"Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes."
Matt 24, 15-28
”Det
er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud gennem profeten Esajas.
For to uger siden var det Allehelgen, og der mindedes vi de døde. Nu
skuer vi fremad – kirkeårets afslutning nærmer sig, og som vi for
snart et år siden hørte om Menneskesønnen, der fødtes som et
lille barn, således hører vi nu om Menneskesønnen, der kommer igen
i lyn og torden.
”Det
er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud til os. Men hvad er det
for en trøst, han giver? Umiddelbart er den vanskelig at finde i
dagens evangelium, hvor Jesus fortæller sine disciple om de sidste
tider. Der skal være trængselstid, og flugten ud i bjergene må ske
så hurtigt, at ingen kan nå at hente noget på vejen. Der vil være
fuldt af bedrageriske stemmer, som ikke skal stoles på.
Ødelæggelsens Vederstyggelighed vil stå, hvor den ikke skal stå.
Er det en trøst?
De
første kristne bekymrede sig om døden. De så frem til de sidste
tider, og de forventede, at Jesus meget snart ville komme tilbage i
lyn og torden. Men da medlemmer af menigheden begyndte at dø, som
mennesker gør, blev de bange – var det ikke meningen, at Kristus
skulle vende tilbage og dømme og tage de troende med sig til himlen?
Hvad så med dem, der ikke længere var blandt dem – hvordan
skulle de kunne blive taget med, når de lå syv fod under jorden?
Paulus trøster i et brev de første kristne med et teologisk system;
han forklarer dem, hvorledes de afdøde skal være de første til at
opstå med Kristus, derefter skal de levende bortrykkes, og derefter
skal de alle altid være sammen med Herren.
Er
vores trøst den samme som den Paulus giver de første kristne?
Foruroliger døden os, fordi vi bekymrer os om de afdødes sjælelige
frelse? Jeg tror det næppe. Men lader vi Esajas klinge med i Paulus'
trøst, står en anden slags trøst frem. Hos Esajas fortsætter
teksten nemlig: ”Hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør,
for menneskebørn, der svinder bort som græsset?” Paulus siger til
de første kristne, at de ikke skal bekymre sig om deres døde. Gud
siger gennem profeten Esajas, at vi ikke skal bekymre os om vores
døde. ”Det er mig, der trøster jer.”
Også
i dagens evangelium er der tale om død, men det er en anden slags
død end den legemlige. Disciplene har netop spurgt Jesus om, hvordan
de skal vide, at de sidste tider er kommet nær – hvad vil tegnet
være? Hans svar er umiddelbart kryptisk: Når de ”ser
Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå på hellig grund”, da er de
sidste tider kommet nær. Hvad betyder dette? Jesus griber med sine
ord tilbage til Det Gamle Testamente, hvor ”Ødelæggelsens
Vederstyggelighed” er et kodeord for det Zeus-alter, som den
syriske konge Antiochos lod opstille i Jerusalems tempel. Det handler
altså om afgudsdyrkelse – det handler om en død afgud i den
levende Guds hus – det handler om at det døde tager pladsen for
det levende.
Hvordan
skal vi forstå dette døde? Enhver af os kender den legemlige død
som et vilkår i vort liv. Alle har vi mistet og sørget – og alle
ved vi, at også vi en dag skal dø. Men ”det døde” som et
begreb er bredere end blot den legemlige død for enden af et
menneskeliv. Vi erfarer døden igen og igen i vores dagligdag gennem
brud, utilstrækkelighed og forfald. Men døden er også alt det
tomme og ligegyldige – og når dette tomme dyrkes, som om det var
levende, så kalder Jesus os til at flygte. For det er netop der,
kernen ligger: Døden findes, Ødelæggelsens Vederstyggelighed
findes – men står den på hellig grund, tilbedes den døde afgud
som om det var den levende Gud, da har det døde taget pladsen for
det levende.
Det
er november nu. Det er på sin vis en trængselstid i sig selv. Det
er mørkt, og det er koldt. Humøret mørknes i takt med at dagen
aftager, og alt er på sin vis for nedadgående. Det er fristende at
tage imod gode tilbud, der kan afkorte vinterens trængsler. Det er
fristende at gå en tur i boghandlen og kaste sig over hylden med
selvhjælpsbøger. Bliv tynd på tredive dage! Find kærligheden på
tyve! Lær at elske dig selv på ti! Sådan får du kloge børn.
Sådan bliver din have flottere end naboens. Sådan bliver du
lykkelig. Jesus taler om de falske kristus'er og falske profeter, som
gør store tegn og undere. Vi kender dem. De prøver at sige, at det
kan gøres NEMT og HURTIGT. Hvad siger Jesus? Tro det ikke.
Der
udkom forleden en bog under titlen ”Kritikkens U-vending”. Den er
skrevet af en sociolog, og han rammer på sin vis meget godt dagens
evangelium. Han kritiserer selvhjælpsbøger, crossfit og coaching –
alle disse forslag til løsninger på det svære i menneskelivet –
fordi de giver indtryk af at være vejen til det gode liv, men i
virkeligheden er de opskriften på fiasko. Titlen ”Kritikkens
U-vending” går på, at vi med selvhjælpsbogen har vendt kritikken
af systemet til en kritik af os selv – og der vil vi altid tabe. De
falske profeter gør store tegn og undere – men det, de sælger som
liv, er i virkeligheden død.
Dagens
tekst lover, at trængselstiden skal afkortes. ”...hvis de dage
ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes
skyld vil de dage blive afkortet.” Det er altså det løfte, vi får
– der er trængselstid, men den skal blive afkortet. Vi kan høre
det som det lille løfte – november og dets mørke varer aldrig for
evigt. Vi kan også høre det som det store løfte – det store
løfte om genopstandelse med Kristus. Vi kan efterlade de døde i
graven, og vi skal flygte fra det døde i verden, fordi vi er lovet
noget andet.
Hvor
står vi så? Vi står et sted, hvor vi ser lyset komme fra øst og
lyse helt om i vest – for sådan er Menneskesønnens komme. Gud
siger ”Det er mig, der trøster jer.”. Jesus befaler os at
efterlade det døde. Guds løfte er, at vi skal få liv. En trøst,
en befaling og et løfte. Det liv, vi får i Kristus, er aldrig nemt
liv – som Esajas skriver: ”Jeg er Herren din Gud, som pisker
havet op, så bølgerne larmer” – men det er LIV i modsætning
til DØD.
”Hvor
ådslet er, der vil gribbene flokkes” – men hvor livet er, der
skal vi flokkes.
Salmer:
732:
Dybt hælder året i sin gang
355:
Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre
319:
Vidunderligst af alt på jord
563:
Sørger ej for dem, der sove
2 kommentarer:
Hvor fine ord!
Tak, Lene!
Send en kommentar