Om kirkedebat

Det er er underligt at være en del af kirken for tiden. Eller, det er underligt at være en del af noget, der pludselig er så udskældt og forhadt. Det er som om, at den debat, der startede fra politisk side, har pustet til så meget ild, at mange ikke-kirkelige nu ikke bare roligt tager afstand fra kirken, men kritiserer den meget aktivt og meget højt og forsøger at pille den ned. Det gør mig ked af det, fordi så mange af kritikerne selv siger, at det ikke er deres kirke. Hvorfor så alt dette had?

Jeg forsøgte at deltage i debatten på Informations hjemmeside omkring Skt. Jakobs Kirkes brug af forfattere på prædikestolen med disse ord:

”Det er, som om debatten bliver afsporet. Den kommer til at handle om, hvorvidt præsten må overgive prædikestolen til en lægmand, og selvfølgelig må han det i kraft af det lutherske princip om det almene præstedømme. Anstødsstenen for i hvert fald mig, som selv er teolog-aspirant, er, at de prædikende forfattere ikke nødvendigvis har tilknytning til troen og kirken. Det almene præstedømme bygger på en idé om, at enhver, der er døbt (og i Luthers forståelse dermed troende), kan forkynde. Men hvor kommer forfattere, der ikke bekender sig til den kristne tro, ind i billedet? Jeg går ind for al mulig belysning af troen og Gud og religionen (det er derfor, jeg læser teologi), men for en ikke-troende forfatter virker prædikestolen som en besynderlig platform at gøre det fra. Til daglig bliver jeg udfordret på min tro, både på mit studie, gennem de mennesker, jeg møder, og ikke mindst gennem medierne; om søndagen går jeg i kirke for at pleje min tro og mit forhold til Gud. Også for at blive udfordret, men inden for troens præmisser. På en eller anden måde går det ellers fine koncept med at overlade prædikestolen til nogen med noget på hjerte galt i byen, når det i processen glemmer respekten for, at folk møder op i kirken for at få åndelig føde og med en tillid til, at det ord, de møder der, har grund i en grundlæggende tro på Gud.”

Men jeg kom ikke meget længere ind i debatten i det – nok også fordi det efterhånden er tydeligt, at uredigerede kommentarfelter på avisartikler ikke er det rigtige sted at føre en saglig debat. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor meget galde folk har at spilde på Folkekirken. De helt vilde talte om, at alle bliver tvangsdøbt, hvilket jeg stadig grunder over, men mest af alt var der fyldt med oplysningssnak og tordnerier mod kirkens trylletro. Og en vrede over, at nogen overhovedet kunne finde på at kritisere, at der endelig skete noget i den ældgamle støvede kirke. Og det gør mig altså ked af det. For hvorfor er de så sure? Vil de gerne være med? Det må de gerne. Eller krænker religionen og kirken deres fremskridts- og oplysningstro? Og hvordan ved de, at den er så støvet, når de samtidig stolt proklamerer, at de meldte sig ud for årtier siden?

Det gør mig virkeligt træt. Det er som om, man i debatten ofte glemmer respekten for det, der er mange folks hjerteblod. Det, der sker om søndagen i kirken, rører ved det inderste i mig. Og alle er velkomne, folkekirken er for alle, men den er ikke på alles præmisser – heller ikke mine. Noget af det, der er så sørens befriende ved at tro og gå i kirke, er at jeg kan lægge mig selv lidt bag mig, når jeg træder ind ad den store tunge dør – og dermed også mine krav og behov, som hverdagen ellers ofte kommer til at handle om. Jeg tror på oplysning og udfordring og dialog. Og jeg tror på respekt. Og jeg tror på noget større, der ikke altid stryger mig med hårene. Gudskelov.