coaching – alle disse forslag til løsninger på det svære i menneskelivet – fordi de giver indtryk af at være vejen til det gode liv, men i virkeligheden er de opskriften på fiasko. Titlen ”Kritikkens U-vending” går på, at vi med selvhjælpsbogen har vendt kritikken af systemet til en kritik af os selv – og der vil vi altid tabe. De falske profeter gør store tegn og undere – men det, de sælger som liv, er i virkeligheden død.

Dagens tekst lover, at trængselstiden skal afkortes. ”...hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.” Det er altså det løfte, vi får – der er trængselstid, men den skal blive afkortet. Vi kan høre det som det lille løfte – november og dets mørke varer aldrig for evigt. Vi kan også høre det som det store løfte – det store løfte om genopstandelse med Kristus. Vi kan efterlade de døde i graven, og vi skal flygte fra det døde i verden, fordi vi er lovet noget andet.

Hvor står vi så? Vi står et sted, hvor vi ser lyset komme fra øst og lyse helt om i vest – for sådan er Menneskesønnens komme. Gud siger ”Det er mig, der trøster jer.”. Jesus befaler os at efterlade det døde. Guds løfte er, at vi skal få liv. En trøst, en befaling og et løfte. Det liv, vi får i Kristus, er aldrig nemt liv – som Esajas skriver: ”Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer” – men det er LIV i modsætning til DØD.

Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” – men hvor livet er, der skal vi flokkes.

Salmer:
732: Dybt hælder året i sin gang
355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre 
319: Vidunderligst af alt på jord 
563: Sørger ej for dem, der sove