En Kærlighedshistorie

Mere om The Monastery

2011-01-13T08:43:00.000-08:00

Jeg glemmer nogle gange, hvad det er, jeg brænder for og hvad jeg vil, og så ser jeg en ting som The Monastery, der får mig til at brænde og som rører ved et eller andet. Det er som om, der er sådan kerne, som er noget med Gud, indeni, og den kan blive næret af alt muligt. Og nogle uventede ting kan røre ved den og aktivere den. Nogle ventede ting kan også. The Monastery minder mig om, at det eneste, jeg egentligt har lyst til skal fylde i mit liv og være et mål i mit liv, er Guds kærlighed. Der er mange mindre delmål (tilgiv mig at bruge sådan et buzzword), men i det store og hele handler det egentligt bare om Gud og hans kærlighed. Og hans fred. Jeg gad godt vide, om alle mennesker kender den følelse af en kerne. Jan Kjærstad taler om den som en sølvtråd i ryggen, der kan mærkes særligt, når han støder ind i noget smukt eller skønt eller...sandt. Og det... Det er meget Gud-agtigt.

Abbeden fra Worth Abbey, hvor serien finder sted, har skrevet en bog om at integrere dele af klosterlivet i et 'almindeligt' liv. Den hedder Finding Sanctuary og er ligeledes meget læsværdig.

The Monastery

2011-01-13T02:06:00.000-08:00

BBC har lavet en rørende serie af udsendelser om fem almindelige mænd, som lever med munke i et benediktinsk kloster i Sussex i seks uger. De er, tro mod realitygenren, meget forskellige og har meget forskellige grunde til at gå ind på forsøget. Én arbejder i softporn-industrien, en anden skriver phd om buddhistiske munke, en tredje har som ung været krigerisk protestant i Nordirland og ind og ud af fængsel.

Det, der er så fint ved udsendelserne, er, at man som seer er i samme båd som de besøgende. Klosterlivet er en realitet, man præsenteres for, og man følger så de besøgendes kampe i mødet med stilheden og Gud og sig selv. Og hinanden, ikke mindst. Mest af alt er det rørende at se de mennesker være rigtige mennesker og tumle ind i noget større end dem selv og strides med det.

Serien kan findes i ringe youtube-kvalitet her.

Et vers

2010-09-28T23:23:00.000-07:00

I går til netværksgruppe sad jeg og bladrede i min nye bibel, som jeg har købt til mit nye teologistudium. Og så faldt jeg over Paulus, som citerer Hoseas' Bog:

Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.
(Rom 9, 25-26)

og det rørte mig.

Ord som gaver

2010-07-11T12:53:00.001-07:00

Det er længe siden. Lad mig fortælle noget. En ting, der altid forundrer mig, er hvordan jeg kan sige ting om Gud og tro, som jeg ikke vidste, jeg vidste, når nogen spørger. Det er et ret populært emne, og der er ret mange spørgsmål. Særligt fra ikke-troende mennesker. Kernespørgsmålet har næsten altid med undren over for hvordan man overhovedet kan tro at gøre. Når jeg tænker rationelt på det, ved jeg, at det burde få mig til at gå i panik med den slags spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror. Men alligevel hører jeg mig selv sidde og sige et eller andet, som jeg kan mærke, giver mening og er "rigtigt". Nu har jeg vænnet mig til bare at flyde med og lade det også for mig være en udforskning af min tro - som om svarene lige så meget er svar til mig selv som svar til den anden. Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men du ved godt, hvor jeg tror, de kommer fra.

Revelations of Divine Love

2010-04-23T03:54:00.000-07:00

”Just because I am a woman, must I therefore believe that I must not tell you about the goodness of God?”

I min taske ligger fast for tiden Julian of Norwichs ’Revelations of Divine Love’. Den gør frokostpauser, ventetider og ture med s-toget til små andagter, hvor jeg med hjertebanken ser Guds kærlighed med hende. Og det er få af mine venner, som ikke har fået grundforedraget om hende og om åbenbaringerne, og bogen er godt slidt i kanterne efterhånden.

Julian levede omkring 1342-1416 og var en almindelig rig kvinde. Da hun var omkring 30, blev hun dødssyg, og på det, hun troede var sit dødsleje, modtog hun en serie af åbenbaringer fra Gud. Hun blev rask og lod sig mure inde i en celle i Norwich-kirken, hvor hun brugte resten af sit liv på at tænke over åbenbaringerne.

Der er to versioner nedskrevet af åbenbaringerne, en kort og en lang. Den korte er nedskrevet kort efter og er som sådan blot en beskrivelse af, hvad hun blev vist. Den lange er skrevet mange år efter og indeholder også hendes teologiske refleksioner over det, hun så.

Og titlen snyder ikke – bogen er mest af alt et skrift og et vidnesbyrd om Guds kærlighed til mennesker. Hun bliver vist nogle vilde ting, både set i forhold til synet på Gud i hendes samtid og i vores nutid. Gud forklarer hende blandt andet, hvordan han vil gøre alt godt, også selv om vi ikke forstår det – og selv om teologer og præster ikke forstår det:

”I will make all things well, I shall make all things well, I may make all things well and I can make all things well; and you shall se for yourself that all things shall be well.”

Det er fra kapitel 15 i den korte version, som er det kapitel, der har rørt mig mest. Jeg læste det flere gange, både inde i mig selv og højt, og det ændrede noget i mig, som jeg læste. Det er svært at koge ned, for egentligt skal det bare læses, som det står, men som en overskrift over det står det her løfte fra Gud – og som en underrubrik fortrøstningsfuldheden i, at vi ikke forstår det nu, men at vi en dag vil:

”And thus I understand the five sayings mentioned above – ’I may make all things well’, etc. – as a powerful and comforting pledge for all the works of our Lord which are to come; for just as the Holy Trinity made all things from nothing, so the Holy Trinity shall make all well that is not well. It is God’s will that we should pay attention to all the deeds he has done, for he wants us to know from them all he will do; and he showed me that when he said, ’And you shall see yourself that all manner of things shall be well.’ I understand this in two ways: first, I am well pleased that I do not know it; second, I am glad and happy because I shall know it.”

Hildegard

2010-01-29T01:47:00.000-08:00

Helt interessekonfliktet og tynget/opløftet af familiestolthed vil jeg gerne anbefale min kusines roman. Hun har skrevet om Hildegard af Bingen, og nu har hun lige vundet en pris for den.

Men min anbefaling har ikke kun grund i vores familiære relation. Det er en virkeligt god bog. Den går ind i hovedet på Hildegard og ind i hjertet af klosterlivet, og den handler, som den så præcist selv siger, om kald og afkald. Den rørte mig religiøst, hvis det overhovedet er et brugbart udtryk, og den mindede mig igen om, hvordan litteratur ikke bare er overflødig kunst, et luksusgode, men, når den er god, et spejl at se sig selv i, en refleksion, man kan gå forandret ud af.

PS: Bogen indledes med et citat fra Leonard Cohens "If it be your will", og jeg kendte ikke sangen, men en uge efter, jeg havde færdiglæst bogen, sang vi sangen i kirken i Philadelphia. Jeg elsker den slags tilfælde. Det er en stærk sang.

Weil og skillelinjen og kirken og verden

2010-01-28T01:51:00.000-08:00

En af de ting, der fascinerer mig mest ved Simone Weil, er dette: Som nævnt i forrige indlæg blev hun født ind i en agnostisk jødisk familie i starten af sidste århundrede, men opdagede Gud i teenageårene. Hun blev lektor i filosofi som 20-årig, og da krigen kom, gik hun under jorden på grund af sin jødiske baggrund og fik her kontakt med overhovedet for Dominikanerklostret i Montpellier, Pater Perrin. I ”Den store forventning” er nogle af hendes breve til Perrin trykt, og i dem anskueliggøres blandt andet hendes forhold til den organiserede kirke.

Perrin prøvede at overtale Weil til at lade sig døbe, da det i hans øjne var den naturlige følge af Weils stærke religiøse overbevisning. Men hun blev aldrig døbt (hun døde ung i 1943), og en af hovedårsagerne var, at hun mente, at hun for at leve kristendommen ud var nødt til at stå uden for kirken. Det er dét, der fascinerer mig, og det er en figur, jeg bliver ved med at vende tilbage til gennem alle mulige og umulige kilder.

På den ene side findes den organiserede institution, kirken, den der erklærer sig troende og samler folk til gudstjeneste, og på den anden side er verdenen af de, som ikke hører under kirken. Som en paraply over begge sider af spektret hænger Gud og kirken, ikke institutionen, men det verdensomspændende net af ting, der eksisterer i Guds ånd, vedkendt eller ikke. Men det er skillelinjen mellem de to førstnævnte, det handler om: Weil ser sig nødt til at stå lige nøjagtigt på den, for at være kristen i den ”virkelige” verden, og for at undgå at blive en del af en institution, der har en iboende tendens til at blive indkroget i sig selv.

Nogle – jeg har glemt hvem – siger, at man må lade alle kirkeinstitutioner falde, for at Ånden kan trække vejret frit. Det er en forførende tanke, men den afgørende virkelighedskontakt mangler. Hvis vi lader alle rammer falde, er der ikke længere noget trygt at inkludere mennesker, der er nye for kirken, i. Men måske man kan lade kirkeinstitutionen i sig selv falde, for dér at gøre plads til den virkende Gud?

Den her ting, Weil taler om, er, tror jeg, den bevægelse, kirken hele tiden må være sig bevidst som sit mål: Fra hjertet af Gud og ud i verden, den virkelige. I tillæg må den konstant, må vi konstant, være bevidst om sin svaghed for at lukke sig om sig selv. Og vigtigst af alt: Den må gøre sig klart, at den ikke eksisterer i sig selv, men at der udelukkende eksisterer mennesker og Gud og alle båndene derimellem.

Skabelsens kærlighedsvanvid

2010-01-12T00:25:00.000-08:00

I dag lader jeg Simone Weil tale for mig (igen). Begge citater er fra essayet "Former for ubevidst kærlighed til Gud" (en helt utroligt smuk titel), som jeg har fundet i bogen "Den store forventning". Hun er meget læsværdig. Hun blev født ind i en agnostisk jødisk familie, men erfarede kristendommen og Gud i løbet af sine teenageår. Filosofiprofessor, tidligt død. Særlig kredser hun om forholdet mellem kristendom og kirke, og det er afsindigt interessant. Jeg vender tilbage til hende en dag. Men jeg ville lade hende tale. (Kursiveringen er min.)

"Tingene er ikke skønne, naar de adlyder mennesket, kun naar de adlyder Gud. Hvis de sommetider i et kunstværk forekommer lige saa skønne som havet, bjergene eller blomsterne, saa er det, fordi Guds lys har fyldt kunstneren. For at finde ting, skabt af mennesker, som Gud ikke har fyldt med sit lys, skønne, maa man med hele sin sjæl have forstaaet, at menneskene selv blot er stof, som adlyder uden at vide det. For den, som er kommet saa langt, er absolut alt hernede fuldkommen skønt. I alt det, som eksisterer, i alt, hvad der sker, ser han nødvendighedens mekanisme, og i nødvendigheden fornemmer han lydighedens uendelige sødme. Denne tingenes lydighed er for vort forhold til Gud, hvad en glasrudes gennemsigtighed er for lyset. Saasnart vi føler denne lydighed med hele vort væsen, ser vi Gud."

"Skabelsesakten er ikke en udvidelse af Guds væsen, men en tilbagetrækning, et afkald. Gud og alle skabningerne, det er mindre end Gud alene. Gud har indvilliget i denne formindskelse. Han har tømt sig for en del af sin væren. Han har allerede tømt sig i denne guddommelighedshandling. Det er derfor, Johannes siger, at Lammet var slagtet allerede fra verdens begyndelse. Gud har tilladt andet end sig selv, ting som var uendelig meget mindre værd end han, at eksistere. Ved den skabende handling har han fornægtet sig selv, som Kristus har foreskrevet os at fornægte os selv. Gud har fornægtet sig selv for vor skyld, for at give os muligheden for at fornægte os selv for hans skyld. Dette svar, dette ekko, som det står os frit for at afvise, er den eneste mulige undskyldning for det kærlighedsvanvid, som skabelsesakten er."

Nadvermåltid

2009-11-19T19:27:00.000-08:00

For et par måneder bor jeg i et hus i Philadelphia med ni andre mennesker. Hver onsdag har vi fællesmiddag, og for et par uger siden opstod en impulsiv nadver under middagen. I den kirke, de fleste af os kommer i, er der kun nadver omkring påske, så de savner det nogle gange. Nikki rejste sig op og tog Bibelen og læste nadverskriftstedet for os, og vi sendte brødet rundt med et "Body of Christ, broken for you" og skålede i Jesu Kristi blod. Og Nikki tog nadver for resten af verden, så vi huskede, at det ikke kun var givet for os, men for alle.

Den pludselige nadver i anderledes omgivelser rørte mig og satte både nadveren og måltidet i et andet lys. De to hændelser, der ellers normalt ligger fjernt fra hinanden i henholdsvis spisestuen om aftenen og kirken om søndagen, sat så tæt sammen, gjorde det åbenlyst, at de er nært forbundne. Et fælles måltid er en slags nadver, fordi man mødes i kærlighed og fællesskab og ro. Og en nadver er både et fælles maltid, et møde i ro og fællesskab, og en ihukommelse af Jesus' kærlighed og lidelse. Det sidste har jeg altid vidst, for jeg har hørt det hver søndag i nadverliturgien, men jeg har aldrig følt det på denne måde før. Og samtidig blev vi i nadveren forbundet med alle andre, der deler nadver, og forbundet med alle i Jesus.

Noget andet, den her nadver gjorde, var at frigøre nogle ideer om kirke, og hvor og hvordan kirke finder sted. Det skriver jeg mere om en anden dag. Det er der meget at sige om.

Om en film om homoseksualitet og Bibelens slagmark

2009-11-18T08:03:00.000-08:00

I går så vi i min midlertidige amerikanske netværksgruppe (jeg er i Philadelphia et par måneder) filmen "For the Bible Tells Me So". IMDB beskriver den sådan her: "An exploration of the intersection between religion and homosexuality in the U.S. and how the religious right has used its interpretation of the Bible to stigmatize the gay community."

Og det var det, den var: en udforskning af forholdet homoseksualitet/amerikansk kristendom gennem interviews med teologer, klip fra brandtaler og personlige historier fra (kristne) forældre og deres homofile børn. Alle kombinationer af forældre og børn var repræsenterede: De accepterende forældre, de kritiske, de håndsafhuggende og dem, der først skulle forstå alt det med homoseksualitet, men så endte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i kirken. Og forældrene til den eneste erklærede homoseksuelle biskop i den anglikanske kirke.

Det var spændende, rørende og skræmmende. Teologerne (fra alle mulige forskellige retninger, selv et par rabbinere var med) pillede bibelversene fra hinanden, og jeg både nikkede samtykkende og blev mindet om bogens bundløse kompleksitet. Det var ikke til at vide, om man skulle grine eller græde, når prædikanterne på skærmen tordnede mod sodomitter med løfter om død og ødelæggelse. Jeg gjorde begge dele.

Det, der gjorde filmen så stærk, var, at det var kristne, der udtalte sig mod de her brand-prædikanter, der ellers råber så højt, at de kommer til at virke som hele kirken, fordi de overdøver alt andet. Der skal slet ikke herske tvivl om, at ikke-religiøse homoseksuelle organisationer ogsaa skal udtale sig mod skræmmebilleder, men det skabte stor klangbund, at våbnet så at sige var det samme på begge sider.

Det er helt vildt svært med homoseksualitet, fordi man som kristen bliver bombarderet med en hel masse forskellige ideer. Men hver gang jeg tænker det til ende, kommer jeg frem til Jesus,* og med ham frem til, at kærlighed står i midten af det hele. Det er den eneste drivkraft, der duer. Hvis så bare det ikke kun var os, der allerede er overbevist om dette, der satte sig ned for at se en film som denne.

*Lad mig sige en lillebitte smule om mellemregningerne. Jeg er endnu usikker paa, hvordan jeg ser Biblen, men helt billedligt ved jeg, at jeg ser den sådan her: Evangelierne, altså historierne om Jesus, er hjertet i bogen og det er der, livet virkeligt banker. Resten er kommentarer. Store og vigtige kommentarer, men stadig tillæg til ham, der står i midten af det hele med al sin kærlighed.

Tvaerreligioesitet

2009-10-31T10:50:00.000-07:00

En bekendt af mig har en bror, der er mentalt handicappet. De er tre boern, og de er blevet opdraget uden religion. Men de havde kabeltv, og hendes bror opdagede den katolske kanal, hvor de transmitterede messe hver soendag. Saa blev han religioes, og derfor spurgte foraeldrene deres katolske venner, om de ville tage ham med til gudstjeneste, men det kunne de ikke. I deres kirke kunne handicappede ikke konvertere og blive doebt, fordi de ikke ville kunne forstaa daabshandlingen og dens betydning. I stedet spurgte foraeldrene nogle andre venner, der kommer i den episkopale kirke, om de ville tage ham med (deres gudstjeneste minder meget om den katolske messe, men deres teologi er protestantisk), og det ville de gerne. Praesten der ville gerne doebe ham, fordi han var af den opfattelse, at ingen egentligt rigtigt forstaar, hvad der sker i daaben og i troen i det hele taget. Vi kan kun naerme os nogle beskrivelser. Saaledes kunne den her bror altsaa ikke kun fatte lige saa meget som ikke-handicappede, men maaske mere. Ham den sidste praest vinder.

Broren elsker at finde paa en bordboen, som han skriver ned og lader en anden laese op. En af dem har min bekendte rammet ind og haengt op paa sit kontor. Den er ret fantastisk og ret tvaerreligioes:

"heavenly father
thank you for
this fine evening
for hour friends
for hour thanksgiving
four hour dinner
for hour chanukah
jesus christ o
lord the name
of jesus thank you
god o father night
and sleeping
AMEN"

Stilhed og eventyr

2009-09-01T13:58:00.000-07:00

Sidste søndag var jeg med min søster og hendes kæreste til kvækermøde i Oxford, hvor de bor. Det foregår sådan, at man stille går ind i møderummet, hvor stolene er stillet op med fronten mod bordet i midten. Så bliver døren lukket og man sidder uden at tale i en times tid. Der var to, der rejste sig op og sagde nogle få ord i løbet af det sidste kvarter. Man sidder bare og venter på Helligånden.

Jeg læste lidt i "Quaker Faith & Practice", da vi kom hjem. De kalder det, der sker til møderne, for silent worship. Og selvom det egentligt kan føles, som om man sidder der alene med Gud, lægger de meget vægt på, at man tilbeder Gud sammen i stilheden. Fællesskabet i stilheden er vigtigt.

Da de lukkede døren ind til rummet, og stilheden ligesom faldt rigtigt, blev jeg først rørt og mine øjne blev lidt våde, som de altid bliver, når jeg kan mærke Guds nærvær og han skinner lige ind i det punkt i brystet, hvor der ikke er andet, der kan nå ind. Derefter faldt jeg ind i en slags stille bøn, nogle gange med lukkede øjne og nogle gange kiggende ud i rummet. Mest af alt var det som bare at sidde i Herrens nærvær. Jeg funderede over, at det var en fin modvægt til hverdagslivet. Man ville ikke kunne bruge hele sit liv på den måde at sidde stille og (fysisk og menneskeligt relationelt) passivt, men til sammen med et hverdagsliv ville det gå op. Samtidig med, at man kan tage en del af stilheden og Guds ro med sig ind i de andre dage. Det har jeg stadig med mig. I løbet af timen faldt jeg også ved en bevidst handling til ro med distraktionerne; folk, der hostede og skrattede med stolene og maverne, der rumlede. Ved bare at acceptere dem kunne de ligesom glide forbi uden at forstyrre den bønneagtige stilheds-tilstand.

Der er mange spændende kvækertanker. Roen og respekten for skaberværket og alt det relationelle. Da jeg første gang læste om bevægelsen på Wikipedia, hang det fast, hvordan de første kvækere aldrig tog hatten af for nogen eller kaldte nogen for De eller ved titler, fordi Gud er den eneste, der fortjener ære. Noget andet hang fast, da jeg bladrede gennem kvækerbogen i Oxford. Ét af rådene til en kvækers liv er "Live adventurously". Tanken om, at man kan ære Gud ved at leve sit liv eventyrsultent, er virkelig fin.

Hvordan kroppen fungerer

2009-07-29T12:20:00.000-07:00

Jeg vil gerne fortælle mere om min netværksgruppe. Vi mødes én gang om ugen, omkring otte mennesker, hjemme hos hinanden på skift. Vi har altid check-in, hvor vi fortæller, hvordan vores liv ser ud for tiden. Nogle gange fokuserer vi på, hvad der sker i forhold til Gud og tro, men oftest er det bare helt jordnære ting som uddannelser og arbejder og kærester og cirkusture. Nogle gange tænker jeg, når der er nogen, der virkeligt pladrer, at det er en håbløs omgang nonsens, en slags gruppeterapi for os uden rigtigt alvorlige problemer. Men det er det ikke. Det er ikke så mange steder i et hverdagsliv, at man på den måde kan tale uden at måtte kæmpe for at bevare ordet. Og så fascinerer det mig, hvordan det kan betyde noget for et menneske at tale sine tanker ud til nogen, der lytter. Der er aldrig så meget respons, man taler og de andre lytter. Det er en gammel sandhed; det er som om tanker forvandles, når de luftes. Således også tankerne om Gud. Og livet på universitetet eller i Irma eller på en folkeskole i Hellerup.

Jeg har næsten altid en utrolig kriller i maven, når vi mødes. Mit hjerte banker lidt stærkere, og jeg griner lidt mere og taler lidt hurtigere. Det minder meget om forelskelse. Nogle gange gør det, at jeg ikke kan overskue at komme. Det er hårdt med sådan et ugentligt følelsesudbrud. Ligesom forelskelsen, der driver én til vanvid. Men jeg ved godt, det mest er sundt. At brænde lidt.

---

Jeg vil også godt fortælle om to billeder, Thomas brugte i sin prædiken i søndags.

Prædikenen handlede om begrebet "At kende Gud". Han kom blandt andet ind på det at opleve Helligånden og hvordan det ikke er noget, der kan opnås, men netop må opleves. Han sammenlignede det med forelskelsen på en måde, jeg virkeligt kunne forstå: Man kan ikke gå på et kursus for at lære, hvordan forelskelse er og forstå dens væsen. Man kan ikke føle den, fordi nogen fortæller én, hvordan den føles. Man kender den først, når man selv er blevet tromlet ned af den, og da vil man genkende den, uanset man aldrig har kendt den før. Sådan er det også med Helligånden, sagde han.

Det andet billede var et billede på, hvordan vi kan se Gud. Det kan vi kun ved tilsammen at danne hans billede. Ikke én kan være præcis lige så god som Jesus (god her brugt i mangel på et bedre adjektiv - fuldendt?), men tilsammen kan vi vise et billede af ham - og kun tilsammen. Jeg holdt andagt om det samme på børnelejren i sidste uge. Der står i Bibelen, at hånden ikke bare kan sige "Nej, jeg vil ikke være en del af kroppen længere, for jeg kan ikke høre som øret." Hånden skal jo slet ikke kunne høre. Den skal gribe og mærke. På samme måde er vi dele af Jesus' krop. Det synes jeg er meget smukt.

---

PS: Du kan finde Thomas' prædiken her.

PPS: Undskyld, jeg har været så længe væk.

Faste

2009-03-22T14:23:00.000-07:00

Jeg har aldrig lagt mærke til fastetiden før i år. Det vil sige, jeg har vidst, at den lå mellem fastelavn og påske, og at Jesus var 40 dage i ørkenen og blev fristet af den onde, men jeg har aldrig følt den, som jeg føler jul og påske.

Nu har jeg siden fastelavn følt mig helt vildt rodet og rundt på gulvet. Det tog mig lidt tid at opfatte, at det måske er en oplevelse af fastetiden, og der er stadig noget i mig, der siger, det er åndeligt hokus-pokus. Det er jo en...ekstrem idé, at man på den måde kan føle noget åndeligt uden at vide, det er noget åndeligt. At man bliver påført det. Ikke desto mindre finder jeg ro, når jeg lader mig tænke, at det, dér sker, er en forklarelse af fasten.

Det føles sådan her: Jeg føler, jeg gør en masse ting forkert, jeg bliver i tvivl om mit liv og min vej (som jeg knap nok er drejet ind på endnu), og mest af alt tvivler jeg på Gud, alt imens jeg får at se al den ære, verden kan tilbyde mig.* Med andre ord ryster jorden under mig, mens verden gør sig til og tilbyder mig alt muligt godt og lækkert. Det er så modsætningsfyldt og ulig noget, jeg har følt før, at mit hoved nærmest sprænges ved tanken om det.

Det er interessant, hvordan følelsen af utilstrækkelighed og fejlbarlighed og rod (syndsbevidsthed!) ikke føles som noget egentligt dårligt. Det ligner mere en lygte, der lyser på de ting i mit liv, der holder mig fra Gud. Det er ikke rart hele tiden at gå og slå sig i hovedet med de ting, man gør forkert, men det er et værktøj til at luge ud med, hvis det bliver behandlet korrekt. Det kunne også føre ned i et sort hul.

For hver ting, jeg bliver bevidst om og tager fat om roden på, dukker der en ny op. Det er nærmest som om, at det vælter frem. Fastetiden er hård, og jeg kan slet ikke vente til, det bliver påske. Jeg håber, det lykkes Jesus at opstå igen i år. Så holder vi en fest.

* Her beklager jeg, hvis det bliver for hård og salvelsesfuld kost. Ring til mig, skriv en mail, gør hvad som helst, hvis det lyder helt galt på den og langt ude. Vi kan godt snakke om det.

When you ask me to sing

2009-02-22T13:07:00.000-08:00

For et par indlæg siden skrev jeg om at tegne. Jeg spiller også guitar. Jeg har gjort det i halvandet år, og jeg er langt fra nogen mester til det. Jeg kan for eksempel ikke tage nogen af dem med B. Alligevel har min musiceren bevæget sig ud i i hvert fald en lille del af offentligheden, da min netværksgruppe blev delt, og ham, der kunne spille til lovsangen, endte i den anden.

Jeg tog det på mig, rystende nervøs og svedende og med meget få akkorder i ærmet.

Nu er jeg ikke nervøs længere, for efter kort tid gik det op for mig, at det slet ikke er en præstation fra min side, enhver kunne gøre det, for vi kommer allesammen med det samme. Det er som at synge; man må godt synge med, selvom man synger dårligt. Sådan er det også med guitaren. Jeg er bare lidt støtte for sangen og en medhjælper til at lovsynge Gud, både for mig selv og de andre.

Men det er ikke kun det. Det er som om, musikken kan nå længere, end jeg selv kan. Jeg har altid undret mig over, hvordan man finder på musik, og nu sker det, at jeg sætter mig ned med min guitar, uden forventning, for at øve, og ender med at sidde med lukkede øjne og vugge, mens jeg spiller. Det er som om, der er en faktor udover guitaren og mig.

Jeg er ikke sikker på, hvad lovsang betyder. Jeg har ikke helt forstået det med at tilbede. De taler meget om det henne i kirken, men jeg er stadig ikke helt med. Derfor er det den tredje faktor, der tager over, når jeg står og synger med de andre, hvoraf nogle løfter deres hænder. Jeg lader mig ligesom flyde med. Nogle gange betyder det, at jeg sidder med lukkede øjne, andre gange står jeg og vugger. Nogle gange koncentrerer jeg mig om at synge harmonier, og der i den tekniske koncentration er det som om, jeg koncentrerer mig om Gud. Jeg gør det ikke helt med vilje, jeg tænker ikke koncentrationen om tonerne som et middel til en koncentration rettet mod Gud, men der sker noget. Det er det samme som, når jeg spiller guitar for mig selv. Når jeg slapper af og giver den der tredje faktor plads, samtidig med, jeg føler mig frem, Em, D, Cmaj7, fyldes jeg op, og nogle gange flyder det over, og mine øjne løber i vand.

Det er som om, at musikken kan række ud til Gud, når jeg ikke selv kan.

Jeg ville gerne lade dig høre en sang, som altid rører mig at spille. Det er som om, den skaber et stort, åndeligt rum omkring mig og sig. Den er ikke optaget nogen steder. Men der er andre, der har lavet musik, hvor jeg må stoppe med at trække vejret, mens jeg lytter til det, fordi det virker umuligt, at noget menneske kan lave det alene. Songs: Ohia har lavet et nummer, der hedder Tigress, som altid efterlader mig stum og gudsfrygtig. Det ligger her.

Stir me up

2009-02-05T14:12:00.000-08:00

Jeg har markeret et afsnit i min bibel. Det er Jesus, der møder en samaritansk kvinde ved en brønd og beder hende om vand. Det var et no-no i datidens Israel, og hun bliver rørt, og han fortæller om det levende vand, som gør, at man aldrig igen bliver tørstig, og han overrasker hende ved at vide, at hun har haft fem mænd, og hun siger, han må være profet. Så spørger hun ham, hvad det er for noget, det med, at jøder siger, at man kun kan tilbede i templet i Jerusalem:

"Jesus svarede: "Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud - her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.
Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Johs. 4, 21-24

Det, jeg læser i det, er, at troen på Gud ikke skal begrænses. Vi putter i kasser og vi organiserer os i grupper, der hele tiden må kæmpe for ikke at lukke sig om sig selv i lun tryghed, men Gud og Jesus er større og mere vidtrækkende. Den rindende flod af levende vand (er det mon en uforståelig metafor? Så spørg-spørg-spørg!) flyder også uden for kirkernes mure. Kristendom er mere end hvad vi, der er kristne nu, ved. Min gode ven opsummerede engang i en let ophedet diskussion den kristne tro sådan her: "Men i virkeligheden handler det bare om, at Jesus døde for både hip-hoppere og metalhoveder og alle, og det skal vi få dem til at forstå." Jesu død må beskrives på flere sprog end det, der tales i kirken.

Forleden postede min søster det her digt af Charles Wesley på sin blog. Det lader jeg slutte af:

"Thine, O Lord, I surely am;
But to me unknown Thou art;
Come, and call me by my name,
Whisper to my listening heart;
Stir me up to seek Thy face,
Claim me in my tender years,
Manifest Thy word of grace;
Speak, for now Thy servant hears."

Ord fra mulden

2009-01-05T14:11:00.000-08:00

Der er en kamp, som jeg hele tiden kæmper. Mit miljø, hvis man kan tale om et sådant, er musikere og kunst og rødvin og lidenskabelighed og eskapisme. Nogle fotograferer og digter og bruger deres penge på plader og bliver oppe hele natten for at være livet nær. Jeg holder af alle de ting, og nogle gange tager jeg mig i at tænke, at jeg tager fejl med Gud. Så tror jeg, at de har ret, når de (forestiller jeg mig) i deres stille sind tænker, at jeg går glip af noget og fjerner mig fra livet. At jeg ligesom ikke drikker af livet i fulde slurke, men holder en distance, der har præcis samme størrelse som Jesus. At de måske har ret, når de (forestiller jeg mig) tænker, at Gud bare er noget fint indpakningspapir til livets beskidthed, som i virkeligheden er det allerskønneste.

Sådan tænker jeg, de tænker, og nogle kristne forstærker måske også min forestilling. Det er nemmere helt at afskrive de ting, som både Gud og det onde gør krav på, ikke?

Og det er den ene halvdel af kampen. Dét, at man hele tiden må tilbageerobre områder af livet for Gud. Når både kristne og de, der ikke er, kalder noget for ukristeligt eller synd eller ondt, så kan den, der står bag alt det, stå med et fjoget grin over at have fået noget foræret så let.

Men det er ikke det, der er den største kamp. Jeg kom til at tænke på dét, der står i Bibelen med, at vi kristne må indstille os på forfølgelse. Jeg har fundet det svært at relatere til stykket, for der er ingen, der forfølger mig og ingen, der angriber min tro, og slet ikke nogen, der angriber mig for min tro. I dag gav det mening; vi forfølger os selv. Det er mig selv, jeg må kæmpe imod, når jeg sidder og forestiller mig modsætninger mellem Gud og ”livet”, når jeg kræver beviser for, at min tro er sand, og når jeg hvisker til mig selv, at det er nemmere at give op.

Jeg har tænkt meget på det at have hænderne begravet i mulden. Det er et billede.Vi lever her, og det er beskidt og hårdt. Og det er smukt. Og Gud er her.

Af nåde

2008-12-30T13:29:00.000-08:00

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gribe den her post an. Jeg er ikke nogen stor tegner, og jeg har altid fundet det nemmere at udtrykke mig med ord end med billeder. Alligevel har jeg købt mig en stor tegneblok, for jeg har altid gerne ville tegne, og nu har min stædighed taget over. Jeg vil lære at bruge det sprog. Nu tegner jeg altså, engang imellem. Det bliver aldrig helt færdigt, og jeg føler altid, at jeg løber panden mod en mur (der ligner mig til forveksling).

I dag tegnede jeg også. Jeg udforskede et fotograferet selvportræt fra en skov i Aabenraa, og jeg tegnede linjerne i mit ansigt op med en tynd pen. Jeg synes, det så pænt ud, hvilket fik mig til at gå i stå af frygt for at ødelægge noget, men jeg vidste godt, der skulle noget mere på.

Jeg tænkte lidt på at tegne skoven og dens træer og solens blænderi op med mine nye tuscher, men det ville blive for kunstigt og hårdt, og så gik jeg ud og vaskede op og tænkte, at det måske var okay at nøjes med de streger.

Bagefter satte jeg mig ind til mit bord igen og kom i tanke om, at jeg har mine gamle crayons stående, mest til pynt, og så gik jeg i gang med at tegne en skov. Jeg brugte mange farver, lysebrun og sort og grøn og mørkebrun og en anden grøn osv., og jeg kunne se, at det fungerede, og det gav mig sug i maven, for jeg kunne se, at det blev flot. Og nu kommer jeg til det, der er svært at skrive om. Pludselig optog det her sug i maven hele min krop og jeg knækkede sammen i gråd, for Guds nåde blev pludseligt allestedsnærværende og selv nu, hvor jeg skriver om det, må jeg igen knuge mig sammen. Jeg mener...jeg kan ikke selv tegne. Jeg kan ikke få noget til at ligne en skov. Det er Gud, der kan. Og han lader mig være sine hænder. Også dig.

En tilføjelse: Mens jeg tegnede, lyttede jeg til Keith Greens plade "I Only Want To See You There". Mellem to linjer i et af numrene råber han noget med Efeserbrevet ud (det er en liveplade), så inden jeg lagde mig til at sove, læste jeg de to første kapitler. Det er noget lignende, der står. Vi kan alt i Kristus ved Guds nåde, men det er kun ved Guds nåde. Sådan går flere ting nogle gange op i en underlig, højere enhed.

Om længsel og menneskekærlighed

2008-12-02T15:30:00.000-08:00

Jeg kan finde det lidt svært at tale med Gud om kærlighed. Ikke om den mellem ham og mig, men den mellem mennesker med kys og kroppe. Der kan være sådan en tendens til at forestille sig, at Guds idé om menneskekærlighed er den rene slags, den, hvor man ser hinanden i øjnene og er sammen resten af livet, upåvirket af følelsesmæssig støj og impotens.

Jeg ved, jeg holder på, at man må og skal snakke med Gud om alt. Man skal kunne tage ham med på toilettet, ikke? Men det kan stadig føles lidt underligt. Hvad synes Gud om dates? Hvad synes Gud, jeg skal gøre, når han ikke byder mig nogen kæreste af sin hånd? Tænker Gud menneskekærlighed bredere, mere flydende, end vi gør?

Der er nogen, der siger, at det er muligt at finde ro fra kærlighedskvaler i Gud, men jeg kan ikke lade være med at tænke på længslen efter fysisk nærhed, når jeg hører dem sige det. Jeg tænker på, hvor længslen efter varme arme hører hjemme i det med Gud og kærlighed. Er det bare en jordisk ting, der adskiller os fra Gud? Jeg har svært ved at tro, at en ting, der kan føles så inderlig som længslen efter menneskekærlighed er et jordisk biprodukt. Det er nødt til at høre med til Guds skaberværk. Det er nødt til at passe ind et eller andet sted.

2008-11-25T11:26:00.001-08:00

"Sæt dig stille i Herrens nærhed."

Sl. 37, v7

Nogle gange kan jeg ikke andet end at sige til Jesus, at jeg stadig vil sidde i hans nærhed.

Om en ukendt Jesus

2008-10-13T02:37:00.000-07:00

Jeg har gang i et projekt. Jeg forsøger at lære Jesus at kende. Jeg ved, det lyder lidt langhåret, men jeg overgiver mig til det.

Jeg har følt mig lidt nede den sidste tid. Sådan underligt modløs og træt. Jeg har skudt skylden på efteråret og jernmangel og et kontinuerligt sukkerchok og et skrøbeligt sind. Men:

Henne i kirken var der en pige, der stillede sig op og fortalte, hvordan hun følte, at alt i den sidste uge var faldet sammen, og at hun var overbevist om, at flere i kirken ville have det på sammem måde. Hun nævnte også et vers fra Johannes' Åbenbaring:

”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”

(kap. 2, v. 4)

Det gik ikke dybt i mig, hendes tale, og jeg havde det egentligt lidt underligt med måden at stille sig op på. Jeg vidste godt, at jeg den sidste uge havde haft det som hende, men alligevel rørte det mig ikke, som man måske kunne have forventet.

Omkring bibelverset sagde hun, at hun følte, at det talte til hende på en måde, som hun i den sidste tid ikke havde kunne føle, Bibelen gjorde. Hun forstod det som, at Gud sagde til hende, at hun havde glemt Jesus.
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at dét havde sat sig fast i mig. I kirken tænkte jeg, at pigens tale ikke vedrørte mig, eftersom jeg aldrig har haft Jesus som en første kærlighed eller en stormende forelskelse. Og det var dét, der gik op for mig: Jesus har aldrig været min kærlighed. Faktisk kender jeg ham slet ikke. Hele mit kristenliv handler om Gud og nogle gange den Hellige Ånd, men aldrig Jesus.

Hvordan er Jesus? Jeg ved, hvem Gud er, sådan helt fysisk. Jeg kan lægge mig i hans hånd og jeg kan knuge mig til den og rives med og jeg kan føle ham ae mig over håret. Jeg kan føle Helligånden sitre i mig, og jeg kan, når jeg lukker øjnene, se Åndens kraft strømme gennem og ud og ind. Men hvordan er Jesus? Kan han passes ind i sådan et fysisk billedskema? Jeg har svært ved at rumme ham, fordi jeg ikke kan gribe ham med hænderne. Egentligt er det paradoksalt, eftersom det er ham, de siger, er Guds kødelige billede. Men han er en historie i mit hoved. Jeg ønsker, han bliver levende for mig. En kraft i mit liv. Er Gud og Jesus og Helligånden en trekantet vendemaske med et ansigt på hver side?

Af min ven har jeg lånt en bog, der hedder ”Den Jesus, jeg ikke kendte”. Egentligt har jeg læst den før, men dengang slugte jeg den uden rigtigt at forstå den indeni. Jesus er stadig mest en floskel i mit hoved. Nu læser jeg den igen.

Jeg er begyndt at henvende mig til Jesus i bøn. I de dage, hvor jeg var nede, var det som om, jeg ikke kunne nå Gud. Da dét med mig og Jesus gik op for mig, gik det også op for mig, at det måske er Guds måde at minde mig om, at vejen til ham går gennem Kristus. Det virker; jeg kan ikke (som i ”det er ikke muligt”) nå Gud med ”Kære Gud” alene. Jeg må gennem Sønnen, der sidder i den hellige omstillingscentral.

Jeg er startet i det små. Jeg siger bare Jesu navn frem for mig: ”J e s u s”. Man er nødt til at tage den lidt med ro med folk, man ikke kender.

Jeg tror, jeg langt væk et sted foran mig kan ane konturerne af noget, der kunne vise sig at være Jesus. Det er en spændende rejse. Jeg har aldrig prøvet den slags før.

Noget lidt uafrundet om den levende Gud

2008-09-03T06:22:00.000-07:00

Jeg skriver ikke så meget her for tiden. Da jeg startede den her blog, var min tanke, at jeg ville hjælpe med at afmystificere den del af den kirkelige praksis, som jeg kender til. Da jeg begyndte at gå jævnligt i kirke for et år siden, vidste jeg ingenting om andet end den rigide folkekirkelige liturgi, og jeg savnede at få det fortalt, sådan detaljeret, sådan helt ned i fysiske detaljer. Jeg tror, kirke nemt kommer til at snakke sig op i ikke-praktiske luftlag om Guds kærlighed og Helligåndens kraft og friheden fra frelsen, og det er godt, men det kan også virke ekskluderende. I hvert fald for en usikker én som mig selv, der ikke kan lide, at jeg ikke ved, hvad der sker omkring mig. Jeg forestiller mig, der må være andre, der har det på samme måde.

Jeg tænker stadig, jeg gerne vil være én, der hjælper til med at afdække de hjørner, som kirkevante nogle gange kommer til at tage for selvfølger. Men jeg har opdaget noget.

Jeg skrev en dag en sms til min ven og spurgte ham, om han næste dag ville fortælle mig om Guds kærlighed. Jeg har vist også skrevet om det her, hvordan jeg finder den umulig at forstå, hvordan jeg ikke ved hvad den er. Hvordan der i det hele taget er mange ting, som folk i kirken snakker om, som jeg ikke forstår, fordi jeg ikke ved dem. Min ven forklarede mig godt om, hvordan han kan mærke Guds kærlighed, og jeg nikkede og brummede og bar ordene med mig hjem.

Dét, jeg har opdaget, er, at kristendommen er noget, man må opleve. Gud er noget, man må opleve. Det er meget svært for mig at få styr på de her ord om det her, men: Det er noget med den levende Gud. På det sidste er det som om, alle flosklerne er blevet levende inden i mig. Med det mener jeg, at mit hjerte forstår, at Gud elsker mig. Jeg forstår det ikke til fulde, men jeg forstår det første lillebitte hjørne af den altovervældende kendsgerning.

Jeg er lidt i tvivl om, hvor langt jeg skal gå i udredelsen af min nyvundne erfaring, hvor personligt det skal blive, for jeg er ikke helt sikker på, hvilke dele, der er relevant for andre.

En vigtig sten i den her lillebitte forståelsesbid er erfaringen af, at Gud er noget uden for mig selv. Jeg har i sommer haft svært ved at få fat i den nære kontakt med Gud, og jeg har ikke bedt så meget som ellers. Jeg har ikke rigtigt følt, jeg kunne. Det fik mig til at ærgre mig og tvivle. Det afgørende punkt, og det ser jeg først nu, er, at Gud har sørget for mig på helt andre måder end åndeligt. Jeg har ingen indtægt haft, og alligevel har jeg ingenting manglet, og det er som om, der er kommet dumpende ting ned i hovedet på mig, både helt materielle og af mere ustoflig art. Jeg har søgt ham og savnet ham og råbt på ham i én del af mig selv, og imens arbejdede han løs i en helt anden. Det fylder mig med ydmyghed og en undren over hans storhed.

Noget privat

2008-08-17T10:16:00.000-07:00

Jeg blev bedt for til gudstjenesten i dag. I den kirke, jeg kommer i, består gudstjenesten af lovsang, en pause, tale og forbøn, så det skete i slutningen. Efter hver tale hver søndag siger taleren, at nu vil der ude i siden være forbøn, især for dem, der har følt sig ramt af talen, men allermest især for alle og deres alt. Nogle gange har nogle nogle fornemmelser at dele, som for eksempel et billede fra deres hoved eller at nogen har ondt i maven. Herefter rejser alle sig op og beder en kort, fælles bøn.

Jeg gik frem med røde øjne og så lidt ventende ud, og så kom der én hen og spurgte, om han skulle bede for mig, og for hvad. Jeg forklarede ham mit problem, at jeg havde lyst til at låse mig inde på toilettet og aldrig komme ud, fordi det hele, og især mig selv, er så håbløst usikkert. Så spurgte han, om det var okay, at han lagde en hånd på min skulder, og hvad mit navn var. Så begyndte han at bede.

Forbøn er en helt vildt fysisk ting. Det at gå derop starter ikke med, at jeg tænker, at jeg vil gå derop, men med, at mit hjerte begynder at galopere vildt og trykke og spænde lige dér, hvor ribbenene samles. Jeg sveder, og bønnen rører mig til tårer. Nogle gange overhører jeg det, fordi det for mig kræver stor overvindelse at gå derop; dét at bede et andet menneske om hjælp, og måske allermest frygten for, at forbønnen ingen virkning vil have, hverken fysisk eller emotionelt. Hver gang jeg på dén måde giver mit hamrende hjerte mundkurv på, føler jeg mig dum bagefter.

I dag var det slet ikke nogen mulighed at overhøre det. Faktisk, og det opdager jeg først nu, var det slet ikke nogen overvindelse at træde frem. Det var det eneste mulige.

Han bad ikke særligt konkret. Mest ord til Gud og Jesus og Helligånden om at komme til mig og lade mig føle kærligheden og trygheden. Jeg stod med armene over kors og krympede mig sammen med bøjet hoved.

Og jeg kunne slet ikke stoppe med at græde, tårerne trillede ned, og ukontrollerbart fraslap højlydte hulk mig. Jeg rystede meget, som man altid gør, når man spænder sig helt sammen i tårer.

Og så skete det, som jeg har prøvet én gang før i bøn. Det var lige som om min øjne trillede indad i hovedet, som om jeg faldt i søvn, og mine fødder føltes som om, de løftedes fra gulvet. Da det skete sidst, råbte jeg til Gud om, at jeg var bange og ikke forstod, hvad der skete, og det gjorde jeg også i dag, men mere trygt, for jeg stod blandt en masse mennesker. Med stadigt lukkede øjne voksede jeg ud af min krop som én, der har fået trylledrik i en tegnefilm, og nåede helt op til loftet, hvor jeg måtte krumbøje mig. Rummet, som jeg forestillede mig det, så ud som gennem en fiskeøjelinse, og imens blev jeg med at græde.

Det gør mig bange og perpleks. Da gudstjenesten sluttede, gik jeg med det samme uden at tale med nogen. Det er svært at begribe vilde ting, og det er svært at gøre andet end nøgternt at beskrive dem.

Om barnetro

2008-08-05T08:26:00.000-07:00

I søndags var jeg med mine forældre i kirke i Nordjylland. Egentlig kedede gudstjenesten mig lidt, jeg bliver altid så oprørsk, når jeg er i en provinsiel folkekirke-kirke, får lyst til at springe op og danse på bænkene, men pludseligt blev jeg grebet af rørthed. Lige efter dåben sang vi

Sov sødt, barnlille
lig roligt og stille
sov sødeligt, sov
som fuglen i skov
som blomsterne blunde i enge
Gudfader har sagt
”Stå engle på vagt
når mine de små er i senge”

og det gik op for mig, at jeg havde glemt den.

Da jeg var lille, puttede min mor mig ved at synge den og bede Fadervor og nusse mig på ryggen. Hun har svært ved at ramme tonerne, og det gjorde udgaven noget skæv, men det gør mindet så meget desto mere rørende. Dét, der ramte mig i kirken, var det vilde i, at hun hver aften bad Gud passe på mig. En mors kærlighed og Guds kærlighed.

Og jeg rammes af børneaftensalmer i høj grad. Det er trygt at gribe til at lægge sig roligt til at sove i Guds hånd, når al teologi og funderen bliver for meget at overskue og for svært at tro på.

--

Da jeg var lille, havde jeg en bedste veninde, der også var præstedatter og hed Anna Eva. Jeg havde også en dalmatinerhund (den hed Kingo) og en reservebedste (Inger). En aften passede Inger mig og min veninde hjemme i præstegården, da Kingo stak udenfor haven. Vi skulle ud at fange ham, men Anna Eva blev stående i døråbningen, lidt skeptisk over for mørket. Så stillede jeg mig hen ved siden af hende og forsikrede hende ”Du skal ikke være bange. Englene passer på dig.”. Det er sødt, ikke?

Om tankeinfiltration

2008-06-15T12:18:00.000-07:00

Jeg kan føle, at Gud, hver gang jeg forsøger at sætte min tvivl og tros umulighed på skrift, skriver et svar tilbage. Han skriver ikke selv, det dukker ikke bare op på papiret eller på skærmen, men han lader mig svare selv. Han fører mine tanker og min hånd. Jeg skrev sådan her i min dagbog i november:

"Jeg kan føle, han taler igennem mig. Han beroliger mig og fejer bekymring væk. Når jeg får lyst til at tænke "Jeg kan ikke", erstatter han det med et "Jeg kan med Gud". Han fejer tvivl af vejen. [...] Jeg har forpligtet mig overfor Gud til at tjene ham. Nu kan jeg igen ikke beskrive tvivlen, den holdes tilbage."

Ja, sådan. Det føles som en fysisk umulighed for mig at beskrive min bekymring, fordi Gud i øjeblikket, jeg bliver mig den bevidst, fejer den af vejen. Det sker ikke med alle bekymringer, men nogen. Det er både frustrerende og en opmuntring. Og du kan sige, at jeg jo sagtens kan sige, det er Gud, der får mig til det, at det jo bare er tanker, der jo bare er tanker og efterfølger hinanden som tanker og tanker og tanker og tanker, og jeg vil forstå, hvad du mener.

-

Jeg fandt et andet citat i min dagbog. Det er fra 6. juni:

"Det er underligt, at jeg ved, at Gud er større end alt det her, men alligevel føler, at jeg er nødt til at skære alting ud i pap og mundrette stykker for ham."

Om ly

2008-05-31T02:34:00.000-07:00

Jeg læser i Esajas' Bog for tiden. Det er underligt med Det Gamle Testamente. Der er så meget blod og krig og hævn og straf. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film. Nej. Det er som at se en tju-bang-action-og-blods-film med ens kæreste i hovedrollen som hævneren.
Men midt i alt dét fandt jeg det her:

"Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser"
(Esajas 14, v30)

og videre:

"Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt."
(Esajas 14, v32)

Det talte lige ind i mig. Der er ikke nogen betingelser eller ekslusion. Alle, der vil, kan søge ly hos Gud, og så vil han holde dem i sine arme.

Som om det ikke var nok, var jeg i natkirke i Vor Frue i går. Jeg var en lille smule fuld, og jeg gik ind og tog en salmebog og satte mig for mig selv uden rigtigt at tænke over det. Jeg fik lyst til at læse teksten fra i søndags, og jeg havde min kalender med, så jeg kunne finde ud af, hvilken søndag, det var i søndags. 1. efter Trinitatis. Der stod en masse om penge og om, hvordan man skal tjene Gud med de gaver, man er blevet givet. Der stod også det her (efter at have beskrevet, hvorledes man skal hjælpe de, der har lidt):

"Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
[...]
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter."
(Esajas 58)

Så pustede jeg lettet ud.

Om at slå folk i hovedet med Bibelen

2008-05-20T14:20:00.000-07:00

Jeg har det svært med ikke-kristenhed.

(I en parentes bemærket har jeg det næsten allersværest med dét at dele alting op i kristent og i ikke-kristent. Det kan virke som en underligt ekskluderende usikkerheds-ting, men det gør mig stadig ked af det, når jeg begejstret fortæller nogen om noget musik eller en film eller en bar, og de så spørger, om det omtalte er kristent eller ikke-kristent. Nogle gange siger nogen ikke-kristent som om de taler om en verden udenfor. Og jeg forstår det ikke. Det er Gud det hele.)

Men jeg har det svært med ikke-kristenhed. Jeg vil gerne undgå at fordømme og jeg vil gerne undgå at slå nogen i hovedet med Bibelen. Det, jeg ikke forstår, er, hvordan de (I? du?) kan bære det. Det undrer mig, at folk er så kede af det, når løsningen er simpel. Nej, forkert. Løsningen er ikke simpel at udføre, men den er nem at forklare og måske nem at forstå. Den kan tegnes simpelt. Gud er livet. Jeg talte med en pige om det, og jeg kom frem til en formulering, jeg fandt ro i; Gud er ikke afhængig af os, men vi er afhængige af ham. Og jeg ved godt, jeg bevæger mig ud på dybt vand, der nemt kan blive fordømmende nu, men det gør ondt på mig at se, at folk søger al mulig bekræftigelse og kærlighed i andre mennesker, sluger kærester på rad, forbruger mennesker og ting til sidste dråbe, når Gud i virkeligheden er det eneste, der kan fylde tomrummet ud. Jeg har lyst til at forklare dem, at det slet ikke er nødvendigt.

En af mine venner har skrevet en bog, der har betydet en hel masse for mit syn på det at tro. Én af de ting, jeg klamrer mig til, er hans tanker om venner, der ikke kender Gud. Han forklarer, hvordan han ikke ønsker at presse pigen, han skriver til, til at tro på noget, men at han meget gerne vil forklare om det. Samtidig, og det er dét, jeg klamrer mig til, er han af den overbevisning, at det optimale liv leves i Gud og Jesus, og derfor har han et ønske om, at andre må opleve den samme glæde og ro, som han har fundet dér. Det optimale liv.

Jeg er bange for at komme til at slå nogen i hovedet med Bibelen, men jeg tror, det optimale liv leves i Gud. Jeg håber sådan, de andre lærer det at kende.

2008-05-08T13:12:00.000-07:00

Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan høre Gud. En dag fandt jeg ud af, at det at tale med Gud, dén del, hvor han svarer, må være noget, der foregår i ens tanker. At Gud taler gennem ens egne tanker. Lægger nogen i hovedet på én. Men man har også nogen selv, ikke? Det, jeg ikke forstår, er, hvordan man ved, hvilke der er Guds og hvilke der er ens egne. Nogle af ens egne skal man måske endda luge ud i. Hvordan ved man, om det er Gud, der mener, man skal tage til et land langt væk eller om det er én selv? Hvordan ved man, om en skør forelskelse er en god idé, Gud har fået, eller om det er et håbløst hormonelt forårsudfald? Det er sådan noget, der forvirrer mig. Jeg har hørt, at det er okay at gå i sulten i seng, på alle måder, at man nogle gange må tøjle sit begær. Planter Gud ikke også begær? Er det ikke netop sådan, han taler? Det er sådan noget, jeg har svært ved at forstå.

En lillebitte observation

2008-05-05T13:54:00.001-07:00

En ting, der nager mig, eller jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad den gør, er, at det er nemt at tage radikale skridt som 19-årig. Det er nemt at sige at ja tak til at blive givet nyt liv med Gud, og det er nemt at sige ja til en stor udvikling og til at lave sit liv om og dreje på nogle af grundpillerne. Det ligger sådan allerede i alderen.

Om hvordan tanker bor

2008-04-26T15:18:00.000-07:00

Don Everts har skrevet en lille bog, der hedder "All the ideas living in my head: One guy's musings about the truth". Han fortaeller om, hvordan hans hoved er et hus, og hvordan tankerne er delt op i Permanent Residents og Pointy Ideas og Sexy Ideas og-og-og, og hver gang, en ny ide banker paa doeren med sin sovepose, kalder Don sammen til husmoede, for at de kan finde ud af, om det er en ide, der kan blive boende, eller om den maa finde et andet hus. De socialiserer med hinanden og fortaeller historier og flirter og indretter sig i et socialt hierarki.

Der staar det her paa side 48 og 49:
"I remember the first time I honestly admitted that even though I believed that God loved me, I had a hard time feeling that with my heart. At the time it seemed like a difference between what I believed and what I felt. A battle between my head and my heart. But now I'd say it's more that GOD LOVES ME had moved into my head, but YOU ARE NOT LOVABLE was another idea already living up there!
And while it was true, in one sense, that I "believed" God loved me (that idea was in my head), it was also true that I "believed" that I was not lovable (that idea was also living up there). And for whatever reason, YOU ARE NOT LOVABLE's story kept winning out. I think my wounded heart made me predisposed against GOD LOVES ME. And so YOU ARE NOT LOVABLE had Seniority Status and GOD LOVES ME kept being put in its place in the living room in my head. Or it kept getting kicked out of my head. Or something like that."

Om frygt og moerke

2008-04-25T16:16:00.000-07:00

Det svaereste Gud-bud er ikke at frygte. Jeg laa i en laant seng paa et fremmed vaerelse forleden, og jeg oenskede at gaa ind i Gud eller lade ham gaa ind i mig, saadan fuldt og helt. Jeg ligger altid der og taler med ham, inden jeg falder i soevn, eller, er i kontakt med ham er en mere korrekt formulering, det bliver ofte kun til "Kaere Gud" og saa en rolig stilhed. Der laa jeg altsaa, og jeg taenkte "Kaere Gud, nu goer jeg det, jeg traeder ud over den her skraent af tro", og i mit hoved loeftede jeg foden, og straks saa jeg en haer af uhyrer og moerke. Jeg trak mig tilbage og turde ikke at gaa laengere. Frygten for uhyrerne derude over skraenten er tvivlen paa, at Gud virkelig findes bagved vildnisset, eller om vildnisset er alt, der er.

(Det er ikke nogen metafor, for jeg ser alle de her uhyrer, for jeg er givet en loebsk fantasi.)

Der er mange, der taler om det moerke, man maa igennem for at naa Gud. Jeg begynder at tro, det er en realitet.

(Og naar der staar naa Gud, mener jeg ikke som en endelig destination, for der er lige saa meget rejse bagefter, men. Ikke nu.)

Jeg har taenkt mig at lave en tvivlekasse. En skotoejsaeske med tape paa aabningerne og en spraekke i laaget, hvor sedler med tvivl paa kan laegges ned i. Det er ikke for at det skal pakkes vaek, eller at der i overfoert betydning skal laegges laag paa al den rumsterende tvivl, men det virker godt at have tvivlen samlet paa et sted. Saadan. Saa ved man, hvor man har den.

Udlandsbrev

2008-04-18T06:21:00.000-07:00

Jeg er floejet mig en tur til Canada. Paa vej herover kom jeg til at grine af mig selv, fordi jeg rejste med Gud som en hemmelig ven. Da flyet lettede fra Kastrup, gav det et sus af spaending i maven og jeg taenkte "Nu sker det, Gud!, og jeg sagde "Det er spaendende, hva' Gud?" til ham, mens jeg kiggede ud af vinduet over havet. Vi talte om alt muligt, og det foeltes som om, jeg havde nogen i haanden. Som om det ikke var nok, var der baade paa turen fra Koebenhavn til Heathrow og fra Heathrow til Edmonton tomme saeder ved siden af mig.

Mit forhold til Gud er baade en paraply og en leven op til hans standarder. Jeg er paa besoeg hos min far, der er praest. Jeg taenker paa, hvordan hans forhold til Gud er. Snakker han med ham? Beder han om hjaelp og beskyttelse?

Jeg ved ikke saa meget om forholdet mellem Gud og Jesus og Helligaanden. Hvem der goer hvad. Jeg vil gerne laere mere. Indtil nu har jeg stort set kun haft med Gud at goere. Jeg er ikke kommet saa langt, jeg kan maerke og se, at man kan gaa meget dybere. Jeg er spaendt. Det er vildt at have den her tro, der faar en til at ranke ryggen.

Om at være hørehæmmet

2008-04-07T05:23:00.000-07:00

I går gik det op for mig, at man godt må bede Gud tale lidt højere.

Noterer, roterer

2008-03-31T14:43:00.000-07:00

Jeg klamrer mig fast i det citat omkring Kristus og sandheden for tiden. Det er som om, nogle trosmæssige ting smuldrer lidt. Det er svært med trosfællesskab. Noget om, hvilke ting vi (eller de) bilder sig ind, og hvad der egentligt kommer udefra. Noget om, hvordan det skifter mellem at føles som sund skepsis og dum ignorance. Det er svært at vide, hvornår man skal være åben og hvornår man skal bakke tilbage i åndelig sammenhæng.

Jeg kan ikke huske, om jeg på noget tidspunkt har opfattet Gud som ikke-værende-her, men det er i hvert fald betryggende, at jeg nu ved, at han er der. Det er alt det rundt omkring, der ramler.

Men jeg blev sur på ham i går. Det gjorde jeg. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg har aldrig kunne sætte mig ind i den rasende afmagt, som nærmest alle troende taler om. Jeg knurrede af ham i bøn. Noget med bare at vise mig den kærlighed og lade mig føle den helt vildt, for lige nu kan jeg ikke mærke den. Sammen med den lille vrede (som det er) er der også en beklagelse over at have det sådan. Jeg mener. Jeg har ikke lyst til at være sur på Gud, og jeg opfører mig helt sikkert dumt åndeligt på mange punkter, men jeg er nødt til at føle dén kærlighed. Det virker helt absurd at påstå, at man er nødt til noget som helst.

Jeg har ikke åbnet min Bibel et par dage. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med.

Og bøn. Dét med bøn. Benny Alex skriver om, hvordan bøn i virkeligheden gælder om at lytte, og det har sat sig hårdt i mig. Jeg kan ikke håndtere det eller logisk forstå det, men det har bare sat sig i mig som noget rigtigt. Det er dét, jeg er bange for ved at læse bøger om at leve livet. Man ved aldrig, om man bliver forblændet eller løbet om hjørner med. Jeg kan ikke engang mærke, om det er rigtigt, at bøn gælder om at lytte, men nu kan jeg ikke få mig selv til at lade munden løbe (ikke at jeg egentligt har gjort det, sådan rigtigt løbe). Jeg ligger bare og lytter. Det ender hver gang med, at jeg falder i søvn.

Om Jesu Kristi legeme

2008-03-22T12:01:00.000-07:00

Jeg har et lidt barnligt, naivt forhold til påske. Da jeg var mindre, var påsken det eneste tidspunkt på året, hvor jeg selv læste i Biblen. Jeg tænkte, at det var noget vigtigt, og jeg tænkte, at nu skulle det være, nu skulle jeg være rigtigt kristen.
Jeg følger stadig forløbet på samme måde som dér. Skærtorsdag og langfredag er underligt modløse, og jeg kom i fredags til at sige "Hav en god dag" til min søster, og det føles forkert, for hvordan skulle man kunne have en god dag den dag, hvor Jesus dør? Lørdagen er langtrukken, men forventningen til søndagen vokser, og jeg glæder mig til i morgen, for så står Jesus op fra de døde. Igen. Påskesøndag giver mig lyst til at tage spraglet tøj på.
I Vor Frue Kirke er der natkirke hele natten, med andagt hver halve time. Den første påskegudstjeneste afholdes klokken 6.20. Jeg får gåsehud ved tanken.

Men det er lidt barnligt, ikke? Den her cirkulære idé, hvor Jesus dør og genopstår igen og igen og igen hvert år. Sorgen og forventningen i den og glæden derefter. Når det bliver større end blot en ihukommelse af, at han én gang er død og genopstået (for mig og dig og os og ham og hende og de andre).
Jeg er ved at læse den hér bog, der tager afstand fra den organiserede religions cirkularitet. Både kirkeårets og den dertilhørende rigiditet ifht. gudstjenesteafholdelse (i modsætning til uafhængige kirker, hvor man i højere grad dyrker en art guddommelig inspiration at bygge hver enkelt gudstjeneste op omkring), men allermest cirkulariteten i det åndelige liv. Benny Alex skriver om, hvordan mange kristne hænger fast i en konstant cirkel af synd-anger-omvendelse-frelse-tro. Man begår den første synd, en ting, der vender én fra Gud, man indser synden og angrer, man lover i omvendelsen Gud, at det ikke skal ske igen, at man nu er fuldt og helt hans, man frelses og man tror, men det sker kun indtil man synder igen. Så begynder man forfra. Jeg forstår godt udfaldet mod den cirkelbevægelse. Man skal hellere bevæge sig konstant fremad, ikke?

Det må gælde om at finde en balance mellem cirkulariteten og fremadstormen. Jeg ser for mig sådan et tøndebånd. Både rundt og rundt og fremad. Men selv i dét at finde en balance mellem de to ting gælder det om at finde en balance, for at finde en balance kan betyde at gå på kompromis, og går luften ikke af ballonen, når man går på kompromis? Hvordan kan kristendom både finde balance og være noget radikalt? For det skal det. Være noget radikalt.

Da der i torsdags blev delt nadver ud til gudstjenesten, havde de udvidet de ord, der bliver sagt, når brødet og vinen gives. "Jesu Kristi legeme, givet for dig." Det lyder som et cheesy reklameslogan, nu jeg ser det på skrift, men det gav mig tårer i øjnene og stak i mig. Det var ikke dét, jeg havde forventet at høre. Det er stort.

2008-03-22T06:11:00.000-07:00

"Man kan aldrig brydes nok med Gud, så længe man gør det for sandhedens skyld. Kristus ønsker, at vi skal foretrække sandheden frem for ham, for han var Sandheden, før han blev Kristus. Den, der vender sig bort fra ham for at søge sandheden, vil før eller senere havne i hans arme."
- Simone Weil

Allervildeste nåde

2008-03-11T14:35:00.000-07:00

Den tvivl, der nager mig, eller den stemme, der hvisker i mit øre, er noget, der spørger, hvilken forskel Gud egentligt gør for mig.
Jeg besøgte en dag en veninde, jeg ikke havde set i lang tid, og jeg fortalte hende, at jeg var begyndt at komme fast i den her kirke. Hun var meget interesseret i at høre mig fortælle om, hvordan jeg troede, men én ting, hun ikke forstod, var, hvorfor man ikke kunne gøre alle de ting og være alle de ting uden at forankre dem i Gud og Jesus. Jeg var hende helt vildt svarskyldig, og jeg kunne kun trække på skuldrene. Forleden ringede jeg til hende for at fortælle, at jeg var kommet i tanke om, at det egentligt var meget simpelt; det er bare et spørgsmål om man vælger at tro på Gud eller ej. Når jeg giver kærlighed videre, har jeg valgt at tro, at det er Guds kærlighed, jeg giver videre, og når jeg beder om noget, har jeg valgt at tro, at Gud hører mig. Nogle gange siger han ja, og nogle gange siger han nej, fordi han har andre planer.
Men. Det er nødt til at være mere end bare et valg, ikke?

Jeg mangler et svar at give, som er mere fyldestgørende end dét.

En vigtig ting, der er gået op for mig på det sidste, er Guds ubetingede tilstedeværelse. Når man taler om Gud, og især når folk, der længes efter Gud, eller helt har valgt ham fra taler om ham, kommer man ofte til at tale om ham som noget fjernt, noget man kan finde ad krogede krinkelveje. Jeg tror (jeg tror det så stærkt, at jeg vil sige, at jeg ved det) at Gud er lige her. Ligegyldigt hvad vi gør og hvad vi tror, er han lige her. Det er altså vores valg at åbne øjnene (hjerterne) for ham. Det er så sindssygt tryg en erkendelse. Det er dét, der er det allervildeste. Nåden er det allervildeste.

(Men jeg mangler stadig et svar på dét om forskellen. Jeg ved, at han gør noget stort i mit liv, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare andre, at han kan gøre noget stort i deres. Jeg mangler noget, der slår hårdt.)

Et spørgsmål om oprigtighed

2008-03-09T14:29:00.000-07:00

Jeg er næsten altid helt fyldt op af etellerandet, når jeg cykler hjem fra kirke. Sådan en ro. Nogle søndage er jeg fyldt op af ting, der river i mig fra alle sider. Det essentielle er vel den dér følelse af at være fyldt op af noget, som vel egentligt er en følelse af at være blottet og åben. Det er dét, der sker henne i kirken. Jeg åbner mig op for Gud, og derved kommer jeg til at åbne mig op for verden. Ting siver stærkt ind.

Egentligt ville jeg skrive noget om Helles prædiken. Noget om, hvordan skridtet ud i tro er et radikalt skridt og ikke bare endnu en hobby, noget om hvordan den ateistiske frihed er en underlig illusion. Nu bliver det noget om min kirke.
Det er en vild kirke. Jeg har i gymnasiet styret udenom kristne klubber og den slags, og jeg har altid holdt mig lidt på afstand af sådan noget karismatisk kristendom. Nu er der Vineyard. Egentligt hører den vel under sådan noget karismatisk kristendom, for vi taler om lovsang og forbøn, og folk står med hænderne i vejret og udtrykker sig meget fysisk og udtalt i deres tilbedelse af Gud. Noget underligt gør, at jeg ikke får lyst til at trække mig tilbage fra det.
Måske er det en grundlæggende følelse af oprigtighed. Der er noget i luften derinde.
Jeg har svært ved at formulere en af de vigtigste grunde til, at jeg holder af kirken. Som et åndeligt hjem, om man vil. Det er noget med, at jeg har fundet nogle mennesker, jeg føler mig på bølgelængde med. At jeg føler mig omsluttet og accepteret, men allermest at jeg føler, at jeg kan stole på det, der bliver sagt derinde. Sådan en tro på, at de er kloge mennesker, der ved, hvad de taler om. Det er svært at forklare. Det er det.

Jeg tager for tiden på besøg i nogle netværksgrupper for at finde en at komme i. Det er folk fra kirken, der mødes i mindre grupper hjemme hos hinanden en gang om ugen. De fortæller hinanden om deres liv, og én holder et oplæg om noget, der har med troen at gøre, og det diskuteres, og de spiser kage. Jeg grinte helt vildt meget, da jeg fik forklaret, at det var dét, de lavede, for det er dét, jeg har serveret småkager til hele min barndom, når mine forældre har holdt bibelkreds. Nu er det bare yngre mennesker. Til sidst beder de for hinanden i små grupper. Tre mennesker, måske. Sidst jeg var på besøg i en gruppe, én på Østerbro, prøvede jeg for første gang at bede for nogen. Det var underligt grænseoverskridende og naturligt.
Da jeg var til introduktionskursus for to uger siden, oplevede jeg første gang forbøn på nært hold. Jeg kommer fra folkekirken, og jeg har aldrig stiftet bekendtskab med bøn, der er andet end en kommunikation mellem ét menneske og Gud. Måske nærmere fra et menneske til Gud. Som afslutning på aftenen bad vi, som i netværksgrupperne, i grupper à tre. Jeg fik hjertebanken, da de sagde det, for ukendte ting skræmmer mig. Jeg var nødt til at afbryde, da Flemming, præsten, skulle lige til at sige, at vi kunne gå i gang, for at spørge, hvordan man beder. Det gør man sådan her: Hver person i gruppen fortæller én eller flere ting, de ønsker forbøn for. Så begynder man at bede, som man bedst kan bede. Jeg folder hænderne og lukker øjnene og bøjer hovedet. Man beder højt ud i luften, én ad gangen, for én person ad gangen. Man lader det flyde, hvem der beder for hvem og hvornår. Det kræver tillid og det gør mig nervøs, men det fungerede.
Til introduktionskurset turde jeg ikke sige noget højt. På besøget i netværksgruppen handlede oplægget om et stykke i Bibelen, som bl.a. handler om, hvordan Ånden går i forbøn for os, når vi ikke ved, hvad vi skal bede om. Det slog mig, at jeg slet ikke i bønnen kan gøre noget forkert, så længe jeg er oprigtig. "Kære Gud, tak, at Ånden går i forbøn for os, når vi mangler ord". Noget i den retning. Det slog mig, at jeg ikke behøvede bruge noget andet sprog end mit eget. Ud i luften (op til Gud) bad jeg for én af de andre, og det føltes som de rigtige ord. Det er et spørgsmål om oprigtighed. Man behøver ikke andet.

Her til aften er jeg allermest fyldt op af tak. Jeg håber sådan, at andre også får det her at føle.

Swing low

2008-03-03T05:36:00.001-08:00

En amerikansk fyr, der hedder Jonni Greth, har lavet den her sang, der hedder "Chariots over Birmingham". Jeg kan virkeligt godt lide den.

PS: Jeg har fået lov af ham til at lægge den op her, så ingen kommer efter dig for at tage den.

2008-02-26T12:24:00.000-08:00

Jeg har altid, lige siden jeg læste om det, været fascineret af Fadervor. Det står sådan her:

"Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres far ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det." (Matt. 6, 7-8)

Jeg synes, det er vildt, at Gud ved, hvad man vil have, før man selv ved det. Så kan man overgive sig og erkende, at man ikke formår at finde ord for, hvordan man føler og hvilken vej, man gerne vil gå. Ikke at det skader noget at forsøge, men. Gud har styr på tingene. Det har han.

6. januar 2008

2008-02-23T03:46:00.000-08:00

"Jeg stod i badet og kiggede ned i gulvet, og det gik op for mig, at jeg går og venter på det rette sted at møde Gud. I kirken tænker jeg, at jeg må vente lidt endnu, og vente til et andet sted, men jeg ved ikke, hvad det andet sted er. Jeg ved ikke, om det er min tvivl eller Gud, der får mig til at vente på noget andet. Det er forløsningen, jeg lader vente eller som lader vente på mig. Den store, vilde forløsning. Selv hvis den kommer snigende, vil det være en forløsning, når jeg opdager, at den har sneget sig ind på mig. Måske er der ikke nogen forløsning. Måske jeg bare siver ind i Gud. Måske han bare siver ind i mig. Jeg mærkede ham i mit bryst i dag, og tænkte på, om det bare skyldtes de to kopper kaffe. Der er ikke så meget, der kan mærkes i mit bryst. Det føltes som om, han bor derinde. Også nu. Det er underligt, som man kan mærke ting under ribbenene. Jeg kunne mærke, hvordan ham fyren var bundet tæt fast til noget derinde, jeg så det for mig, men nu er han ikke længere. Men Jesus, altså. Jeg har udsat at læse i Bibelen, og det har sikkert været med anelsen om, at jeg ville finde ham der, og nu er jeg begyndt på den, og det føles underligt. Længslen efter troen er det største. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad der skulle komme bagefter. Jeg har ikke taget de sidste skridt, jeg har ikke kastet mig ud i en rivende flod, men jeg ved, det er en rivende flod. Jeg kan mærke, den løber i mig. Og det her løber af med mig. Metaforer. Men jeg ønsker at leve i Guds kærlighed. Jeg gør det allerede, men jeg ønsker at drive det så vidt, så jeg også kan dele den med andre. Jeg ønsker, at de andre også kan opleve det her.

Jeg ønsker at tale med nogen om Gud. Nogen, der kan hjælpe mig på vej, nogen, der hviler mere end jeg. Også nogen, der ikke er min mor eller min far. Det er en lidt anden vej jeg går end dem. Jeg skal lære at spørge om hjælp. Jeg tør ikke række hånden op og bede om forbøn i kirken, men jeg mærkede Jesu hånd på min skulder. Den var så tung, så min skulder blev trykket mod gulvet, men det var ikke nogen byrde.

Det her er noget. Jeg har skrevet noget og tiden er ikke spildt. Jeg har livet foran mig. Jeg tænker meget på noget med at være ung og noget med at være mennesker og hvordan vi fungerer i forhold til hinanden. Når man kommer ud til enderne af rebene er det kun Gud, der giver mening."

2008-02-20T12:22:00.000-08:00

Da jeg var lille, var jeg bange for at trykke på den dybeste tangent på flygelet, fordi jeg troede, at tonen kaldte trolde frem. Jeg var rigtigt bange for trolde. Når vi var på vinterferie i Norge, havde jeg altid mindst ét mareridt om trolde. En nat kom der en trold og bankede på vores dør. De gjorde aldrig noget. De var bare trolde, og det var nok, og de kunne klatre frem fra alle mulige steder på en meget skræmmende måde.

Mit hoved er fyldt af ondt for tiden. Jeg havde et mareridt for halvanden uge siden, og det sidder stadig i mig. Det var ikke et normalt mareridt, hvor man oplever noget, der er uhyggeligt. Det var nærmest kun følelser. Jeg fik i mareridtet en helt vildt stærk følelse af, at noget ondt var kravlet ind i mig. Som om jeg nu, hvor jeg har åbnet mig for Gud, også har åbnet op for andre ting. Jeg vågnede halvt, og følelsen sad stadig i mig, og jeg turde ikke åbne øjnene, for jeg var sikker på, at noget ondt ville ske i rummet eller at noget ville vise sig. Jeg bad til Gud om, at han måtte passe på mig, for jeg havde ikke lyst til at opleve noget, der ikke hører til på den her jord, men det var som om, nogen havde klippet forbindelsen til ham. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt i søvn.

Jeg har været underligt modløs siden det mareridt. Så fortalte jeg en ven om det, og så lød det som om, det slet ikke undrede ham. Han fortalte, hvordan han kan have det på en lignende måde, når han i en periode har ladt Gud glide lidt i baggrunden. Den onde følelse kommer ikke, mens Gud er i baggrunden, men når han forsøger at komme tilbage til at have Gud nær ved sig. Som om nogen forsøger at udnytte muligheden til at. Jeg ved ikke til hvad.

Da jeg havde lagt røret på efter samtalen, slog det mig, hvor trippet det er at leve så tæt på noget, der føles som brændende ild. At leve midt i en kamp mellem Gud og noget ondt. Jeg mener. Hvem havde troet det, i den her moderne verden?

Dét, at han overraskede mig ved at genkende følelsen. Det minder mig om noget, vi talte om forleden dag. Hans søster arbejder et sted, hvor de passer på unge piger. Én af de unge piger, der egentligt var flyttet, kom tilbage, fordi der var et spøgelse i hendes nye lejlighed. Da pigen fortalte det til en af de andre medarbejdere, fortalte medarbejderen til pigen, at hun også har et spøgelse i sin lejlighed. (Ét, der ryger pibe.) Min vens søster havde aldrig hørt den anden fortælle om det før. Så talte vi om, at der må være mange mennesker, der oplever noget, som de ikke fortæller, eller føler noget, de ikke fortæller af bar angst for, at ingen har oplevet det samme. Som med følelsen af noget ondt.

For to et halvt år siden var jeg på Læsø med ham, jeg var kærester med dengang. Vi har et gammelt hus derovre. Jeg var så bange, at jeg ville sove med lyset tændt. Der var en underlig tung følelse på stedet. En nat, da vi var gået i seng, gik han på toilettet, og jeg var sikker på, at han ville komme tilbage og slå mig ihjel med en økse. Det var den underligste ferie, jeg har været på. En nat bevægede hans arm sig. Han sagde, han kunne mærke Gud, og at han ikke havde lyst til det på den måde.

Jeg tror, vi står midt i en hel masse kampe, vi slet ikke kan se.

Min ven sagde, at man i sådan en følelse af ondt bare må bede folk om at bede for sig. Det rørte mig.

Strøtanker pt. I

2008-02-19T03:40:00.000-08:00

Jeg er bange for at skræmme nogen væk med alt det her med Gud.
Man kommer nemt til at holde snakken om tro indenfor rammer med mennesker, der taler det samme sprog. Det er nemt at forfalde til rygklapperi, ikke?

Det er dét, det er. Et spørgsmål om sprog. Det falder mig svært at tale om store ting, fordi jeg har svært ved at tage dét sprog, der beskriver store ting, i min mund. Og så tænker jeg, at man burde kunne finde et neutralt sprog, der kunne beskrive Gud for folk, der ikke er vant til at høre de ord, der tilnærmelsesvis kan beskrive Gud. Men så tænker jeg, at Gud slet ikke er neutral.

Jeg kan godt forstå, hvis dét at sætte alt ind i en art, ehm, guddommelig kontekst kan virke irriterende. Det kan jeg virkeligt. Ensporetheden og sådan. Men jeg tror, jeg tror, at man må overgive sig til ensporetheden nogle gange.

Introduktion

2008-02-18T06:02:00.000-08:00

Min nådesløshed over for mig selv ophører først, når jeg opdager Guds ubetingede kærlighed til mig.